Feature: Frisk luft fra Obama får Thomas til at føle sig normal

Et udklip fra Fyens Stiftstidende er hæftet op på væggen i Thomas Bøgelunds lejlighed på Munkehatten i Odense.

Her har den 33-årige spastiker boet de sidste 8 år af sit liv. Han drømmer om et liv med større personlig frhed. Et liv væk fra bostedet. En hverdag sammen med kæresten Vickie fra Jyllinge, der ligesom ham selv er stærkt hæmmet i sine bevægelsesmønstre, og derfor har brug for hjælp en stor del af døgnets timer.

“Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke bryder mig om at bo her,” siger han og fortæller om planerne om, at han og kæresten skal giftes næste år.

Men først er der lige det praktiske. Det er ikke nemt at pleje et forhold på tværs af Storebælt, når timerne afsat til personalets rejseaktivitet kun rækker til et besøg om måneden. Og det er slet ikke nemt at gafle en plads på et døgnbemandet bosted i en anden kommune. Derfor er Thomas og Vickie tvunget til at pleje hovedparten af forholdet over Skype.

Måske Thomas - som helst vil kaldes ved sit mellemnavn Nicolai - i stunder som disse skæver en ekstra gang til på avisudklippet på væggen. I efteråret fik han besøg af sit liberale forbillede - tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) - som var rejst til Odense for at inspicere udvalget af teknologiske hjælpemidler.

Til trods for Thomas’ svære handicap, som siden barndommen har bundet ham til kørestolen, har han en ambition om at være fuldstændig selvhjulpen. Et skridt nærmere den retning kom han, da han fik udstyret lejligheden med et avanceret stemmestyringsanlæg til en værdi af 300.000 kroner.

Frihed får Thomas til at føle sig normal
Anlægget lystrer navnet “Obama” - en alt andet end subtil kommentar til Thomas’ anstrengte forhold til den amerikanske præsident Barack Obamas socialdemokratiske tendenser - og i øvrigt en oplysning, som morede Lars Løkke Rasmussen kosteligt, da han for et halvt år siden sank ned i sofaen i den teknologimættede lejlighed.

Thomas giver en hurtig opvisning af teknologiens evner:

“Obama, åbn altandøren,” siger han.

Og sekundet efter lyder svaret “skal ske” efterfulgt af en motor, som automatisk åbner døren ud til det fri.

Nu skal Obama holde døren: “Det ordner jeg,” svarer computeren i et næsten påtaget belevent toneleje.

Et par minutter går med trivialiteter som at tænde fjernsynet og skifte til kanal 35, før Thomas til sidst får Obama til at køre bøjlestangen ud med det resultat, at rehabiliteringsleder på Munkehatten Christian Juul Hansen bruger de næste fem minutter på at rydde op i tøjskabet.

Gæster er valfarvet hele vejen fra Japan, USA og Sydkorea for at se Obama og resten af Thomas’ isenkram i aktion. Han nyder opmærksomheden knyttet til de mange besøg.

“Jeg er den eneste af beboerne, som kan tale fire sprog,” siger han som forklaring på, hvorfor han er særligt velegnet til fremvisning af de teknologiske fremskridt.

Men den største glæde ved de nye muligheder nyder han i stilhed.

“Jeg sætter mest pris på evnen til selv at kunne åbne vinduet. De andre beboere skal sidde og vente i fem minutter, hvis de føler, at de er ved at dø af varme. Jeg kan selv åbne vinduet. Og det giver mig en fornemmelse af at være en lille smule mere normal,” siger han.

Spiserobot faldt igennem testen
I mellemtiden er Christian Juul Hansen blevet færdig med at samle tøj op fra gulvet, og vi trasker tilbage ad gangen til hans kontor på Munkehatten. Her har han samlet et udpluk af de teknologier, som man de seneste år har testet på bostedet.

