Se kortet: Sådan har amerikanerne stemt

RESULTATER: Fire dage efter præsidentvalget i USA, har Joe Biden opnået det antal stemmer, der skal til for at kunne erklære sig som vinder. 

Joe Biden – tidligere senator og vicepræsident – har slået Donald Trump og kan fra januar 2021 kalde sig USA's præsident.

Det står klart, efter at han lørdag er nået over det magiske tal på 270 valgmænd.

Demokraternes bud på en præsident blev nemlig erklæret som vinder af den vigtige delstat Pennsylvania efter fire dages stemmetælling.

Sent lørdag aften havde Trump endnu ikke erkendt sit nederlag. Tværtimod har han adskillige gange siden valgdagen udråbt sig selv som sejrherre. Præsidentens kampagne har dog indledt en række retssager i flere af de vigtige svingstater, hvor Trump grundløst hævder, at Demokraterne står bag valgfusk.

Trods præsidentens forsøg på at bremse optællingen, fortsætter den i en række delstater, herunder nogle få svingstater, der endnu ikke har udpeget en vinder i deres delstat.

Nedenfor kan du få et overblik over, hvor mange valgmænd, delstater og stemmer, de to kandidater har fået.

Nedslag i valgresultaterne: Sådan er det gået i svingstaterne

  • Der er fortsat ikke talt nok stemmer op til at kåre en vinder i tre af de afgørende svingstater. Det drejer sig om Arizona, North Carolina og Georgia. Biden ser ud til at vinde i Arizona og Georgia. Men efter at have vundet Pennsylvania er det dog ikke længere nødvendigt for Joe Biden at vinde nogle af de tre delstater.

  • Joe Biden har som Demokraternes kandidat formået at genvinde Pennsylvania, Michigan og Wisconsin tilbage fra Republikanerne. Trump vandt de tre svingstater i 2016.

  • Forud for valget blev Florida fremhævet som delstaten, der kunne sikre Biden en klar sejr tidligt på aftenen. Valget endte i stedet med at blive meget tæt, og sejren tilfaldt i sidste ende Trump, der også vandt Florida i 2016.

  • Ligeledes var Texas også nævnt som en delstat, der potentielt kunne skifte farve fra rød til blå. Men efter et tæt opgør fastholdte Donald Trump også grebet i den store sydstat. Det samme er tilfældet med de to svingstater Iowa og Ohio.

Sådan deler magten sig i USA's kongres 

Det er ikke blot Det Ovale Værelse, der er på spil ved det amerikanske valg. Amerikanerne har også valgt, hvem der skal repræsentere dem i Kongressen, som består af de to kamre Repræsentanternes Hus og Senatet.

Demokraterne ser ud til at fastholde sit flertal i Repræsentanternes Hus, omend Republikanerne har genvundet flere sæder. Imens er kampen om magten i Senatet lidt mere tæt. Det er lykkedes Demokraterne at vinde to sæder fra Republikanerne, der dog også har vundet ét sæde fra Demokraterne.

På forhånd var Demokraterne favoritter til at overtage flertallet, men i skrivende stund ser det lørdag aften ud, som om Republikanerne holder fast i et lille flertal.

Op til valget har Kongressen været splittet, da Demokraterne sidder på magten i Repræsentanternes Hus, mens Republikanerne har flertallet i Senatet. Det har stillet større krav til de politiske forhandlinger, når politikken i USA skal vedtages, da lovforslag skal have flertal i begge kamre for at blive godkendt. Netop derfor er det interessant, hvorvidt det bliver Demokraterne eller Republikanerne, som får flertallet i Senatet.

Der skal vælges 435 medlemmer til Repræsentanternes Hus, som sidder i en toårig periode. Derudover har der også været valg om 35 af de 100 pladser i Senatet. Hver stat har to senatorer, der sidder i seks år ad gangen.

,

Forrige artikel Folketinget indfører restriktioner efter corona-udbrud på Christiansborg Folketinget indfører restriktioner efter corona-udbrud på Christiansborg Næste artikel Fejl i årevis: Danske vandværker har fået ulovlige tilladelser til at overskride drikkevandskrav Fejl i årevis: Danske vandværker har fået ulovlige tilladelser til at overskride drikkevandskrav