Folketingets afslutningsdebat: Socialdemokraternes tale

Det talte ord gælder.

Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Jeg har et stort ønske til debatten i dag, og det er, at statsministeren i løbet af dagen beder om ordet til en bemærkning af særlig karakter, at statsministeren forstår situationens alvor og nu lader danskerne vælge.

Ønsker danskerne at fortsætte en kurs, hvor regningen for regeringens fejlslagne krisepolitik systematisk bliver sendt til almindelige lønmodtagere, til børnefamilierne, til pensionisterne og til de unge, samtidig med at regeringen - ikke bare hver gang, men hver eneste gang - undtager de absolut bedst stillede dele af befolkningen?

Ønsker danskerne at fortsætte en kurs, hvor det eneste, der ikke slingrer i styringen, er, at nedskæringer altid gives, så der kan blive plads til nye skattelettelser til de bedst stillede?

Ønsker danskerne en regering, som efter 10 år har erstattet ydmyghed med arrogance og grundighed med hastværk, og hvor det parlamentariske grundlag bogstavelig talt skifter time for time, eller en regering, der står her oppe og maler et skønmaleri af dansk økonomi, samtidig med at der tikker tal ind på vores computere, der slår fast, at Danmark er i recession?

Ønsker danskerne en regering, der håner lønmodtagerne og nu på 10. år skændes med de mennesker, der skal undervise vores børn, en regering, der indædt og systematisk forsøger at undgå, at befolkningen får sandheden at vide om, hvorfor og hvordan privathospitalerne blev overbetalt? Ønsker danskerne mere af det samme?

Jeg har mine tvivl, og jeg synes det er på tide at spørge vælgerne.

Gennem de seneste uger har regeringen skabt maksimal usikkerhed for almindelige borgere; en usikkerhed, som er uden sidestykke i nyere tid. Der er reelt ingen danskere under 58 år, som ved, hvornår de kan komme på folkepension, og om de kan komme på efterløn.

Sådan er det jo blevet, efter at regeringen og Dansk Folkeparti har opsagt det velfærdsforlig, vi skabte i 2006; en aftale, der i øvrigt skabte holdbarhed i dansk økonomi, og som skabte tryghed for hver enkelt borger om tilbagetrækningen.

Det var en barsk aftale, vi lavede i 2006, men det var også en socialt ansvarlig aftale, fordi den sikrede efterlønnen som en mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet på et selvvalgt tidspunkt. Det gav stor livskvalitet. Og det var en aftale, som gav buschaufføren, frisøren, postmedarbejderen, sygeplejersken - helt almindelige lønmodtagere - de samme muligheder, som ellers kun er forbeholdt de højestlønnede danskere.

Det var også en aftale, som indeholdt alt det, som gør Danmark til et helt særligt land. Det var en bred aftale, den var robust, den var ansvarlig, fordi den stille og roligt gav Danmark en højere pensionsalder.

Og det var en offensiv aftale, fordi den også omfordelte fra de ældre til de yngre generationer. Jeg var og er stolt af, at Socialdemokraterne var en drivende kraft i den reform og det omfattende forlig.

Da regeringen og Dansk Folkeparti droppede velfærdsaftalen, droppede de jo egentlig også at lade, som om de er nogle, der passer på vores velfærd og passer på, at vi stadig har et samfund, hvor der er stor lighed.

Vi har set det gentagne gange: Skattereformen gav bankdirektøren en skattelettelse på 465.000 kr., pensionisten fik 2.000 kr. Genopretningspakken halverede dagpengene på et tidspunkt, hvor langtidsledigheden bed sig fast. Børnefamilierne blev ramt, de ældres omsorg blev beskåret.

Og med regeringens 2020-plan er der lagt op til gigantiske skattelettelser for de største virksomheder og de højeste indkomster, alt imens der skal spares milliardbeløb på uddannelse og forskning, og alt imens en generation af unge er ved at køre fast i en arbejdsløshed, som er mere end fordoblet over de sidste 2 år. Vi kan ganske enkelt ikke være det bekendt over for de unge.

Statsministeren og fru Pia Kjærsgaard er jo i deres gode ret til at kæmpe for et Danmark, hvor der bliver mere ulighed, og hvor forskellene vokser, og hvor det er lønmodtageren, der skal betale regningen, og hvor velfærdssamfundets fine tråde lige så stille og roligt trevles op, og hvor alt det, som gør Danmark til et helt særligt land, rulles tilbage skridt for skridt. Men er det virkelig det, danskerne ønsker?

For det var i hvert fald ikke det, de fik at vide ved valget i 2007.

Dengang fik vælgerne at vide, at der ikke ville blive rørt ved skatten. Kort efter fik de en skæv skattereform, og de fik forringet deres rentefradrag. Dengang fik befolkningen at vide, at dagpengene ikke ville blive rørt, de blev så halveret. De fik at vide, at der ville komme et mega løft af velfærden og 80 mia. kr. til sundhed.

De fik nulvækst og det halve til sygehusene. De fik at vide, at de kunne regne med folkepension og efterløn; det kunne de så ikke alligevel. Alt sammen konkrete og kontante løfter, der er blevet brudt et for et.

