Hjælpepakke landet: 100 millioner til udvalgte videregående uddannelser

Alle Folketingets partier er med i ny aftale, der skal give studerende "ro og mulighed for ekstra praktisk undervisning," siger Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Med en ny politisk aftale bliver der givet økonomisk hjælp til professionshøjskolerne, erhvervsakademier, maritime og kunstneriske uddannelser samt udvalgte universitetsuddannelser.

Aftalen blandt alle Folketingets partier er således målrettet uddannelser med praktiske elementer, der har været svære at gennemføre på grund af nedlukning og restriktioner.

De 100 millioner kroner, aftalen indeholder, bliver fordelt på baggrund af hvor mange dimittender, de enkelte uddannelser forventer at have i år.

Hjælp til 41.000
Uddannelses- og Forskningsministeriet anslår i en pressemeddelelse, at det drejer sig om omkring 41.000 studerende.

Uddannelserne kan bruge pengene på ekstra aktiviteter, der kan gøre de studerende bedre forberedt på at afslutte deres uddannelse.

Aftalen betyder også, at det såkaldte færdiggørelsestillæg, som uddannelsesinstitutioner får, bliver suspenderet, så institutionerne kan være fleksible med studietidsforlængelser uden at det skader institutionernes økonomi.

Det kan være ekstraundervisning, weekendundervisning, ekstra vejledning eller forskudte eksaminer.

"Vi har en pligt til at sikre, at alle har de bedst mulige betingelser for at blive klar til at komme ud på arbejdsmarkedet," siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i en pressemeddelelse om aftalen.

"Det er på tide, at der kommer en aftale rettet mod studerende. Vi har følt os ret oversete. Det er dog en meget lille og snæver aftale, men der mangler fokus på indsatser rettet mod de studerendes trivsel," siger formand for Danske Studerendes Fællesråd, Mike Gudbergsen og fortsætter:

"Det kan kun gå for langsomt at lande en aftale med et bredere sigte," siger han.

Flere forhandlinger i sigte
Tidligere i forhandlingsforløbet udtrykte flere af ordførerne i aftalen frustration over, at hjælpen kun var målrettet de studerende, der dimitterer.

De holder i forbindelse med aftalen fast i, yderligere forhandlinger om hjælpepakker bør afhjælpe trivselsproblemer og løfte det faglige efterslæb helt generelt.

"Jeg er ærgerlig over, at aftalen ikke indeholder trivselsindsatser, når vi kan se, at ensomheden og mistrivslen er eksploderet," siger Astrid Carøe (SF).

Også Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre påpeger, at de vil have flere forhandlinger.

"Vi vil holde regeringen op på, at der skal gøres mere for at nedlukningen ikke får alvorlige negative konsekvenser for de studerende," siger Katarina Ammitzbøll (K).

Forrige artikel Vækstfonden lander overskud for 2020 trods underskud på 558 millioner i første halvår Vækstfonden lander overskud for 2020 trods underskud på 558 millioner i første halvår Næste artikel Ungarns Orban presset ud af Europas største politiske familie Ungarns Orban presset ud af Europas største politiske familie