I 20 år har valgkampen stået om Blå Bjarne, men nu får han kvindeligt selskab: Mød Blå Bettina

I over 20 år har Blå Bjarne været med til at afgøre valg efter valg med sin tilbøjelighed til at skifte parti og ikke mindst blok. 

Nu lader det til, at Bjarne har fået selskab af en kvindelig vælger, der også er klar til at vandre over den politiske midte. Vi kunne kalde hende Blå Bettina.  

Det kan være med til at afgøre folketingsvalget, hvor kvinder ser ud til at gå fra rød til blå blok. 

Skal Socialdemokratiet og Mette Frederiksen genvinde regeringsmagten, skal hun ikke bare have fokus på de mænd, der skifter blok, men i lige så høj grad på de mange kvinder, der skifter. {{toplink}}

Det viser en ny analyse af vælgere, der vil skifte blok, som professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, har foretaget for Altinget. 

”Op mod en kvart million vælgere skifter blok, og langt de fleste skifter fra røde til blå partier. Der er flest mandlige blokskiftere, men kvinderne udgør et stort mindretal på hele 46 procent. Det er altså ikke kun den Blå Bjarne, der både skifter parti og blok, det gør den Blå Bettina også,” siger han.  

Kasper Møller Hansens analyse viser, at selvom Blå Bjarne og Blå Bettina er fælles om at skifte blok, er de meget forskellige. Se figur 1. 

Blå Bjarne har en håndværksmæssig uddannelse, han arbejder i den private sektor og bor i en af Sjællands to regioner: Hovedstaden eller Sjælland.  

Blå Bettina har en kortere videregående uddannelse som for eksempel sygeplejerske, lærer eller pædagog, hun er funktionær, og hun arbejder i den offentlige sektor.  

Forskellen mellem Bjarne og Bettina betyder også, at de to fiktive vælgere har vidt forskellige bevæggrunde for at tage det store skridt hen over midten og skifte blok. 

S og R taber 150.000 vælgere 

Ser man på de enkelte partier, er særligt Socialdemokratiet og De Radikale storleverandører af vælgere, der vandrer hen over midten til et af de blå partier. 

Socialdemokratiet mister alene næsten 81.000 og De Radikale næsten 68.000 vælgere netto til partier i blå blok. Tilsammen er der altså tale om et tab på omkring 150.000 vælgere for de to partier. 

Det er især vælgere mellem 30 og 59 år og dermed folk i den erhvervsaktive alder, som er vandret over midten fra rød til blå blok.  

Det er værd at understrege, at der er tale om et øjebliksbillede i den stadig ikke-erklærede valgkamp, men alt tyder på, at rekordmange vælgere vil skifte parti. Kasper Møller Hansens måling viser, at hele 45 procent af vælgerne vil skifte parti. Det er flere end ved jordskredsvalget i 1973. 

En noget mindre del, omkring 7,1 procent, tager det store skridt og krydser midterlinjen og skifter fra enten rød til blå eller, i mindre grad, fra blå til rød. 

Der er meget store forskelle på vælgervandringerne fra de to store klassiske regeringspartier i rød blok, Socialdemokratiet og De Radikale. 

Langt de fleste af de S-vælgere, der vil skifte blok, går til Danmarksdemokraterne og Inger Støjberg. Endnu en gruppe går til De Konservative. I begge tilfælde er kvinderne i flertal.  

Helt det modsatte billede gælder for De Radikale, hvor flest blokskiftere går til De Konservative. Her udgør mændene et stort flertal. Se figur 2. 

Mange forskellige profiler 

Når vi taler om Blå Bjarne og Blå Bettina, er det to afgørende vælgerprofiler. Ud fra dem kan der tegnes et portræt af to typiske vælgergrupper.  

Selvom Blå Bjarne næsten er blevet en samlebetegnelse for de vælgere, der skifter blok, har ’han’ aldrig kunnet fortælle hele historien om alle de vælgergrupper, der skifter blok. Ved siden af Blå Bjarne har der altid befundet sig andre vælgere med andre profiler. 

Der har bare været så mange ’Blå Bjarner’, at det har givet mening at fokusere på netop ham.  

Nu tyder målingerne på, at Blå Bjarne har fået følgeskab af en tilsvarende stor gruppe af kvindelige vælgere, der også er klar til at skifte blok. Blå Bjarne og Blå Bettina har begge en baggrund i Socialdemokratiet og er begge gået til et af de blå partier. Ingen af dem dækker de mange blokskiftere med en radikal baggrund.  

