Justitsministeriets departementschef forflyttes

NAVNE: Departementschefen i Justitsministeriet, Anne Kristine Axelsson, bliver forflyttet til Kirkeministeriet. "Der har i den seneste tid været en del negativ fokus på Justitsministeriet, og der er behov for at skabe ro omkring ministeriet," siger finansminister Bjarne Corydon (S). 

Justitsministeriet skal have ny departementschef. 

Anne Kristine Axelsson forlader sin stilling og overtager i stedet posten som departementschef i Kirkeministeriet.

Det skriver Finansministeriet i en pressemeddelelse.

"Der har i den seneste tid været en del negativ fokus på Justitsministeriet, og der er behov for at skabe ro omkring ministeriet. Anne Kristine Axelsson er enig i behovet for at sikre ro og har tilkendegivet, at hun ikke ønsker, at hendes person skal stå i vejen herfor. Hun har derfor sagt ja til fremover at løfte departementschefopgaven i Kirkeministeriet," siger finansminister Bjarne Corydon (S) i en pressemeddelelse. 

Anne Kristine Axelsson vendte i maj tilbage til sit job som departementschef i Justitsministeriet, efter hun sammen med en anden ledende embedsmand i december sidste år blev sendt hjem fra arbejde på grund af sin rolle i den såkaldte Christiania-sag, som kostede Morten Bødskov (S) ministerposten.

Den nytiltrådte justitsminister Karen Hækkerup (S) indledte en undersøgelse af de relevante embedsmænds rolle i forbindelse med sagen. Resultatet af undersøgelsen betød, at der herefter blev igangsat en tjenestemandsundersøgelse af forløbet, som i maj frikendte Anne Kristine Axelsson, der vendte tilbage til ministeriet. 

Kirkeministeriets nuværende departementschef, Henrik Nepper-Christensen, går på pension til marts, hvor Anne Kristine Axelsson overtager posten. Inden hun overtager stillingen i Kirkeministeriet, vil hun afvikle ferie og være til rådighed for særlige opgaver, skriver Finansministeriet. 

Stillingen som departementschef i Justitsministeriet vil snarest blive slået op, skriver ministeriet. 

Forrige artikel EU sår tvivl om den danske ferielov EU sår tvivl om den danske ferielov Næste artikel Lene Espersen forlader Folketinget Lene Espersen forlader Folketinget