Justin Trudeau fastholder magten i Canada

Den 49-årige premierminister ser ud til at fortsætte på posten efter et tæt valg i Canada. 

Justin Trudeau er natten til tirsdag dansk tid blevet genvalgt som premierminister i Canada. Det står klart, efter at hans modstander, den konservative Erin O'Toole, tirsdag morgen dansk tid har erkendt sit valgnederlag og lykønsket Trudeau med sejren. 

Det skriver Politiken og Ritzau. 

»Canadierne sender os tilbage på arbejde med et klart mandat til at komme igennem coronapandemien og mod lysere dage«, siger Trudeau ifølge nyhedsbureauet Reuters’ transmission af talen.

Valg før tid
Nattens valg falder i utide, da det kun er to år siden, at der senest blev afholdt parlamentsvalg i Canada. Her tabte Trudeau sit flertal i parlamentet, men kunne alligevel fortsætte som premierminister. 

Det er det flertal, Justin Trudeau har forsøgt at genvinde oven på en håndtering af coronapandemien, der har øget regeringens popularitet. Umiddelbart ser dén mission dog ikke ud til at lykkes helt, idet Trudeaus liberale parti med 94 procent af stemmerne optalt i øjeblikket har 157 mandater ud af 338 mulige. 

Det konservative parti står dog kun til 122 mandater.

Forrige artikel Dagens overblik: Danmark er under gennemsnittet i EU, når det kommer til kvinder i kommunalpolitik Dagens overblik: Danmark er under gennemsnittet i EU, når det kommer til kvinder i kommunalpolitik Næste artikel Mette Frederiksen skal udspørges i minksagen i december: Her er den fulde afhøringsliste Mette Frederiksen skal udspørges i minksagen i december: Her er den fulde afhøringsliste