Her er Venstres finanslovudspil
DOKUMENTATION: Skatte- og afgiftslettelser for fire milliarder kroner, over en halv milliard ekstra til forskning, velfærdspulje på to milliarder. Se alle Venstres forslag her.
Fokus på arbejdspladser. Danmark mister arbejdspladser, ledigheden stiger, og væksttallene skuffer. Derfor skal finansloven skabe og fastholde rigtige, private arbejdspladser i hele landet.
Fortsatte reformer af kontanthjælp og aktiveringsområdet skal sikre, at det bliver mere attraktivt at arbejde frem for at være på passiv forsørgelse.
Skatte- og afgiftslettelser for 4 mia. kr. herunder en erhvervsskattepakke og en lettelse af afgifter på grænsehandelsfølsomme varer, der skal sikre danske virksomheder bedre konkurrencevilkår og dermed flere danske arbejdspladser.
Over ½ mia. kr. ekstra til forskning, så regeringens besparelser annulleres, og forskningsinvesteringerne igen bringes op til 2011-niveau. Stærkere fokus på forskning som skaber innovation, vækst og arbejdspladser.
Velfærdspulje på 2 mia. kr. til målrettede forbedringer af velfærden - herunder blandt andet investeringer i folkeskolen og sundhedsområdet.
Vækst og udvikling i hele landet sikres blandt andet gennem færre administrative byrder, udflytning af statslige arbejdspladser, nedrivningspulje til faldefærdige bygninger på landet, liberalisering af planloven og etablering af landdistriktsvidenpilot-ordning.
Kilde: Venstres finanslovudspil 2013 - Færre afgifter, flere arbejdspladser