Derfor ser vi først på Blå Bjarne og Blå Bettina og dernæst på de radikale blokskiftere. 

Blå Bjarne og Blå Bettina 

Bjarne og Bettinas motivationer for at skifte blok er sandsynligvis meget forskellige. 

Blå Bjarne er kendt for sine to ønsker om først en stram udlændingepolitik og dernæst en rød fordelingspolitik. Rækkefølgen er ikke tilfældig: For ham begynder al politik med en stram udlændingepolitik. 

Det er Blå Bjarne, som op gennem 00’erne svingede fra Socialdemokratiet til blå partier som Dansk Folkeparti eller Venstre. Ved valget i 2019 svingede han tilbage igen, overbevist af Mette Frederiksens forsikringer om at udlændingepolitikken ikke ville blive lempet med hende som statsminister. 

Blå Bettinas prioriteringer er helt anderledes. 

Med en uddannelse til lærer, pædagog eller sygeplejerske ligner hun arketypen på den kvindelige vælger, der nærmest per automatik stemmer på et af de røde partier. Når hun ikke gør det, skal forklaringen måske findes i hendes oplevelser som ansat i den offentlige sektor.  

Her oplever hun i praksis den stramme styring og et til tider uforståeligt bureaukrati. Er hun sygeplejerske har hun sandsynligvis deltaget i sygeplejerskernes langvarige strejke hen over sommeren sidste år. 

Den store forskel på de to vælgermæssige arketyper kan få store konsekvenser for valgkampen og dens temaer. 

”Ved det kommende valg vil holdninger til udlændinge og integration ikke længere være den eneste dominerende konfliktlinje. Hvis Socialdemokratiet skal trække vælgere tilbage fra de blå partier, er det ikke nok at have en stram udlændingepolitik. De skal også have fokus på de emner, der kan trække den Blå Bettina tilbage,” siger Kasper Møller Hansen. 

S lukker sårbare fronter 

Umiddelbart kunne det se ud som om, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er opmærksomme på begge gruppers behov. 

Regeringens første udspil efter sommerferien var et forslag til en bandepakke, der både indebærer højere straffe for hård kriminalitet og øgede muligheder for udvisning af dømte udlændinge. 

Forbindelsen mellem stramningerne og udlændingepolitikken var ifølge statsministeren en del af begrundelsen for bandepakken. 

”Så er der de unge mænd med ikke-vestlig baggrund. Man skal altid passe på med generaliseringer, ikke desto mindre så er de voldsomt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne og i fængslerne. Det er ikke dem alle, bestemt ikke dem alle. Men det er for mange, som rent ud sagt ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt,” sagde Mette Frederiksen ved fremlæggelsen af bandepakken på Marienborg i august. 

Set i forhold til vælgergrupper passer forslaget til den klassiske profilering af Blå Bjarne og hans interesser. 

Efter fremlæggelsen af bandepakken åbnede Mette Frederiksen for, at sygeplejerskerne kan få mere i løn. 

”Der er så store strukturelle udfordringer, at vi bliver nødt til at have alle brikkerne inde på bordet. Det er også løn,” sagde hun dengang til Jyllands-Posten. 

I slutningen af september fremlagde regeringen et forslag med et helt andet sigte. Her var fokus rettet på det offentlige bureaukrati, og et centralt element var løftet om at fjerne en regel, hver gang Folketinget indfører en ny. 

”På alle de store velfærdsområder skal der årligt offentliggøres en redegørelse over hvilke regler, der er indført, som tager tid væk fra velfærdsmedarbejderne, og hvilke regler, der tilsvarende er fjernet,” sagde Frederiksen til Politiken. 

En arketype blev født  

Der er gode grunde til, at en vælger som Blå Bjarne har kunnet præge samtlige valg til Folketinget siden 2001. 

Dengang, ved valget i 2001, fik hans bekymring for indvandring og flygtningestrømme ham til skifte fra Socialdemokratiet til blå partier som Dansk Folkeparti eller Venstre. Socialdemokratiet tabte 11 mandater, og statsministerposten gik til Venstre. Dansk Folkeparti gik frem med ni mandater. 

Valget sendte chokbølger igennem Socialdemokratiet. Kort efter sin afgang tilbage i 2006 som partisekretær for Socialdemokratiet, skrev Jens Christiansen bogen ‘Hvem vinder valget? – Strategi, kampagne og valgkamp’. Her navngav han for første gang den vælger, der havde forladt Socialdemokratiet. 

