Før landsmødet: Ellemann skal genskabe troen hos Venstres græsrødder

Det er to år siden, at Venstre sidst holdt et ordinært landsmøde med cirka tusind delegerede, klapsalver mod talerstolen, underholdende festmiddag med dans, søndagstømmermænd for nogens vedkommende efter barsnak ud på de små timer, og hvad der ellers hører sig et rigtigt V-landsmøde til. Alt det, som man sidste år under corona-restriktionerne måtte undvære, hvor partiets landsmøde i stedet blev afviklet digitalt. 

I løbet af de to år har partiet sagt farvel til en række fremtrædende politiske figurer, der har tegnet partiet i de sidste 20 år. Mest markant og smerteligt blev afskeden med Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg, idet de ikke længere er medlemmer af partiet, selvom begge fortsat spøger i Venstres kulisser.

Det var Venstres bagland, der iværksatte et brud med Løkke som formand. Det tog han så selv en vidtgående konsekvens af ved at melde sig ud af partiet for siden at forsøge sig som politisk iværksætter. Det ender efter alt at dømme med et nyt parti, som endelig ser dagens lys efter kommunalvalget.

Løkkes position i dag i Venstre er ikke-eksisterende. Hans gamle venner og støtter anser bruddet med Venstre som det ultimative højforræderi. Støder de alligevel ind i ham til fester, gør de, hvad de kan for at undgå hans selskab.

Partiets formand Jakob Ellemann-Jensen gør ellers, hvad han kan for i offentligheden at skabe et indtryk, der afdramatiserer Løkkes farvel. Det var "ærgerligt at han forlod Venstre", bedyrer Ellemann, som også gerne forsikrer medierne om, at han "holder meget af Lars". Det er der ikke så mange, der gør længere i Venstre, hvor både medlemmer og folketingsgruppe sagtens kan huske, hvad man måtte stå model til under den tidligere formands lederskab eller - hvad ikke så få nok mener - den totale mangel på samme.

Der er dog en erkendelse af, at der venter en fremtid med Løkkes parti på Christiansborg, hvor man bliver nødt til at samarbejde med den gamle V-formand. I sidste ende skal Løkke også pege på en statsministerkandidat, medmindre han peger på sig selv, hvilket også gør det nødvendigt for Ellemann at finde den imødekommende mine frem.

Hvor den ene frafaldne har erklæret sig som decideret rival, der går efter at kapre Venstres stemmer, har den anden, Støjberg, søgt midlertidigt asyl i Dansk Folkeparti, mens hun afventer Rigsrettens afgørelse. Der er en bevidsthed i partiet om, at Støjberg stadig har mange fans rundt omkring lokalt i Jylland, hvor der stadig findes nogle, der håber på, at en frifindelse vil bringe hende tilbage i Venstre. Det skal de dog ikke forvente.

For i kølvandet på Venstres beslutning om at støtte en rigsretssag nedbrændte Støjberg minutiøst samtlige broer til partiet med sine konsekvente, heftige og vedvarende angreb på partiets ledelse og navnlig på Ellemann personligt.

Ikke bare Støjberg-loyale medlemmer forlod partiet sammen med den detroniserede næstformand. I månederne efter bruddet blødte Venstre vælgere i nærmest bibelsk omfang. I december 2020 lå Venstre i gennemsnit på cirka 19 procent af stemmerne. Kun to måneder senere lå man under 12 procent. Det var i runde tal en kvart million vælgere, der sagde farvel.

Støjbergs exit har sammen med Løkkes exit konsekvenser for V's vælgeropbakning, men har også haft den konsekvens, at Konservative i flere målinger overgår Venstre som største borgerlige parti.

Cirka en fjerdedel af folketingsgruppen stemte dog ikke for en rigsret og blandt dem også markante folk som retsordfører Preben Bang Henriksen og MF Mads Fuglede, der sammen med MEP Søren Gade fortsat varmt bakker Støjberg op. Men det kan slet ikke opveje, at Ellemann og et næsten enigt forretningsudvalg stemte for en afsættelse af hende som næstformand i december på grund af illoyalitet. Det blev siden rigelig bekræftet af hendes ageren på vej ud af partiet, og de ødelæggelser, som er blevet resultatet.

Få gør sig heller illusioner om, at Støjberg nogensinde ville kunne tilpasse sig en underordnet rolle i partiet. Skal hun blive formand, så kræver det Ellemanns afgang efter en større nedsmeltning, hvor resterne af partiet beder hende om at tage over. Det kræver igen et par katastrofer og en frikendelse, inden man eventuelt når dertil.

Her og nu venter et kommunalvalg 16. november, der ser ganske svært ud for Ellemann. Derfor skal landsmødet bruges til at få genstartet partiets selvfølelse som den liberale bevægelses endnu store parti, der naturligvis stiller med de blå partiers borgmesterkandidat og statsministerkandidat i byerne, på landet, i kommuner, til regionsråd og selvfølgelig i Folketinget.

