Jeppe Mikkelsen: Det bliver nok et på gensyn

DE AFGÅENDE: Efter bare en enkelt periode har Folketingets yngste medlem, Radikales Jeppe Mikkelsen, valgt ikke at genopstille ved det kommende valg. Vi har stillet ham fem skarpe spørgsmål. 

Han var bare 20 år, da han blev valgt til Folketinget, men efter blot en enkelt periode har Radikales retsordfører Jeppe Mikkelsen - Folketingets yngste medlem - valgt ikke at genopstille ved det kommende folketingsvalg. 

Vi har stillet ham fem spørgsmål om tiden i Folketinget og om, hvad han nu skal lave. 

Hvad har du været mest stolt af?

"Helt generelt har vi som regering gennemført ufatteligt mange reformer, og der har jeg selvfølgelig bidraget med mit ydmyge virke til, at det har kunnet ladet sig gøre. Mere specifikt vil jeg pege på, at jeg var med til at hæve den kriminelle lavalder tilbage til 15 år. Det er jeg stolt af.

Derudover har jeg været ordfører for de frie skoleformer og har et stort indblik i efterskoleverdenen. Derfor er jeg også meget glad for, at vi har kunnet rulle besparelserne tilbage på efterskolerne, så det blev muligt for flere danske familier at sende deres børn på efterskole, uanset indkomst."

Hvad har ærgret dig mest?

"Det har ærgret mig mest, at jeg ikke har kunnet rulle besparelserne på de frie grundskoler tilbage. De blev indført samtidig med besparelserne på efterskoler i 2010. Og det synes jeg er synd. Det er noget, jeg har arbejdet for gennem flere år, men det er ikke lykkedes."

Hvad er den største oplevelse, du som folketingsmedlem har fået?

"Ud over at kunne påvirke sit land, er et af de største privilegier at have adgang til så mange spændende mennesker. Jeg har fået rigtig, rigtig mange gode bekendtskaber og mødt ufattelig mange spændende mennesker i hele verden gennem mit arbejde.

En person som tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen har gjort stort indtryk. Han har spillet en ekstrem stor rolle i det danske samfund uden at være politiker, men gennem sin utroligt store faglighed og saglighed."

Hvordan har dansk politik udviklet sig, mens du har siddet i Folketinget?

"Man skal nok have siddet noget længere tid i Folketinget for at kunne svare på det. Jeg kan dog sige, at man kan mærke, at de sociale medier for alvor har gjort deres indtog og nu er en helt integreret del af dagligdagen på Christiansborg. Det er på mange måder en fantastisk ting, at borgere så nemt kan komme i kontakt med politikere. Selv om vi som samfund skal arbejde lidt på debatkulturen på de sociale medier – og det gælder også for os politikere."

Hvad skal du nu?

"Jeg har fået lidt tilbud hist og her, men i første omgang tror jeg hellere, at jeg vil lave lidt freelancearbejde indenfor projektstyring og konsulentarbejde, samtidig med at jeg videreuddanner mig. Derudover har jeg en lille ide til en bog, som jeg arbejder på. Målet er en karriere i det private. Det er derfor, jeg stopper. Jeg er bange for, at jeg lukker for mange døre og og ikke vil være interessant nok for private virksomheder, hvis jeg tager en periode eller to mere i Folketinget.

Jeg kunne godt få lyst til at stille op til Folketinget igen inden for de næste 10-15 år, og så må vi se, hvordan mit liv ser ud til den tid, og hvordan dansk politik ser ud. Men jeg tror, det bliver et på gensyn og ikke et farvel."

Forrige artikel Hovedstadens klimaindsats afhænger af lovændringer Hovedstadens klimaindsats afhænger af lovændringer Næste artikel Per Clausen: Tempoet i medierne er blevet højere Per Clausen: Tempoet i medierne er blevet højere