Flertal vil styrke nationalt mobbetilsyn: ”Det er ikke godt nok, der skal flere muskler til”

Én medarbejder fører tilsyn med alle landets grundskolers indsats mod mobning. Et flertal i Folketinget er klar til at give tilsynet flere muskler. ”Man bør man se på børnenes undervisningsmiljø på samme måde, som man ser de ansattes arbejdsmiljø,” lyder en af reaktionerne.

Der er kun én medarbejder i det tilsyn, der skal overvåge, om der finder mobning sted i alle landets grundskoler.

Og derfor ser man kun "toppen af isbjerget på de problemer, der kan være med mobning ude på skolerne,” siger direktøren i Dansk Center for Undervisningsmiljø (DCUM), Jannie Moon Lindskov, i dag i et interview med Altinget.

Men det er ikke nok, og tilsynet skal have flere ressourcer, mener et politisk flertal på Christiansborg.

”Det mener vi ikke er godt nok. Det skal der være flere muskler til,” siger Venstres undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby (V).{{toplink}}

Også i Enhedslisten har man samme analyse: 

”Det er naturligvis ikke nok. Der skulle væsentligt flere ressourcer til,” siger Jakob Sølvhøj (Ø).

Også Konservative, Danske Folkeparti og SF siger til Altinget, at tilsynet i (DCUM) bør styrkes. 

”Et eller andet sted, bør man se på børnenes undervisningsmiljø på samme måde, som man ser de ansattes arbejdsmiljø, og have en egentlig instans, der på samme måde kan kontrollere og se til, at tingene foregår ordentligt,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), der er uddannelsesordfører i Dansk Folkeparti.

Væk fra skrivebordet og ud i virkeligheden

I interviewet med Altinget fortæller Jannie Moon Lindskov, at langt det meste tilsyn bliver gjort bag skrivebordet – også i de tilfælde, hvor de får nys om noget af grov eller gentagende karakter. 

Flere af ordførerne vil give bedre mulighed for, at tilsynet kommer ud i virkeligheden.

”Vi har et ønske om et mere opsøgende tilsyn. Det kræver flere ressourcer, end der ligger i dag, og det kræver også mandskabsmæssigt en styrkelse, ” siger Ellen Trane Nørby til Altinget.

Det samme budskab lyder fra Dansk Folkeparti: 

"De bør ikke bare være en ren skrivebordsøvelse, men jeg kan godt se, at med de ressourcer, der er til rådighed, så er der ikke mulighed for at gøre så meget andet,” siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

I Enhedslisten mener man også, at der skal være mere opsøgende arbejde og flere stikprøvebesøg rundt hos skolerne.

Men hos Konservative er det dog ikke opfattelsen, at DCUM oprindeligt var tiltænkt at skulle lave opsøgende tilsynsarbejde.

”Når man ser på hvor mange skoler der er i Danmark, så vil ti nye medarbejdere slå som en skrædder i helvede stadigvæk. Og det har formentlig heller ikke været meningen, at der skulle laves opsøgende tilsynsarbejde,” siger undervisningsordfører Mai Mercado (K) til Altinget.

Gode klagemuligheder eller mere forebyggelse?

Imens der sidder en medarbejder i DCUM og fører tilsyn, sidder der tre et halvt årsværk og udgør klageinstansen i samme center. 

På spørgsmålet om, hvorvidt det er den rigtige fordeling mellem den forebyggende indsats og så den indsats, der gøres, når tingene er gået galt og nogen klager, understreger flere ordførere vigtigheden af et stærkt klageorgan:

"Jeg tænker, at det er hamrende vigtigt, at hvis man som forældre klager, så skal der være en retssikkerhed i forhold til, at man kan få behandlet sin klage. Og jeg ville være ret ked af, hvis man fik svækket klageadgangen," siger Mai Mercado. 

Samme budskab lyder fra Venstre og SF.

I Enhedshedslisten mener man omvendt, at prioriteringen bør være en anden:

"Den forbyggende indsats er langt den vigtigste - og der har også været en bekymring i meget høj grad både hos skoleledelse og hos lærer for at klagedelen kom til at fylde for meget og at man ligesom pustede til en klagekultur," siger Jakob Sølvhøj.

Han understreger dog samtidig, at han er tilhænger af klageorganet i DCUM.

,

Forrige artikel Nu vil EU-Parlamentets formand også af med det næste danske forbehold Nu vil EU-Parlamentets formand også af med det næste danske forbehold Næste artikel Lydfil afslører: Ngo-top ville installere direktør i lejlighed for at få hende væk fra medarbejderne Lydfil afslører: Ngo-top ville installere direktør i lejlighed for at få hende væk fra medarbejderne