Julekalender: Bjørn Brandenborg væddede en flæskestegssandwich på, at vi fik en særlig lov inden jul - og vandt

7. DECEMBER: Bjørn Brandenborg giver den gas i diskussioner, på håndboldbanen og i bilen, hvor han i al hemmelighed skruer op for Barry White. Hans store forbillede er slagtermesteren i Rudkøbing, og en klimalov er øverst på årets ønskeliste. Læs med bag dagens låge.

Hvorfor gik du ind i politik?
Vi diskuterede heftigt rundt om bordet i mit barndomshjem, og der var kamp om ordet. Mine forældre har altid sagt, at hvis man mener noget, skal man også forklare, hvorfor man mener det.

Men min far blev nok alligevel lidt træt af at høre sin søn diskutere, for da jeg var 14, tog han mig med til en paneldebat ved et politisk valgarrangement og sagde, at nu kunne jeg sætte mig på en stol og finde et parti, jeg kunne lægge min energi i. Dagen efter meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet.

Hvorfor faldt valget på Socialdemokratiet?
Jeg kan huske, jeg syntes, der i samfundet blev fokuseret rigtig meget på de få og ikke de mange. Jeg kommer fra Danmarks fattigste kommune, hvor der er mange, der ikke har haft den nemmeste vej i livet. Og der er brug for, at nogen taler op, at de mennesker, der bor langt fra de store byer, også skal have mulighed for at skabe sig et godt liv. Derfor er jeg i politik − og derfor faldt valget på Socialdemokratiet.

Hvem inspirerer dig?
Jeg ser meget op til slagtermesteren i Rudkøbing på Langeland, hvor jeg bor. Han knokler for sit lokalsamfund og hviler i, at det er her, han kommer fra. Han er altid god at få en sladder med hen over disken, hjælper omkring sig og træner det lokale håndboldhold. Man kan hurtigt blive suget ind i Christiansborg-livet, så jeg prøver at huske på, hvad jeg kommer fra og kommer af. Der bruger jeg tit slagtermesteren i min egen bevidsthed som eksempel på en, som er alt det, jeg godt kan lide ved mennesker – og ved Danmark. 

Hvad er den bedste bog, du har læst i år?
Jeg læser mange bøger. Jeg genlæser lige nu biografien om Viggo Kampmann og 'Politik er at ville' af Olof Palme. For mig er det vigtigt at læse. Men det er generelt bare vigtigt at lave noget helt andet end politik. Man kan læse sig selv ihjel med bilag, dagsordener og lovforslag, og derfor er det vigtigt at koble fra og gøre noget helt andet.

Hvad gør du så for at koble af – ud over at læse?
Det er jo nu, man skal sige, at man træner hele tiden, ikke? Det passer jo bare ikke. 

Jeg skifter til jeans og sneakers, så snart jeg træder ind ad døren derhjemme. Jeg måtte faktisk ud at købe et jakkesæt, da jeg blev valgt, for min garderobe rummer kun de mere behagelige outfit, og jeg synes, man skal have pænt tøj på i Folketingssalen for at vise respekt for institutionen.

Jeg lytter i al hemmelighed til Barry White, når jeg kører bil. Og den står på dakkedakmusik med en god bas, når jeg skal til kamp med Rudkøbing Håndboldklub. Jeg giver den gas som playmaker og inde på stregen, men eftersom jeg ikke kommer så meget til træning, sidder jeg også meget og klapper ad gutterne ude på bænken. For det er selvfølgelig dem, der træner, der spiller.

Hvad er jul for dig?
Vi holder altid færøsk jul dagen før juleaften med færøsk lammekød og musik. Det betyder meget for min mor, der er fra Færøerne. Juleaften fejrer vi hos min farmor og farfar med en tur i kirke og brætspil. Vi spiser, spiser og spiser og løber rundt i haven til ”Nu’ det jul igen”.

Giver du gode julegaver?
Jeg køber gaver i absolut sidste øjeblik sammen med rigtig mange andre mænd, der heller ikke kan finde ud af at få fingeren ud. Jeg gav engang min far et gavekort til ølsmagning, som jeg på forhånd vidste, han ikke kunne deltage i – det var ikke mit stolteste øjeblik. Jeg synes faktisk ikke, man skal have gaver. Jeg har foreslået en gavebegrænsning i min familie, men sjældent har man hørt et forslag blive nedstemt så hurtigt.

Hvilken konkret politisk forandring vil få dig i julestemning?
Hvis vi inden jul lander en klimalov. Vi har ikke talt om andet i valgkampen, og der står folk uden for Christiansborg og demonstrerer hver eneste dag − vores troværdighed er på spil. Men jeg tror helt sikkert også, en klimalov er realistisk. Lad mig omformulere: Jeg vil vædde en flæskestegssandwich på, at vi har en klimalov inden jul. Aftale?

Forrige artikel Regeringen lander bred aftale om ny klimalov: ”I dag har vi skrevet danmarkshistorie” Regeringen lander bred aftale om ny klimalov: ”I dag har vi skrevet danmarkshistorie” Næste artikel Nye arveskat fremrykkede generationsskifte i reje-gigant