Grace henter public affairs-director fra Forsvarsministeriet
Konsulentvirksomheden Grace ansætter ny public affairs-director samt otte nye konsulenter. Særligt forsvarsområdet skal styrkes, oplyser virksomheden.
Der er vokseværk hos konsulentvirksomheden Grace Public Affairs, der har ansat en ny public affairs-director sammen med otte nye konsulenter.
Det oplyser Grace Public Affairs i en pressemeddelelse.
Der er tale om Claus Høegh-Guldberg, der kommer fra en stilling som seniorrådgiver i Forsvarsministeriet, hvor han har været siden 2016. Nu skal han være den tiende public affairs-director hos Grace Public Affairs.
"Hjertet brænder fortsat for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, men nu får jeg også mulighed for at være nysgerrig på andre politikområder," fortæller Claus Høegh-Guldberg om jobskiftet i et LinkedIn-opslag.
Samtidig oplyser virksomheden, at den opruster på konsulentfronten, særligt inden for det forsvarspolitiske område. I denne forbindelse er fem nye konsulenter og tre nye juniorkonsulenter blevet ansat. Blandt de tiltrædende konsulenter er Iza Havelund Krøyer, der kommer fra en stilling som direktør på Altinget Monitor.