Fem færre boligområder på uroliste

BALLADE: Antallet af uroplagede boligområder i Danmark er faldet fra 34 til 29, vurderer Rigspolitiet. Trods faldende kriminalitet stiger utrygheden i de udsatte boligområder. 

Antallet af uroplagede boligområder i Danmark falder, lyder vurderingen i Rigspolitiet, der netop har offentliggjort den anden udgave af sit tryghedsindeks.

De lokale politikredse har fjernet ti boligområder fra listen over uroplagede boligområder, mens bare fem nye er kommet til. Selve indekset viser samtidig et fald i kriminalitet, men alligevel er der en lille stigning i befolkningens opfattede utryghed.

Politiet bruger sin egen liste, der er udarbejdet ud fra en analyseskabelon fra Rigspolitiet. Det vil sige, at listen ikke er koblet med Boligministeriets liste over særligt udsatte boligområder.

BL roser politiet 
Boligorganisationerne i BL er også godt tilfredse med det nye indeks, som administrerende direktør Bent Madsen nu vil nærlæse. Han betragter politiets tryghedsindeks som "den nok mest grundige og retvisende måling" af trygheden i udsatte boligområder.

”Vi vil sammen med politiet studere undersøgelsen og med udgangspunkt i forskellene fra område til område forsøge at finde de måder at samarbejde på, som skaber de bedste resultater, både i forhold til fortsat at bekæmpe den egentlige kriminalitet og i forhold til at reducere problemer med chikanerende opførsel,” siger Bent Madsen i en pressemeddelelse.

Jørn Kjer, chef for Nationalt Forebyggelsescenter ved Rigspolitiet, forklarer, at der vil blive en sammenhæng, så politikredsene først udpeger de særligt udsatte boligområder og derefter skal tilrettelægge indsatsen i forhold til problemerne i netop det område. Indsatsen skulle så gerne kunne ses i det efterfølgende tryghedsindeks, og han anerkender, at der skal en længerevarende indsats til.

”Vi er meget opmærksomme på, at det er længerevarende indsatser, der er tale om. Det er det fælles træk, der skal gøre forskellen,” siger Jørn Kjer.

Årsrapporten fra sidste år viser desuden, at politiet har nået langt de fleste af de mål, som er blevet opstillet for indsatsen i de særligt udsatte boligområder.

 

Kilde: Rigspolitiets Tryghedsindeks

Læs hele artiklen på Altinget: by og bolig her (kræver abonnement)

,

Forrige artikel Tidligere CD-profil vil i Folketinget igen Tidligere CD-profil vil i Folketinget igen Næste artikel Der kommer fortsat færre asylansøgere Der kommer fortsat færre asylansøgere