Gymnasier frygter for uddannelsens kvalitet

UDDANNELSE: Undervisningsministeren ændrer i taxameterordningen, så almene gymnasier fremover får færre penge per elev. Det er besparelser med store konsekvenser, lyder det fra Danske Gymnasier.

Ledere af almene gymnasier fralægger sig nu ansvaret for kvaliteten af uddannelserne.

Årsagen er ændringer i betalingen til de gymnasiale uddannelser, de såkaldte taxameterpenge.

Et bredt flertal i Folketinget med undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i spidsen har besluttet sig for at sætte en stopper for en uforklarlig og ubegrundet forskelsbehandling af gymnasie-typerne. De gamle regler har medført markant flere penge per elev på de almene gymnasier end på handelsgymnasierne.

* Som en del af aftalen vil flertallet ikke blot forhøje taxametertilskuddet til hhx med 69 millioner i 2017. Øvelsen medfører samtidig, at undervisningstilskuddet til stx nedsættes med 163 millioner.

Det betyder, at undervisningstaxameteret nedsættes med cirka 2.000 kroner per årselev til stx. Ifølge Danske Gymnasiers formand, Anne-Birgitte Rasmussen, medfører den nye aftale, at de almene gymnasier skal spare yderligere 240 millioner kroner oven i de store millionbesparelser, der bliver en følge af regeringens omprioriteringsbidrag.

”Det kan ikke undgås, at disse yderligere besparelser får alvorlige konsekvenser for vore uddannelser. En besparelse på yderligere 240 millioner kroner betyder, at vi som ledere af gymnasieskolen ikke længere kan tage ansvaret for kvaliteten af uddannelserne,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.

Omvendt forhøjes bidraget til hhx med cirka 2.300 kroner per årselev.

Enhedslisten og Alternativet ikke med
Finansieringen af erhvervsuddannelsesreformen var et udestående fra dengang, reformen blev vedtaget. Bag finansieringen er de samme partier, som vedtog reformen – nemlig samtlige partier i Folktinget, bortset fra Enhedslisten og Alternativet.

I Danske Erhvervsskoler, der har arbejdet i årevis på at overtale politikerne til at gøre op med forskelsbehandlingen af gymnasierne, er der glæde over den nye politiske aftale.

”Udligningen af hhx-taxameteret gør endelig op med en årelang urimelig forskel og sikrer nu også den økonomiske ligeværdighed mellem de gymnasiale uddannelser,” siger Peter Amstrup, der er formand for Danske Erhvervsskoler-Lederne.

Basisgrundtilskud forhøjes
Partierne bag aftalen blev også enige om at sikre et fortsat bredt udbud af ungdomsuddannelser i hele landet. Derfor forhøjes basisgrundtilskuddet for gymnasier, VUC og erhvervsskoler.

Og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) er da også særdeles godt tilfreds.

”Jeg er meget tilfreds med, at der er fundet en fornuftig finansiering af den meget ambitiøse erhvervsskolereform, som skal få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Regningen for reformen blev ikke betalt, da aftalen blev indgået i februar 2014, men det bliver den nu,” siger ministeren og fortsætter:

”Samtidig gør vi op med den ubegrundede forskel i taxameteret til handelsskoleelever og almene gymnasieelever. Og med puljen til nyt udstyr sikrer vi, at de maskiner, som eleverne på erhvervsskolerne bruger, ikke er fortidslevn, men matcher det udstyr, de senere vil møde på virksomhederne.”

Læs hele artiklen på Altinget: uddannelse (kræver abonnement). Bestil et gratis prøveabonnement her.

* htx rettet til hhx

,

Forrige artikel Her er Lars Løkkes åbningstale Her er Lars Løkkes åbningstale Næste artikel Holstein: Løkke vil redde sin folkeafstemning Holstein: Løkke vil redde sin folkeafstemning