Folketingets afslutningsdebat: Dansk Folkepartis tale

DOKUMENTATION: Læs Pia Kjærsgaards tale ved Folketingets afslutningsdebat d. 31. maj.

Det talte ord gælder

Dansk økonomi har været under pres de seneste år på grund af den finanskrise, som startede på det amerikanske aktie- og boligmarked og som siden spredte sig til Europa. Situationen efterlod Danmark med underskud i kassen på grund af svigtende salg af varer og stigende ledighed. Danmark var heldigvis i udgangspunktet langt bedre stillet end mange af de andre europæiske lande, fordi vi under den økonomiske opgangstid i starterne af 00'erne havde ført en ansvarlig økonomisk politik og afdraget på vores gæld.

Mens regeringen og Dansk Folkeparti holdt igen stod Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti på sidelinjen og galpede op om, at der skulle bruges flere penge. Godt at vi ikke lyttede til dem, for så havde Danmark stået i en helt uoverskuelig situation i dag. Men at dømme efter Socialdemokratiet og Socialistisk Folkepartis såkaldte plan har socialisterne ikke lært af fortiden - hverken den nære fortid med overbudspolitik som opposition - eller den fjernere fortid, hvor Anker Jørgensen styrede Danmark lige lukt mod afgrunden og gældsatte Danmark til op over Rundetårn. S-SFs såkaldte plan er underfinansieret med mellem 22 og 40 mia. kr. Der er kun to muligheder for at tackle dette - enten lader man stå til og gældsætter Danmark, og så kommer boligejerne til at betale som følge af stigende renter på grund af svigtende tillid til dansk økonomi - akkurat som man ser tårnhøje renteniveauer i Grækenland og Portugal - eller også henter man pengene et andet sted ved at forhøje boligskatterne og så kommer boligejerne til at betale alligevel - og i øvrigt også alle andre danskere - for hvis det er noget Socialdemokratiet kan finde ud af, så er det at hæve skatter og afgifter.

Dansk Folkeparti har fra begyndelsen anerkendt behovet for at finde 47 mia. kr. for at sikre balance i den danske økonomi i årene fremover.

Lad det være sagt med det samme. Det er ikke nogen let opgave at finde 47 mia. kr. Man kan ikke finde så mange penge, uden at det går ud over nogle mennesker. Men pengene skal findes. Man kan ikke bare bruge flere penge end man har - det gælder for den daglige husholdningsøkonomi og det gælder for statens økonomi.

Vi har fra forhandlingernes begyndelse sagt, at hvis Dansk Folkeparti samlet kunne opnå en fornuftig aftale, så ville vi selvfølgelig støtte den - og samlet set har vi fået en fornuftig aftale.

Efterlønnen er bevaret som en rettighed for alle, der melder sig til ordningen. Nedslidte får ret til en såkaldt seniorførtidspension på lempeligere vilkår end den ordinære førtidspension fem år før pensionsalderen - og det uanset om man har indbetalt til efterlønnen eller stået i A-kasse. Måske det er fordi at vi har sikret dem, der fravælger A-kassen og fagbevægelsen, at fagbevægelsen og S-SF - det er jo efterhånden ikke til at kende forskel på de to onder - er så knotne over den aftale. Faktum er nemlig, at flere og flere ufaglærte i de senere år har fravalgt indbetaling til efterlønnen - og det er jo netop den gruppe, der oftest bliver nedslidt. Disse mennesker får med seniorførtidspensionen en ny mulighed for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.

Dansk Folkeparti har fået en række positive tiltag gennemført i sammenhæng med 2020-forhandlingerne.

Jeg vil blandt andet nævne genindførelsen af den permanente kontrol ved den danske grænse. Det er et absolut nødvendigt forsvarsværn mod den stigende kriminalitet østfra og den nye trussel om masseindvandring fra de tusindvis af asylsøgere, som flygter fra de nye demokratier i Ægypten og Tunesien..... Ja, man undres - flygte fra et demokrati? - men der er åbenbart altid en grund til at søge mod Europa for nordafrikanere og arabere - mon ikke den reelle grund nu som tidligere er ønsket om bedre økonomiske forhold!

Mens der ifølge Rigspolitiet i 2006 blev sigtet 2879 østeuropæere, blev der i 2010 sigtet 6029, hvoraf det særligt er rumænere og litauere, der står for stigningen - det er altså mere end en fordobling. Der er behov for at gøre noget.

I Sverige er man sådan set - undtagelsesvis - godt tilfreds med den nye danske linje. Således sagde den svenske finansminister Anders Borg den 20. maj til det svenske nyhedsbureau TT: "Det er selvfølgelig godt, at Danmark vil træffe foranstaltninger for at sikre, at vi ikke har narkotikasmugling, menneskesmugling eller andet, som foregår mellem Sverige og Danmark. Det er jo sådan en grænsekontrol, vi selv har."