Kl. 11:02

Nu siger regeringen så, at det er krisens skyld det hele - at den har truffet beslutningerne med begge arme på ryggen. Men det er jo ikke rigtigt. Det er jo ikke rigtigt, at det er krakket i Lehman Brothers, der er skyld i, at der bliver sparet på de danske skoler, og det er ikke den græske gældskrise, der er skyld i, at en 53-årig som et lyn fra en klar himmel bliver pålagt at arbejde 3 år ekstra, og det er jo ikke en naturlov, at Danmark er et af de lande, som har mistet flest job på kortest tid.

Nej, det er et resultat af de politiske beslutninger, der er blevet truffet af hr. Lars Løkke Rasmussen og fru Pia Kjærsgaard.

Men der er en anden vej for Danmark. Socialdemokraterne og SF har fremlagt den mest gennemarbejdede økonomiske plan, en opposition nogen sinde har fremlagt. Den er så god, at regeringen faktisk har valgt at bruge store dele af den, og det vil jo altså sige, at det, der først var fugle på taget, så alligevel viste sig at være klingende mønt.

Vores vej bygger på en klar værdi, nemlig at vi skal være sammen om Danmark. Vi skal være sammen om at betale kriseregningen.

Det skal ikke bare være lønmodtagerne, der betaler, men også bankerne, millionærerne og de multinationale selskaber. Vi skal være sammen om at arbejde mere, vi skal være sammen om at uddanne vores børn og unge bedre, vi skal være sammen om at skabe bedre rammer for vores erhvervsliv, og vi skal være sammen om, at Danmark igen bliver et land uden ghettoer. Sammen om Danmark, det er vores vej. Og regningen passer.

Vi ønsker at sætte gang i væksten her og nu, for det er jo flere i arbejde, mere uddannelse og flere job, der gør Danmark rigere, både nu og på sigt. Vi bliver nødt til at få styr på indtægterne, efter at regeringen har sjusket med indtægtssiden, og vi bliver nødt til at styre de offentlige udgifter langt bedre, end regeringen har været i stand til. Og vi bliver nødt til at arbejde mere. Vi bliver nødt til at løfte i flok og alle sammen bidrage mere på arbejdsmarkedet.

Vores plan nedbringer gælden hurtigere end regeringen, tidligere end regeringen og opnår strukturel balance allerede i 2015 og ikke i 2020. Det er en plan, som bygger på det enkle princip, at pengene skal være der, før de kan bruges og skabe grobund for det selvbærende opsving, vi venter så hårdt på i Danmark.

Men vores plan er ikke bare en økonomisk plan. Det er også en plan for, hvordan vi kan vende udviklingen i Danmark og kort sagt modernisere Danmark. Fra splittelse til samarbejde, fra modløshed til fremdrift, fra stilstand til vækst. De næste 10 år bliver helt afgørende i vores fælles historie. Det globale pres, den globale konkurrence har måske aldrig været større, og der skal træffes svære beslutninger i Danmark.

Befolkningen har et klart valg: På den ene side har vi en regering, som er kørt træt i sine løftebrud, og som ikke længere kan skjule, at den er en regering for de få og ikke for de mange. På den anden side står en ansvarlig opposition, som har fremlagt en vækstplan for Danmark, som beder danskerne om at arbejde mere, som ikke lægger skjul på, at vi vil hæve skatterne for de højeste indkomster, som er parat til at styre den offentlige sektor effektivt og konsekvent, og som skaber orden i dansk økonomi.

Det er en opposition, der er parat til at påtage sig ansvaret for Danmark, og ansvaret for, at vi kommer igennem krisen som en hel nation. Det rigtige nu er at skabe klarhed og tryghed, ikke at nøle og tøve. Det ansvarlige nu er at spørge vælgerne.

Så vil jeg gerne, hr. formand, have lov til at læse et forslag til vedtagelse op. Det er på vegne af Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten og lyder:

Forslag til vedtagelse
Danmark har mistet ca. 170.000 private arbejdspladser de seneste tre år, og lav vækst i økonomien fortsætter efter krisen. Samtidig vil der være store offentlige underskud, så langt øjet rækker. Resultatet af regeringens økonomiske politik er et Danmark, der er dårligt rustet til at skabe velstand og velfærd. Derfor opfordrer Folketinget regeringen til

- at iværksætte en dynamisk erhvervspolitik, der gennem langsigtede politiske prioriteringer, offentlig-private partnerskaber, innovationsfremmende offentlig indkøbspolitik og intelligent regulering skaber rammerne for nye private bæredygtige arbejdspladser med høj værditilvækst, bl.a. inden for danske styrkepositioner som energi, miljøteknologi, velfærdsteknologi og it,

- at øge offentlige investeringer i uddannelse og forskning frem for besparelser,

- at styrke det kommunale selvstyre og sikre realistiske rammer for velfærden i kommuner og regioner,

- at skabe langsigtet holdbarhed og troværdighed i dansk økonomi og råderum til fortsat offentlig realvækst gennem klare prioriteringer og reformer, bl.a. så flere bliver længere på arbejdsmarkedet. (Forslag til vedtagelse nr. V 74)