Handicapmillioner betaler for julehjælp til trængte børnefamilier

40 ud af de i alt 50 millioner kroner, som regeringen vil uddele som økonomisk julehjælp til udsatte familier, kommer fra puljer tiltænkt forbedringer på handicapområdet. En horribel beslutning, mener EL.

Der blev i den seneste regeringsperiode sat millioner af til forbedringer af hjælpeordninger og arbejdet med at indføre en specialeplan på handicapområdet.

Men pengene kommer ikke til at blive brugt til det formål i år alligevel. I stedet skal de bruges på at hjælpe udsatte børnefamilier i juletiden.

Samlet set tages 40,1 ud af de i alt 50 millioner kroner, regeringen vil bruge på julehjælp til økonomisk trængte familier, nemlig fra puljer på handicapområdet.

Det fremgår af et aktstykke fra Folketingets finansudvalg.

Pengene er ifølge Social-, Bolig- og Ældreministeriet blandt andet taget fra puljen til arbejdet med en handicapreform, da de ellers ville gå tabt i år.

”Det er derfor vurderet hensigtsmæssigt, at midlerne i stedet kan bringes i spil til gavn for familier, som måtte have brug for jule- og vinterhjælp,” skriver ministeriet i en mail til Altinget.

Pengene er hentet fra to puljer. Der tages 15 millioner kroner fra en finanslovspulje, der skulle bruges til at forbedre kommunale handicaphjælperordninger. Og så tages der 25,1 millioner kroner fra den pulje, der i 2022 skulle være brugt til at følge op på den store evaluering af det specialiserede socialområde.

Beslutningen vækker frustration hos Enhedslisten, der kalder beslutningen for horribel.

”Hvis den politiske vilje havde været til det, så havde man selvfølgelig kunne beholde pengene inden for handicapområdet. Det havde sendt et klart signal om, at man er villig til at prioritere det frem for at lade personer med handicap betale for julehjælpen,” siger partiets handicapordfører, Peder Hvelplund.

Påvirker ikke fremtidigt arbejde

Pengene til julehjælpen er blandt andet hentet i den pulje på 45 millioner kroner, som blev forhøjet med yderligere 25 millioner kroner, da den socialdemokratiske etpartiregering indgik finanslovsaftalen for 2022 med Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten.

Pengene skulle gå til at følge op på arbejdet med en handicapreform, efter evalueringen af det specialiserede socialområde blev offentliggjort.

Selvom partierne forhandlede med social- og ældreminister Astrid Krag (S) tæt op mod valgudskrivelsen, lykkedes det aldrig partierne at blive enige om en aftale. Det betyder, at det heller aldrig blev besluttet, hvordan de afsatte penge i 2022 skulle bruges.

Derfor er pengene kommet i overskud, forklares det i aktstykket.

Beslutningen om at bruge pengene fra begge puljer til julehjælp gælder dog kun for 2022. Derfor vil pengene fremover kunne bruges til den nye regerings planer om at indføre en specialeplan på handicapområdet.

”Det bemærkes samtidig, at omprioriteringen til jule- og vinterhjælp alene påvirker bevillingen i 2022, mens bevillingen for 2023 og frem er upåvirket af aktstykket. Omprioriteringen i 2022 påvirker derfor heller ikke regeringens planlagte opgave med at følge op på evalueringen,” oplyser Social-, Bolig- og Ældreministeriet i en mail.

{{toplink}}

EL: Pengene kunne være brugbare næste år

Den nye SVM-regering går ligesom den forrige efter at indføre en specialeplan på det højtspecialiserede handicapområde.

Derfor ærgrer det Enhedslistens ordfører, at de 25,1 millioner kroner ikke overføres til arbejdet med forbedringer på handicapområdet i 2023.

”Jeg kunne sagtens gå ud og pege på steder, hvor vi kunne bruge 25 millioner kroner ekstra til næste år på det specialiserede socialområde og få sat initiativer i gang,” siger han.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet oplyser, at pengene ikke kan videreføres til 2023, fordi de bevillingsteknisk er at betegne som ’anden bevilling’.

”Dette er årsagen til, at pengene alternativt ville være bortfaldet ved årsskiftet,” skriver ministeriet.

Altinget har forsøgt at få en kommentar på kritikken fra social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), men det har ikke været muligt. Danske Handicaporganisationer har heller ikke ønsket at medvirke i artiklen.

Forrige artikel Regeringen vil skære over 700 millioner kroner i støtten til ulandene Regeringen vil skære over 700 millioner kroner i støtten til ulandene Næste artikel Morten Messerschmidt frifindes for EU-svindel Morten Messerschmidt frifindes for EU-svindel