Johanne Dalgaard: Centrum-venstre har tidsånden imod sig
Kommentar
Johanne Thorup Dalgaard | |
Print
KOMMENTAR: Vil man virkelig ændre noget i moderne dansk politik, er spørgsmålet ikke, om man har de rigtige intentioner, men om man har tidsånden med sig. Jeg tvivler på, at tidsånden har ændret sig drastisk nok til, at en centrum-venstre-regering kan sætte en ny retning, skriver Johanne Dalgaard.
Jeg er pessimistisk anlagt når det handler om politik i almindelighed. Dansk politik i særdeleshed. Jeg har fundet, siden jeg blev politisk bevidst i den gryende Fogh-æra, at det er bedst at forvente det værste.
De sidste to årtier har vitterligt været en ideologisk ørkenvandring for folk som mig, der mener, at lighed er en forudsætning for frihed, og at stærk, demokratisk kontrol med markedet på både nationalt og internationalt niveau er det eneste, der kan sikre begge dele.
Jeg er blevet voksen i en tid, hvis ånd har været præget af en rå individualisme og den dertilhørende foragt for menneskelig svaghed. En tid, der samtidig er præget af kriser, som kræver kollektiv handlen. Finanskrise, klimakrise, flygtningekrise. Banker, der er too big to fail og statssubsidieres uden modydelse i form af demokratisk indflydelse. Store internationale virksomheder, der undergraver nationalstaternes suverænitet og demokratiske spilleregler.
Sidste gang, vi fik en socialdemokratisk ledet regering, havde jeg en forventning om, at landet skulle styres i en anden retning. Det skete ikke. I stedet agerede Thorning og Corydon kustoder for det, der var tilbage af velfærdssamfundet, når de ikke ligefrem aktivt bidrog til destruktionen af det.
I dag er jeg ikke længere sikker på, det er en magt, man har som regering, det med at styre landet i en radikalt ny retning. Fogh gjorde det vel på sin vis, men hans projekt var også så fint i trit med sin tid, at det måske nærmest gik af sig selv; privatisering og markedsgørelse af statslige institutioner hele raden rundt.
Så hvis man spørger mig, om regeringens projekt er "det rigtige", så vil mit svar nok være, at det er det forkerte spørgsmål at stille. Spørgsmålet, der er væsentligt, hvis man virkelig vil ændre noget i moderne dansk politik, er ikke, om man har de rigtige intentioner, men om man har tidsånden med sig.
Jeg ved ikke, om den har ændret sig drastisk nok til, at en centrum-venstre-regering kan sætte en retning. Hvis man ser ud på de vestlige demokratier i dag, så er der ikke mange succesfulde socialdemokratiske projekter at hente inspiration fra. Det er nationalisme og populisme, der blomstrer derude.
Samtidig er dansk politik aktuelt svinebundet af EU's finanspagt, herhjemme udmøntet i budgetloven, der holder kommunerne i stram økonomisk spændetrøje og tvinger dem til at spare og skære ned på velfærdsområdet.
Det sidste er noget, danske socialdemokrater selv har været med til at stemme igennem, og derfor er det nærliggende at tænke, at det ikke er noget, de har planer om, at Danmark skal frigøre sig fra, selvom vi ikke er et euro-land (af navn).
På den anden side virker udviklingen på den internationale politisk scene mere og mere uforudsigelig, så hvem ved? I hvert fald skal man nok som borger vare sig for at forvente store forbedringer i ydelserne hos de borgernære forvaltninger, så længe finanspagten er inkorporeret i dansk lov.
Hvis man alligevel tillægger regeringen en smule selvstændig agens, så er der udmærkede takter at spore i det såkaldte forståelsespapir, der er dens (løse) grundlag.
Mest markant nok på klimapolitikken. Problemet er selvfølgelig stadig altings forbundenhed: Klimakrisen forventes at ramme verdens fattige egne hårdest og risikerer at sætte turbo på flygtningekrisen, mens mange af klimapolitikkens løsninger kan ramme socialt skævt på andre måder og sætte turbo på den allerede eksplosive udvikling i global ulighed. Og den stigende ulighed sætter selve det demokratiske systems legitimitet under pres.
Kan en dansk regering gøre noget for at give sig selv større agens? Måske. Når Socialdemokratiet installerer "politiske sekretariater" i Statsministeriet og en håndfuld andre departementer, så vækker det måske nok demokratiske betænkeligheder, fordi de kommer til at eksistere i en slags vakuum mellem bureaukratisk kontrol og parlamentarisk kontrol.
Men det er samtidig en reaktion på den klare oplevelse af, at det politiske niveau, som er valgt af borgerne til at sætte landets retning, er stækket på sin handlefrihed, fordi stærke systembevarende kræfter stritter imod fra forskellige kanter.
Jeg er skeptisk over for, om løsningen er at opfinde sit eget politiske embedsværk uden om den parlamentariske beslutningsproces. Man risikerer også at skabe en uheldig præcedens. Men man kan håbe, det lidt barokke stunt varsler en generel vilje til at kaste sig ind i kampen mod tidens kriser med sin fulde politiske vægt. I så fald er det måske tid til at tøjle pessimismen.
-----
Johanne Thorup Dalgaard (f. 1987) er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun arbejder som embedsmand på uddannelses- og forskningsområdet og som freelanceskribent med fokus på kulturelle og politiske emner. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Michael B. Klitgaard: De klassiske argumenter mod arveafgiften mangler substans
Pelle Dragsted: Partiegoisme må ikke spænde ben for centrum-venstre
