Fire politikere smidt ud fra åbningsdebat

ÅBNINGSDEBAT: Fire borgerlige folketingsmedlemmer er blevet smidt ud fra åbningsdebatten, fordi de var iført T-shirts med Syrien-protester. 

To Venstre-politikere og to konservative blev torsdag smidt ud fra åbningsdebatten i Folketingssalen.

Folketingsmedlemmerne er Naser Khader (K), Brian Mikkelsen (K), Jane Heitmann (V) og Jan E. Jørgensen (V), og de blev bedt om at forlade Folketingssalen, fordi de havde taget protest-tøj på.

På T-shirten står der:

”Syrien. Aleppo. Bløder. #savesyria”

Protesttrøjerne er lavet af Naser Khader, og de er et opråb om situationen i Syrien, og at der skal gøres noget ved den humanitære katastrofe.

Men det blev altså for meget, og de fire politikere blev efter cirka en halv time bedt om at forlade Folketingssalen.

”Så blev vi smidt ud af FT-salen - men budskabet nåede ud,” skriver Jan E. Jørgensen på Twitter:

Naser Khader, der stod bag aktionen, fortæller til Politiko, at det var personen, som sidder ved siden af folketingsformanden, der kom ned og sagde, at de fire folketingsmedlemmer ikke måtte have trøjerne på. Han forklarede det med, at det ikke var tilladt, og at beskeden kom fra formand Pia Kjærsgaard.

”Jeg synes, det er ærgerligt, for det er ikke noget, vi gør hver dag. Jeg har aldrig gjort det før, men det er en usædvanlig situation. Vi er vidne til et blodbad bare fem times flyvetur herfra, og jeg synes, det er vigtigt at markere det, fordi ingen gør noget. Og vi er jo beslutningstagere her, og mange siger, vi skal gøre noget, men ingen er konkrete,” siger Naser Khader til Politiko.

Episoden har fået flere politikere op af stolen. Blandt andet stiller Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen sig stærkt uforstående overfor, at de fire folketingsmedlemmer blev smidt ud på grund af en T-shirt:

Forrige artikel Theresa May kommer til Danmark Theresa May kommer til Danmark Næste artikel Regeringen vil give skatterabat til lejere Regeringen vil give skatterabat til lejere