Formanden for Dansk Told- og Skatteforbund, Jørn Rise Andersen, har sagt, at han ikke er i tvivl om, at det kan betale sig at genindføre kontrollen ved grænserne.

Der har naturligvis også været kritiske røster. Fuldblods-tilhængerne af det grænseløse Europa - dem, der ønsker en EU-stat - jovist disse grædekoner har naturligvis fældet mange tårer, og så er der sommerhusudlejnings-firmaer i Vestjylland, der påstår, at nu får vi færre tyske turister.

Altså helt ærligt - hvor mange danskere sidder hjemme omkring spisebordet og diskutere sommerens feriemål og så bliver London foreslået, hvorpå familiefaderen skærer igennem og slår fast, at "nej, det kan der under ingen omstændigheder blive tale om - der er jo grænsekontrol"! Eller kasserer danskerne måske USA, Thailand, Tyrkiet eller for den sags skyld Sverige som rejsemål, fordi man skal passere en form for grænsekontrol! Altså helt ærligt!

Genindførelsen af grænsekontrollen vil være et værn mod kriminelle østeuropæere og asylsøgere, der vil have del i Danmarks vækst og velfærd. Genindførelsen af grænsekontrollen er historisk!

Men selvfølgelig kan grænsekontrollen ikke stå alene.

Derfor har vi også fået indført Tryghedspakken. Dansk Folkeparti har i årevis slidt og slæbt for at få indført strengere straffe til forbrydere, der begår personfarlig kriminalitet. Det har til tider undret os, hvor vanskelig en opgave, det har været at løse - men nu er det lykkedes. Straffen for overfaldsvoldtægter og hjemmerøverier fordobles. Indsatsen over for omrejsende kriminelle udlændinge styrkes - det skal være slut med at sigøjnerbander rejser rundt i landet og begår organiserede tyverier, snyder turister i hasard-spil, begår lommetyverier og snyder og fupper sig frem. Kriminelle udlændinge skal udvises jo hurtigere jo bedre. Er der mulighed for, at de kan afsone i hjemlandet skal en sådan mulighed udnyttes, hvis ikke skal de udvises hurtigst muligt herefter. Flere udlændinge, der begår kriminalitet, skal i det hele taget idømmes udvisningsstraffe.

Det skal være mere trygt at bo i Danmark. Man skal ikke frygte at blive ramt af en vildfaren kugle, fordi man tilfældigvis bor på Nørrebro. Derfor intensiveres indsatsen mod bande- og rockermiljøet - også i VestDanmark, hvor rockere og indvandrere efterhånden også spiller en stor rolle. Derfor tilføres politiet yderligere 10 mio. kr. årligt målrettet bekæmpelsen af bande- og rockermiljøet.

Noget af det, der skaber mest utryghed i hverdagen er de mange indbrud og tyverier, der finder sted i private hjem. Der er ikke noget som ubehageligt som at komme hjem og opdage at tyve har gennemrodet ens private sager. Hjemmet fremstår ikke længere som den trygge ramme om dagliglivet, som det hidtil har gjort. Derfor gennemfører vi med tryghedspakken også en styrket indsats mod indbrudskriminalitet og tyvebander.

På en række områder indføres der optjeningsprincipper, så man ikke som udlændinge kan komme til Danmark og få del i velfærdsydelser på samme niveau, som danskere, der har været her i generationer.

De indvandrere og efterkommere som allerede er i Danmark skal i det hele taget nyttiggøres. Beskæftigelsesfrekvensen for ikke-vestlige indvandrere og efterkommere skal øges med 10 pct-point fra 2010 til 2020. Disse mennesker har nydt alt for meget uden at yde - nu skal de til at yde. Hvis de ikke vil det, så har Dansk Folkeparti skabt mulighed for, at de kan rejse hjem under gunstige økonomiske vilkår, og den kommune, de har boet i, kan endda få en kontant bonus for at hjælpe dem på vej.

Også sundhedsområdet har fået et økonomisk rygstød. Der etableres puljer til etablering af lægehuse og akut/lægebiler i yderområderneæ. Der etableres et nyt center for partikelterapi til kræftbehandling, så børn, der lider af kræft, kan modtage en ny og mere skånsom behandling, der ikke medfører så store følgeskader som den eksisterende behandling. Psykiatri- og genoptræningsområdet opprioriteres også.

2020-udfordringen er løst. Dansk Folkeparti har sat markante fingeraftryk og fået gennemført mærkesager om grænsekontrol, længere straffe, udvisning af kriminelle udlændinge og en bedre sundhedssektor.

Dansk økonomi er, hvis det eksisterende flertal fortsætter efter et folketingvalg, sikret i det kommende årti. Det er vi tilfredse med at have medvirket til i Dansk Folkeparti.

Forrige artikel Folketingets afslutningsdebat: Socialistisk Folkepartis tale Næste artikel Folketingets afslutningsdebat: Radikale Venstres tale