”Vi fik lavet nogle typologier og fandt frem til, at det typisk er en metalarbejder, som bor i provinsen eller i de københavnske forstæder, er gift med en sygeplejerske, har et parcelhus og betaler topskat. Ham døbte jeg så Bjarne, og da han er mest tilbøjelig til at stemme borgerligt, kom han til at hedde Blå Bjarne. Så kunne man se ham for sig, den her faglærte vælger fra middelklassen, som der er rigtig mange af i Danmark, og som er meget vigtige for et parti som Socialdemokratiet,” sagde Jens Christiansen dengang i et interview med Politiken. 

Jens Christiansen er i dag særlig rådgiver for udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S). 

Bjarne rykker stadig på sig 

Siden Jens Christiansen fik sat navn på en stor gruppe vælgere, der er klar til at skifte blok, har arketypen eller typologien Blå Bjarne præget forståelsen af vælgervandringerne hen over midten. 

Ved valget i 2019 lykkedes det for Mette Frederiksen at overbevise Blå Bjarne om, at Socialdemokratiet virkelig ville stå på mål for en stram udlændinge- og flygtningepolitik. Og så kunne han for en stund vende tilbage til Socialdemokratiet. I den situation blev hans præference nummer to, ønsket om en rød fordelingspolitik, udslagsgivende. 

Kasper Møller Hansens analyse viser, at mænd med en erhvervsfaglig uddannelse igen er klar til at skifte blok ved det kommende valg. Se figur 3. 

”Blå Bjarne bevæger sig frem og tilbage. Han er er en vælger, der virkelig reagerer på, hvad der sker politisk. Op til valget i 2019 tænkte han på Arne-pensionen og måske også lidt på klima. Nu kan han måske reagere på minksagen eller kritikken af Mette Frederiksen for at udvise magtfuldkommenhed”, siger han og fortsætter: 

”Vælgere som Blå Bjarne sidder yderst på stolen og reagerer meget umiddelbart. Hos dem er der ikke nogen partiloyalitet. De reagerer, og de reagerer særlig hårdt, når der bliver begået fejl. Omvendt belønner de ikke.” 

Samtidig tyder hans tal på, at Blå Bjarnes kone – det kunne være den sygeplejerske, Jens Christiansen allerede dengang talte om – i dag følger i sin mands politiske fodspor. 

Kvinder med velfærdsuddannelser skifter til blå 

Kaster man et blik på vælgerne helt oppe fra en helikopter, kan man se, at mænd stemmer blåt og kvinder rødt. Den tendens forstærkes ved det kommende valg. 

Det er derfor interessant at se, at lidt mere end 100.000 kvindelige vælgere er klar til at gå fra røde til blå partier. Det kunne tyde på, at de virkelig er blevet udfordret i deres grundholdning. 

Derfor er det helt naturlige spørgsmål, hvad vi så ved om netop denne gruppe af vælgere. 

Vi kan for det første se, at Blå Bettina har en længere uddannelse end Blå Bjarne. Den største forskel findes i gruppen med en kort- eller mellemlang videregående uddannelse, hvor andelen af kvinder, der vil skifte parti, er markant højere end andelen af mænd. Det er altså helt det modsatte billede af det, vi tidligere så for gruppen af erhvervsuddannede. Her er andelen af mandlige blokskiftere større end andelen af kvindelige.

For det andet kan vi se, at mænd i den private sektor i højere grad end deres kvindelige kolleger vil skifte parti. Helt det modsatte er tilfældet i den offentlige sektor, hvor offentligt ansatte kvinder i højere grad end deres mandlige kolleger vil skifte parti. Se figur 4. 

Kombinationen af korte- og mellemlange videregående uddannelser og en ansættelse i den offentlige sektor er ofte lig med vælgere med en uddannelse som sygeplejerske, pædagog og lærer. Det kunne også være uddannelser til ergo- og fysioterapeut, jordemoder og socialrådgiver. De ligger alle inden for denne kategori af uddannelser. 

Arbejdskonflikter gør ondt på S 

Helt det samme billede viser sig, når blokskifterne opdeles efter stilling. Her viser det sig, at mandlige arbejdere i højere grad vil skifte parti end kvindelige arbejdere.  

Ser vi i stedet på de lavere funktionærer, som blandt andet omfatter de store grupper offentligt ansatte med en velfærdsuddannelse, er billedet det omvendte. Her er det kvinderne, der vil skifte. Se figur 5. 

Man kan derfor sige, at nogle af velfærdens såkaldte kernetropper er klar til at vandre fra røde til blå partier. 

