KL om dødsbrande på plejehjem: Kommuner skal overholde loven

ULYKKER: Landets kommuner har problemer med at sikre, at brandsikkerheden i plejeboliger lever op til lovens krav. Det er ikke godt nok, lyder det fra kommunernes egen landsforening.

Der skal strammes op på brandsikkerheden i kommunale plejeboliger.

Det erkender kommunernes landsforening, KL, efter at en foreløbig undersøgelse fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har påvist udbredte problemer med at overholde kravene til brandsikkerheden i plejeboliger.

Et resultat, som transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) kalder ”helt uacceptabelt.”

Og det skal der rettes op på, lyder det fra Jacob Bjerregaard (S), der ud over at være borgmester i Fredericia Kommune også er formand for KL’s miljø- og teknikudvalg.

”Det her er noget, vi er nødt til at få på dagsordenen i samtlige 98 kommuner og sikre, at loven bliver overholdt. Borgerne på vores plejehjem skal kunne følge sig trygge,” siger Jacob Bjerregaard.

KL tog derfor allerede fredag et første initiativ til at få rettet op på forholdene ved at skrive rundt til landets kommuner og bede dem om at forholde sig aktivt til problemerne.

Ikke styr på dispensationer
Siden 2014 er mindst 34 ældre omkommet i brande på plejehjem. Ministeriets undersøgelse af kommunernes håndtering af brandsikkerheden på plejehjem blev iværksat i kølvandet på en dødsbrand i Norddjurs Kommune, som i august kostede tre ældre kvinder livet.

Indtil videre har 51 kommuner svaret. Og de foreløbige resultater viser, at stort set alle 51 kommuner har bygninger med plejeboliger, som ikke lever op til de brandkrav, der var gældende på det tidspunkt, hvor boligen blev opført.

Blandt andet indgår 164 bygninger, der som udgangspunkt er omfattet af krav om sprinkleranlæg, men 123 bygninger har intet sprinkleranlæg, og der er kun søgt og viet dispensation i 17 tilfælde.

”Vi skal sikre os, at der er styr på brandkravene og er givet de rigtige dispensationer. Det kræver en tæt dialog mellem kommunerne og beredskaberne i hver enkelt kommune,” siger Jacob Bjerregaard.

Gamle bygninger har flest problemer
Han understreger, at det først og fremmest er i kommunerne ældre bygninger, at der er problemer. Stort set alle nyere byggerier lever op til de gældende krav.

”Men derfor skal man hele tiden være opmærksom på, at loven overholdes. Det gælder ikke kun for vores plejehjem, men for hele vores bygningsmasse,” siger Jacob Bjerregaard.

Undersøgelsen af brandsikkerheden forventes at være færdig sidst i februar. Når resultatet er klar, vil transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen tage stilling til, om der er behov for at stramme lovens krav.

Ældre på plejehjem er generelt overrepræsenteret blandt ofre for dødsbrande sammenlignet med befolkningen som helhed. Det handler ifølge Beredskabsstyrelsen dog først og fremmest om, at der på plejehjem bor en stor andel af ældre med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Risikoen for at omkomme ved brand på et plejecenter er ikke mærkbart større eller mindre end for en sammenlignelig gruppe borgere, der bor i eget hjem.

Forrige artikel Tidligere partiformand stopper som general i humanitær organisation Tidligere partiformand stopper som general i humanitær organisation Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?