Jesper Petersen ansætter tidligere særlig rådgiver for Mogens Jensen

Mogens Jensens tidligere rådgiver Søren Andersen er ny særlig rådgiver for uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen. Søren Andersen kommer fra en stilling som kommunikations- og pressechef hos Danske Spil.

Jesper Petersen (S) har valgt Søren Andersen som sin særlige rådgiver i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Det skriver Søren Andersen på LinkedIn.

For Søren Andersen er det ikke en ukendt rolle. I august 2019 blev han ansat som særlig rådgiver for daværende fødevareminister Mogens Jensen (S).

"Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage på holdet," skriver Søren Andersen.

Efter Mogens Jensen trak sig som minister i november 2020 oven på håndteringen af minksagen, blev Søren Andersen ansat som kommunikations- og pressechef hos Danske Spil.

Nu vender han tilbage til Slotholmen hos den nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister.

"Vi skal bruge uddannelsespolitikken til at binde landet sammen. Og vi skal finde ud af, hvordan vi også i fremtiden får uddannet Danmark i en retning, hvor blandt andet pædagog- og læreruddannelserne får et tiltrængt løft," skriver Søren Andersen.

Inden Søren Andersen blev særlig rådgiver for Mogens Jensen kom han fra en stilling som pressechef hos Landbrug & Fødevarer.

Før det har han blandt andet været presserådgiver for MEP Christel Schaldemose (S) og journalist på DR. Søren Andersen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2007.

Han stopper hos Danske Spil senest ved udgangen af september.

Forrige artikel KL henter ny kontorchef fra Region Hovedstaden Næste artikel PFA ansætter ny pressechef fra Danske Bank PFA ansætter ny pressechef fra Danske Bank