Grabow: Er der overhovedet nogen forskel?
KLUMME: Man skal lede med en lup efter både substansen i valgkampen og forskellen på rød og blå økonomisk politik, mener klummeskribent Rulle Grabow.
Bestyreren i min Netto er en helt igennem elskelig ung mand. Han hedder David (det må jeg godt skrive, siger han). Jeg er jo irriterende glad det meste af døgnet og lever både for og af at kommunikere, så jeg har generelt et hjerteligt forhold til mine handlende.
David og jeg diskuterer alt fra børn (og deres mødres trang til at kaste dem ud af vinduet med jævne mellemrum) til varedisponering og flaskesamlere. Min boghandler, Kirsten, lyner mig i ryggen, når jeg har vanskelige kjoler på, og Jakob og Vincent på naborestauranten styrer en af mine talrige ekstranøgler, når jeg har låst mig ude. Ingen af dem synes, at de har et skodjob, selv om de arbejder langt mere og tjener langt mindre, end de diskussionsobjekter, vi åbenbart ikke kan blive færdige med. Men det var ikke det, vi skulle snakke om.
Forskel på rød og blå?
I dag kom jeg ind for at handle efter at have været i P3, hvor vi valgkampen tro talte meget lidt om politisk substans og en hel del om statsministerens hælhøjde. Jeg har måske set lidt (uvant) muggen ud, for Davids uskyldige spørgsmål om, hvad jeg havde bedrevet, medførte en talestrøm med mere volumen end kvalitet fra min side. Han lyttede pænt og stillede nogle skyr-bægre i køledisken. To minutter efter fangede han mig henne ved spot-hylden, hvor jeg stod og overvejede, om faktor 45 ikke er meget passende, og om der nogen sinde kommer noget sommer, der berettiger til påførsel af sligt.
"Jeg tænkte på, om jeg måtte spørge om noget med politik," sagde han. "Det interesserer mig ikke specielt meget, og en af mine kammerater har sagt, at det faktisk kan være lige meget, om man stemmer på rød eller blå. Men hvis jeg nu skal finde et sted, hvor jeg bare kan få noget at vide – uden at det handler om, at nogen taler grimt om nogen, hvad skal jeg så gøre?"
Omfavn den offentlige sektor
Så stod jeg der. Og havde lyst til at råbe: "Du kan lige så godt droppe det!" For valgkampen har indtil videre vist, at hvis du viser billeder af din modstander i underbukser og besvarer alle spørgsmål med "ja, men du vil også sætte børn i fængsel/åbne grænserne for 600 millioner canadiere/gøre alle under 18 år fattige", får du 27 procent af stemmerne.
Og hvis du lægger ud med at ville diskutere, hvordan vi får flyttet nogle af de medborgere, der ikke forsørger sig selv, væk fra den situation, får du tæv og en uges diskussion om, hvorvidt det virkelig kan passe, at en stor del af de jobs som blandt andet tjenere og ekspedienter (og æbleplukkere og stuepiger og opvaskere), mine kære naboer – deriblandt du – bestrider, virkelig er besat af andre end de pågældende medborgere.
Så derfor kan du i løbet af fem nanosekunder godt regne ud, at du skal omfavne den offentlige sektor så hårdt, at den næsten ikke kan trække vejret og – godt hjulpet af gravskændere og salafist-idioter – mene noget håndfast om det multikulturelle samfunds mange veje og vildveje.
Forskel i økonomisk politik er beskeden
Og således ender vi her, hvor vi diskuterer en forskel i økonomisk politik, der er så beskeden, at man nærmest skal lede med lup – men som den ene fløj udlægger som den direkte vej ned i den sociale massegrav, hvor alle de fattige, fængslede børn blander sig med den halve milliard canadiere, der trykker lønnen. Mens den anden trykker sig og håber, at befolkningen kan huske, at de ikke fik billigere busser og mandebarsel.
Men jeg kan godt lide David. Og jeg kan godt lide demokratiet. Så jeg forklarede på fem minutter, hvor de forskellige regeringsvillige partier ligger politisk, hvorhen deres respektive støttepartier trækker dem, og hvordan man overvejer om ens interesser er fordelings-, integrations- eller måske miljøpolitiske – og sætter sit kryds derefter. Og bad ham om at tjekke Altinget.dk. Og tilføjede, at det jo er vigtigt at forstå, at jeg er en smølf – blå helt igennem – og naturligvis er farvet af det.
Han var glad og sagde tak. Det er jeg ikke. Siger det bare.
---
Rulle Grabow er kommunikationsrådgiver og politisk kommentator. Hun er tidligere rådgiver for fødevareminister Henrik Høegh (V). Under valgkampen skriver hun skæve, skarpe og humoristiske klummer om et Danmark i politisk undtagelsestilstand.
Hvad skal vi med de politiske kommentatorer?
Erhvervsbosser: Sats på it i folkeskolen
