Fakta: Her er den nye aftale om Det Kgl. Teater

AFTALE: Det Kongelige Teater får en anelse færre penge om året frem mod 2019. Det står klart, efter der er indgået aftale om teatret. Se hele aftalen her.

Et stort flertal i Folketinget er blevet enige om en ny aftale for Det Kongelige Teater. 

Aftalen bestemmer både de økonomiske rammer for teatret, ligesom den lægger de overordnede linjer for arbejdet i Det Kongelige Teater.

På sidstnævnte område tegner det ikke til de store ændringer:

"Det Kongelige Teater skal fastholde et niveau for antallet af forestillinger, inklusiv turnéforestillinger, som svarer til perioden 2012-2015," står der i aftalen.

Skal nå ud til publikum
De økonomiske rammer bliver lidt mindre de kommende år. Fra en bevilling på 527,3 millioner kroner i år går Det Kongelige Teater til et budget på 492,1 millioner kroner i 2019.

For de penge skal Det Kongelige Teater blandt andet fortsat gøre sit til at nå ud til publikum i hele landet.

"Det Kongelige Teater skal blandt andet gennem sin turnévirksomhed sikre, at teatret er til stede i hele landet. Ud over turné med live-forestillinger skal teatret fortsat søge at give publikum i alle dele af landet mulighed for at opleve scenekunstforestillinger gennem transmissioner af udvalgte forestillinger til biografer og gennem visning af
forestillinger på DR’s kanaler," står der i aftalen.

Aftalen er indgået mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal
Alliance, Alternativet, Radikale, SF og Konservative.

Forrige artikel Holstein om spørgetimen: Løkke hævede niveauet Holstein om spørgetimen: Løkke hævede niveauet Næste artikel Se listen: DSB forbedrer bulet omdømme Se listen: DSB forbedrer bulet omdømme