Munkehatten er Odense Kommunes eneste bosted for svært handicappede, som ikke er i stand til at klare sig selv. Fysisk er beboerne mellem 18 og 70 år, men ganske få er som Thomas mentalt alderssvarende, og flere er ikke mere udviklet end et spædbarn. Det skaber et enormt spænd i de løsninger, som personalet kan tage i brug for at gøre livet så behageligt for beboerne som muligt.

Et eksempel på en teknologi, som faldt helt igennem, er den svenske spiserobot Bestic, som Altinget tidligere har besøgt og beskrevet.

“Det store problem med Bestic er, at den er udviklet af en person, som tidligere har været i fuldt vigør, men så senere har mistet bevægelsesevnen. Men vores beboere er født i deres handicappede krop. Og derfor kender de ikke til betydningen af at spise selv,” forklarer rehabiliteringslederen.

Desuden stiller spiserobotten betydelige krav til personens motorik. Eksempelvis skal man være i stand til at holde hovedet stille i løbet af et helt måltid.

“Det giver ikke nogen mening, hvis man først skal forklare en person værdien af en ny teknologi. Det skal helst give sig selv,” siger Christian Juul Hansen.

Livskvalitet som sidegevinst
Andre teknologier har til gengæld overrasket ham: Han husker stadig den morgen, da en beboer havde fået fuld glæde af en ny mekanisk seng, som er i stand til at omdanne sig til en stol.

“Gennem flere år havde vi vænnet os til, at han hver morgen skulle hjælpes ud af sengen med sejl og lift. Men så en morgen, da personalet kom, var han selv kommet ud af sengen og havde taget kørestolen ud i badet. Der tog han godt nok fusen på os,” smiler Christian Juul Hansen.

Munkehatten er med sine 45 beboere udpeget til teknologisk teststed af Odense Kommune. Og selv om han som ansvarlig for testarbejdet naturligt leder efter effektiviseringspotentialer, mener han, at retorikken i en periode har været kørt af sporet.

“Jeg er modstander af, at alt skal gøres op i tid. Hvis det hele handler om, at man kan spare minutter nok sammen til, at man kan fyre halvanden medarbejder, så glemmer man parametre som glæde og livskvalitet,” siger han og fortsætter:

“Derfor er jeg glad for, at der på det seneste er kommet en større forståelse af, at alt ikke kan gøres op i kroner og øre. Det lyder mærkeligt, at sidegevinsten er livskvalitet, men det kan være, at det er sådan, at det skal være.”

Projekter skal give penge i kassen
Da tidligere rådmand i Odense Kommune Jane Jegind (V) i foråret 2013 gik ud med budskabet om, at velfærdsteknologi skal bidrage aktivt til bundlinjen, så mange det som et opgør med den traditionelt mere forsigtige tilgang til området. Men ældre- og handicaprådmanden, som i dag er skiftet ud med Per Berga Rasmussen fra Enhedslisten, krævede, at de nye investeringer skulle give penge i kassen.

Året efter udmøntede ambitionerne sig i et nyt tværgående center for velfærdsteknologi, som ledes af Morten Hoff. Bevæbnet med sandwich, juice og drømmekage viser centerchefen rundt i lokalerne i forstaden Dalum. Hans stab på syv faste medarbejdere adskiller sig fra den typiske kommunale struktur ved, at den løbende suppleres af nye ansigter afhængigt af, hvilket området man aktuelt er beskæftiget med.

To dage om ugen møder seks personer fra byens forvaltninger ind for at udvikle nye løsninger.

“Nu skal vi til at kigge på teletolkning, og så vil det være nogle helt nye ansigter, som vi skal arbejde sammen med,” siger han og fortsætter:

“Det giver os den fordel, at vi kan tænke på tværs af traditionelle forvaltningsskel og derfor sætte ind der, hvor behovet er størst.”

Afgørende for en teknologis evne til at give kroner i kassen er, at dens effekt bliver grundigt dokumenteret. Et område, der volder kommunerne store problemer, fordi det kræver, at man skal se ud over den indsats, som særligt dedikerede ansatte ofte lægger i arbejdet.