Venstres hårdtprøvede bagland skal samles om formanden og den nye ledelse og bibringes troen på, at de sværeste dage er overstået for deres gamle parti, hvor selvtilliden og håbet om de store valgsejre vender tilbage. Det er simpelthen Ellemanns største opgave at sparke den tro og tillid ind i de ganske mange delegerede, der trods alt møder op til partiets landsmøde i Herning. I øvrigt et landsmøde, som man har måttet flytte til Boxen på grund af det store deltagerantal i år, hvor Venstre med et års forsinkelse skal fejre partiets 150 års jubilæum.

Ellemann har især én god nyhed med til delegerede. Partiet ser selv det netop indgåede forlig på klimaområdet for landbruget som en betydelig sejr, der både tilgodeser de gamle kernevælgerne i landbrugsområderne, men også har appel til partiets byvælgere, der ser landbrugets reduktion af både kvælstofudledning og CO2 som nødvendigt for fremtiden.

Partiets strategi var at holde sammen på det borgerlige Danmark, sådan at alle seks blå partier som blok formåede at presse finansministeren til store indrømmelser både på krav for kvælstofudledning hos den enkelte landmænd samt flere penge til landbruget.

Også landbruget er glade. I Landbrug & Fødevarer var man ellers undervejs bekymret for, om Venstres strategi med længe at afvise fødevareministeren, der ikke selv havde flere penge, kunne holde hjem. Det kunne den.

Så snart Wammen tog over i forhandlingerne, fandt regeringen de nødvendige penge - cirka fire milliarder - og størstedelen af de borgerliges sidste krav blev accepteret. Det er så god en aftale for Venstre, at det er en folketingsgruppe og ledelse, der nu møder sit bagland med fornyet selvtillid. Det må kunne mærkes på både stemning og humøret i Herning.

Venstres aktuelle meningsmålinger bidrager næppe til feststemningen. Vælgeropbakningen har stabiliseret sig, men på et langt lavere niveau end før de store skismaers tid. På gode dage ligger partiet på 15 procent af stemmerne. I november 2017, hvor der sidst blev afholdt kommunalvalg, lå partiets opbakning i meningsmålingerne på cirka 19 procent. Valget blev en skuffelse for Venstre, og det bliver det efter alt at dømme også i år.

Flere bykonger, blandt andet i Herning, genopstiller ikke, så der er udsigt til, at partiet kan tabe flere borgmesterposter end sidst. Alligevel kan partiet håbe på, at det store nederlag blev taget for fire år siden, hvor man efter en række skandaler med Lars Løkkes bilag gik tilbage fra et endnu højere niveau fra dengang, hvor Venstre havde en vælgeropbakning på 25 procent i meningsmålingerne. 

Hvad har Ellemann så med i posen? Det mest oplagte er at satse på liberale mærkesager med frit valg i den kommunale sektor. Det er også en dagsorden, som Konservative markerer sig på og gerne vil erobre fra Venstre. Så det er nok værd at forsvare den. Henset til at ældre og sundhed står øverst på vælgernes dagsorden i forbindelse med kommunalvalgkampen, så ligger det lige for at markere sig med udspil på begge områder.

For Ellemann selv er landsmødet en anledning til at træde endnu mere i karakter som leder af ikke bare Venstre, men også det borgerlige Danmark. Måske ser og hører man en mere alvorstung og patosfyldt Ellemann tynget af ansvaret i formandens taler på landsmødet. Omvendt kunne der skrues lidt ned for show-manden med de mange improviserede indskudte og - indimellem - morsomme bemærkninger, der ikke altid passer til anledningen. Der er nemlig ikke ret meget at grine af, hvis kommunalvalget bliver overtouren til den vælgerkatastrofe for Venstre, som sagtens kan blive resultatet ved næste folketingsvalg.

Det er nemlig stadigvæk ikke alle, der føler sig helt trygge, når de skal vurdere formandens politiske kompas. Det kan nok gå, at man lader partiet skifte politik over natten i en sag om barselsregler, som i virkeligheden er dikteret af EU, men i direkte modstrid med det landsmødevedtagne partiprogram.

Men Ellemann er ikke i en position, så længe målingerne er, som de er, hvor han kan være helt ligeglad med, hvad græsrødderne mener. Faktisk bør Ellemann bruge landsmødet til at lytte til, hvad de delegerede har at sige, træffe så mange af dem som muligt og kigge dem ind i øjnene, så de i det mindste i en tid tror på, at han ikke ligesom forgængerne er fuldstændig ligeglad med, hvad de mener, så snart han er tilbage i formandskontoret med sin farfars gamle udstoppede ræv liggende på reolen.

Venstres landsmøde i Herning er en chance for Ellemann, der kan hjælpe hans parti frem mod kommunalvalget, og som han simpelthen ikke har råd til at tabe på gulvet. Et skidt landmøde er faktisk ikke en mulighed i hans situation.