Jens Kirks datter stiller op for LA

VALG: Venstremanden Jens Kirks datter, Anne Kathrine Kirk, stiller op til valget for Liberal Alliance. Venstre er blevet for midtsøgende, mener hun.

Anne Kathrine Kirk træder i sin fars fodspor, når hun stiller op til det kommende folketingsvalg. Men hun trækker ikke i sin fars partitrøje. For mens hendes far, Jens Kirk, i 17 år har siddet i Folketinget for Venstre, så stiller Anne Kathrine Kirk op for Liberal Alliance.

"Min far fik vinen galt i halsen, da jeg fortalte det," siger Anne Kathrine Kirk og fortsætter:

"Men min far og jeg er begge to liberale. Vi har de samme grundsynspunkter, men jeg synes, at Venstre har været alt for midtsøgende."

Selv har hun valgt Liberal Alliance, fordi hun mener, at partiets reformprogram er medicinen til at sikre vækst, så der også i fremtiden er råd til gode skoler, sygehuse og plejehjem.

"Venstre har svigtet de liberale værdier, og det har svigter erhvervslivet, som trods alt skal holde Danmark på ret kurs," siger hun.

Anne Kathrine Kirk stiller op i Vestjyllands Storkreds. Hun er langt fra det eneste barn af et siddende folketingsmedlem, som stiller op til valget. Således stiller Niels Helveg Petersens (R) søn, Rasmus Helveg Petersen, op. Det samme gør Jesper Langballes (SF) søn, Christian Langballe, og Søren Krarups (DF) datter, Marie Krarup. Derudover prøver tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensens (V) søn, Jakob Ellemann-Jensen, at blive valgt. Men i modsætning til Anne Kathrine Kirk stiller de alle op for samme parti som deres far.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jens Kirk.

Forrige artikel Her er Helle og Villy uenige Her er Helle og Villy uenige Næste artikel Så mange kan stemme til valget Så mange kan stemme til valget