Hjort savner hjælp fra arbejdsmarkedets parter om indslusningsløn

Claus Hjort Frederiksen i debat om indslusningsløn onsdag 27. januar 2016. 

SPØRGETID: Arbejdsmarkedets parter må bidrage med løsninger, hvis der er så stor modstand mod indslusningsløn. Sådan lød svaret på om løsningen vil blive en del af de kommende trepartsforhandlinger.  

Socialdemokraterne er store modstandere af en indslusningsløn som værktøj til at få flere ind på arbejdsmarkedet. Ordningen skulle fungere ved at lade dem arbejde til en lavere løn.

Indslusningslønnen blev foreslået af regeringen i sommers, men den 15. januar 2016  udtalte Claus Hjort Frederiksen i Berlingske så, at han dropper idéen. 

På den baggrund blev finansministeren onsdag i Folketingssalen spurgt, hvorvidt indslusningsløn skal indgå i de kommende trepartsforhandlinger. 

“Bliver indslusningsløn en del af trepartsforhandlingerne, eller er den begravet ? Ja eller nej?” lød spørgsmålet kort fra Leif Lahn Jensen (S).

Her svarede finansministeren, at arbejdsmarkedets parter er forpligtede til at komme med forslag til alternativer til indslusningsløn, når de er kritiske over for idéen.

“Indslusning er jo det, vi taler om. Derfor må vi jo finde ud af, hvad arbejdsmarkedets parter vil. Jeg kan forstå, at de er meget afvisende over for det, man traditionelt kalder indslusningsløn,” sagde Claus Hjort Frederiksen og fortsatte:

“Så er det en forpligtelse set fra min stol, at de så kommer med nogle alternative forslag, hvis de anerkender den problemstilling, at vi skal sikre, at mennesker bliver ordentligt integreret, får et job og ikke bare ender på offentlig overførsel,” forklarede finansministeren.

Ministerens svar faldt under spørgetimen 27 januar 2016. 

 

Forrige artikel Minister afviser kræftadvarsel fra WHO-panel Minister afviser kræftadvarsel fra WHO-panel Næste artikel Vejledning om magtanvendelse skal revideres Vejledning om magtanvendelse skal revideres