“Det er en svær balancegang. Det er ikke vores opgave at levere forskning, men samtidig er det heller ikke nok at sige, at indkøb af robotstøvsugere til daginstitutionerne formentlig vil kunne spare en medarbejde. Her skal det måles helt ned i forhold til de enkelte arbejdsgange,” siger han og skæver til udvalget af selvkørende støvsugere, der er parkeret i den ene ende af mødelokalet.

Et andet princip for arbejdet er ifølge Morten Hoff kun at gå ind i projekter, som kan føre til implementering af konkrete løsninger.

“Blandt andet har vi i en periode ikke haft fokus på EU-projekter, fordi det i for høj grad handler om vidensopbygning. Det er et arbejde, som forskerne må tage sig af. Løsningerne skal meget gerne kunne inddrages i den almindelige drift, og derfor kigger vi også kun på løsninger, som er rentable inden for en periode på tre til fem år. Efter fem år er de fleste teknologier alligevel forældede,” siger han.

Bedre og billigere
Mens Jane Jegind stod i spidsen for det politiske arbejde, var forvaltningsdirektør Helene Bækmark bannerfører på det administrative område. Et synspunkt, som hun har fremført i debatten om ny teknologi, er, at tanken ikke er, at man skal have en relation til sin kommune, og at personlige relationer i stedet skal findes blandt venner og familie.

Helene Bækmark forsvarer, hvad nogle måske ville kalde en hård retorik, med, at man som topembedsmand kan vælge at gå to veje.

“Enten kan man få budgettet til at række ved at lave besparelser, eller også kan man forsøge at tænke nyt. Og jeg er til det sidste,” siger hun, hvis nogen ellers skulle være i tvivl.

Forvaltningsdirektøren roser velfærdsteknologien for at opfylde to basale krav: Den er bedre, og så den er billigere.

“Det er klart, at vi taler i relative termer, og på nogle områder er provenuet større end andre. Det gælder eksempelvis skylletoiletterne, som koster en krig at installere, og hvor man kun sparer to minutter for hvert toiletbesøg. Her tager det længere tid, før investeringen tjener sig hjem. Men generelt har vi som princip, at vi ikke udbreder teknologier, som kun går i nul,” siger hun.

Byrådet i Odense traf for tre år siden en beslutning om, at ældre- og handicapforvaltningen fra 2013-2015 skulle reducere budgetterne med 45 millioner kroner som følge af investeringer i ny teknologi. Et ambitiøst mål, som også kun næsten er blevet opfyldt, forklarer Helene Bækmark.

“Vi havner på 37 millioner, som er nået ved hjælp af en bred vifte af teknologier,” siger hun.

Her kan ledelsen ikke selv
Listen over tiltag, som Odense har sat i gang for at få skubbet løsningerne fra projektbasis og ud til brugerne, er lang. Blandt andet har man uddannet cirka 100 velfærdsteknologiske “ambassadører”, som skal sikre, at redskaberne får fodfæste i forvaltningerne og ude på de enkelte arbejdspladser.

Og står det til Helene Bækmark, er det den vej, man skal gå videre ad.

“Vi er blevet klogere på, hvor svært det faktisk er at føre teknologierne ud i livet. Normalt kan man lykkes med at implementere en lang række løsninger blot ved at gå gennem ledelsessystemet. Men det dur ikke med velfærdsteknologien. Her kan man næsten sige, at succesen i implementeringen er ligefrem proportional med antallet af medarbejdere, som har været involveret undervejs,” siger hun.

Det handler altså om at få medarbejderne med ombord så tidligt i processen som muligt. Og vel at mærke på en måde, så de ikke frygter, at den teknologi, som de er med til at indføre, ender med at koste dem jobbet.

“Det er korrekt, at hovedparten af investeringerne i teknologi betaler sig hjem, ved at vi løbende reducerer antallet af medarbejdere. Her er det bare afgørende at huske på, at det ikke behøver at ske gennem fyringer, men at man ved god planlægning kan nøjes med at gøre brug af den naturlige afgang.”

red@altinget.dk