Her kan sygeplejerskernes strejke måske være en forklaring. Det var i al fald sådan, at vælgerne straffede S-SF-R-regeringen, da den greb ind i lærerkonflikten tilbage i 2013. 

”SF trådte ud af Helle Thorning-Schmidts regering efter salget af en aktiepost i det daværende Dong, men deres problemer begyndte med regeringens indgreb i konflikten på skoleområdet, hvor det endte med, at lærerne ikke fik det store ud af deres konflikt. Det minder en del om det, sygeplejerskerne har oplevet i forbindelse med strejken sidste år,” siger Kasper Møller Hansen. 

Bjarne er sjællænder, Bettina jyde 

De mandlige og de kvindelige blokskiftere bor i hver sin del af landet. Blå Bjarne bor i Region Hovedstaden eller Region Sjælland, mens Blå Bettina bor på Fyn, i Sønderjylland eller i Midtjylland. Se figur 6  

Netop de kvindelige blokskifteres bopæl kan være med til at forklare, hvorfor så mange kvindelige S-vælgere skifter til Danmarksdemokraterne. Inger Støjberg og hendes parti står svagt i Hovedstaden og stærkt i de fire andre regioner.  

Det er næsten, som om afstanden til København afgør Danmarksdemokraternes styrke. Jo større afstand i kilometer, des flere vælgere. 

”De store politiske beslutninger bliver truffet i København, og så kommer Inger Støjberg med hele sin anti-elitære retorik, hvor hun stiller ’os’, det vil sige folket, op mod ’dem’, det vil sige beslutningstagerne i København. Det kan være appellerende, men at det appellerer mere til kvinder end til mænd, det overrasker mig,” siger Kasper Møller Hansen. 

De radikale mænd 

De Radikale står til at miste fem af de 16 mandater, som de fik ved valget i 2019. Langt de fleste af de R-vælgere, som nu vender ryggen til partiet, går til et af de blå partier – og her er De Konservative det foretrukne parti. 

De 16 mandater var en triumf for De Radikale. I den lange periode siden storhedstiden i 1968 og 1971 har partiet i snit fået mellem 11 og 12 mandater ved de forskellige valg. Det dækker dog over store udsving. Ved valget i 1973 fik partiet for eksempel 20 mandater, fire år senere, ved valget i 1977, var de nede på seks. 

De Radikale er altså et parti, vælgerne løbende både til- og fravælger. 

Meget tyder på, at De Radikale er på vej tilbage til eller måske ligefrem under gennemsnittet på 11-12 mandater. I forhold til favoritten, De Konservative, er det i særlig grad de mandlige R-vælgere, der rykker. 

De store bevægelser hen over midten skyldes altså ikke kun Blå Bjarne og Blå Bettina, andre vælgergrupper vandrer også. 

De Radikales vælgerprofil adskiller sig ret markant fra Socialdemokratiets. Ser man for eksempel på blokskifternes stilling, kan det bemærkes, at flere mænd blandt de højere funktionærer vandrer fra blok til blok.  

”Vi siger normalt, at De Radikale og De Konservative ligger langt fra hinanden. Det er særlig tydeligt på udlændingeområdet. Men i deres økonomiske politik ligner de hinanden ret meget, og de er også enige om, at samfundet har et ansvar for de svageste. De vælgere, der skifter, må have vendt det blinde øje til forskellene på udlændingepolitikken og ser hellere på lighederne i måske den økonomiske politik,” siger Kasper Møller Hansen. 

Værdifællesskabet mellem de to partier førte tilbage i 2011 den daværende konservative formand, Lars Barfoed, til at indgå en alliance med den daværende radikale formand, Margrethe Vestager, om at samarbejde på tværs af blokkene efter valget. En alliance han og De Konservative betalte dyrt for.  

Nu kan værdifællesskabet sende vælgere den anden vej. 

”Der er så mange vælgere, der er klar til at skifte parti – og nogle vil endda også skifte blok – at valgresultatet er oppe i luften. Der skal ikke ret meget til, før en af de to sider vinder. Kommer der en sag til, kan den afgøre valget,” siger Kasper Møller Hansen. 

Det har De Konservatives leder Søren Pape Poulsen mærket. Siden hans sager om private ministermøder og eks-ægtefællens forkerte oplysninger dukkede op i medierne, er han dykket i meningsmålingerne. 

De kommende måneder vil vise, om det er med til at koste ham statsministerposten. 

jre@mm.dk, tka@mm.dk, red@altinget.dk