Kamp mod madspild modtager Svend Auken-prisen

PRIS: Ved den socialdemokratiske kongres lørdag modtog Forbrugerbevægelsen "Stop Spild Af Mad" Svend Auken-prisen 2013.

Dan Jørgensen (S) overrakte lørdag Svend Auken-prisen 2013 til forbrugerbevægelsen "Stop Spild Af Mad" og dens stifter Selina Juul.

Prisen modtager hun, ifølge Dan Jørgensen, ikke kun for hendes indsats mod madspild, der tæller aftaler med butikker om at reducere mængden af mad, der smides ud, men også fordi hun har den rette attitude.

"Selina Juul hverken moraliserer eller klynker. Hun taler til det bedste i folk. Hun viser en vej og taler om en positiv vision," sagde han.

Selina Juul selv havde ikke mulighed for at være til stede ved S-kongressen i Aalborg for at modtage prisen.

I en videohilsen fra Spanien takkede hun Socialdemokraterne for prisen, som hun kalder en "kæmpe anerkendelse".

Ikke overraskende havde hun også et budskab om mindre madspild med til kongresdeltagerne.

"Vi smider mad ud i Danmark, der svarer til 16 milliarder kroner om året. En tredjedel af verdens mad ryger i skraldespanden, mens en milliard mennesker sulter. Det er et problem, som vi heldigvis alle sammen kan gøre noget ved. Vi er alle sammen en del af løsningen," sagde hun.

Svend Auken-prisen er indstiftet til ære for tidligere miljøminister og socialdemokratisk partiformand Sven Auken, der døde i 2009.

Forrige artikel Thorning: Det har tit været op ad bakke Thorning: Det har tit været op ad bakke Næste artikel K støtter regeringens klimamål K støtter regeringens klimamål