Europa skal kæmpe for at hjælpe Biden

David Trads beskriver, hvordan det kunne have set ud, hvis det var Trump, der som amerikansk præsident netop havde besøgt Europa: "Når jeg ser danske analytikere sige, at der i virkeligheden ikke er den store forskel på, hvordan Biden og Trump ville agere i forhold til Europa, så er det simpelthen noget vrøvl."

Da jeg fulgte Joe Bidens triumftog gennem London, Bruxelles og Geneve i den forløbne uge, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor ubehageligt tæt Donald Trump var på at beholde magten i USA:

I tre af de stater, som Biden vandt i 2020, men som Trump havde vundet i 2016, blev valget afgjort med meget, meget små marginer: I Georgia vandt Biden med sølle 0,24 procentpoint, i Arizona med 0,3 procentpoint, i Wisconsin med 0,63 procentpoint.

Hvis 42.844 vælgere i de tre stater var blevet hjemme eller havde stemt på Trump, så ville Biden i dag være en gammel mand i Delaware, som ingen ville interesse sig for, mens Trump ville kunne synge med på Sinatras berømte sang:

I'm number one//Top of the list//Head of the heap//King of the hill

Vi skal prise os lykkelige for de få tusinde amerikanere, der sikrede, at Biden vandt – og at 'America is back'. Biden understregede i Europa, at USA igen anerkender det transatlantiske samarbejde og kæmper for demokrati og menneskerettigheder. Det er ufatteligt vigtigt.

Alle ved jo, hvordan Trump ville have opført sig, hvis han havde beholdt magten og foretaget akkurat den samme rejse som Bidens i Europa – for han ville have fået mandat til at skrue max op for sin 'America First'-retorik.

Først London: Her ville han have hyldet Boris Johnson for at have trukket Storbritannien ud af 'taberklubben' EU; og han ville tale om et fornyet 'særligt forhold' mellem briter og amerikanere, som ville vise resten af Europa, at EU hører fortiden til.

Dernæst Cornwall: På G7-mødet ville han have presset alle andre til at trække sig ud af WHO, FN's organ for verdenssundhed; han ville insistere på at få Rusland ind i kredsen; og han ville gøre nar af de 'naive tosser', som vil bekæmpe klimaforandringerne.

Så Bruxelles: Her ville han have trykket speederen helt i bund i forhold til NATO; han ville formentlig have sagt, at Artikel 5 (den om, at et angreb på et medlemsland er et angreb på hele alliancen) skulle afvikles; han ville givet have truet med at opløse alliancen.

Endelig Geneve: Trump ville have hygget sig med sin 'ven', den 'dygtige' Putin; afvist at blande sig i interne affærer om for eksempel indespærringen af oppositionspolitikeren Navalnyj; og han ville helt sikkert have afvist, at russerne blandede sig i USA's valg.

Når jeg ser danske analytikere sige, at der i virkeligheden ikke er den store forskel på, hvordan Biden og Trump ville agere i forhold til Europa, så er det simpelthen noget vrøvl. Det handler ikke kun om tone og facon. Det handler om politik:

Hvis Trump havde fastholdt magten, så ville verden, som vi kender den, kollapse. Han ville have været uden modhager – og USA ville blive et land, ingen længere kunne stole på. Alt – som i absolut alt – ville være i spil. Fremtiden for FN, Nato et cetera ville være usikker.

Nu vandt Biden heldigvis – og hans første rejse til Europa var som at vende tilbage i tid - til normaliteten præ-Trump. Den 78-årige præsident er ikke elegant som Barack Obama og John F. Kennedy, men han er 'den voksne mand' i amerikansk politik, der sikkert er ved at bringe fornuften tilbage.

Men… igen: Husk på, at det kun var 42.844 vælgere i Georgia, Arizona og Wisconsin, som tippede valget. Trumpismen står stærkt i USA. Trump eller en af samme støbning kan sagtens generobre Det Hvide Hus i 2024. Europa skal kæmpe for at hjælpe Biden:

Konkret ved at hjælpe præsidenten med hans vigtigste udenrigspolitisk dagsordener: Flere resurser til militæret; koordineret indsats mod kineserne; grøn omstilling, der fastholder vækst… ja, kort sagt: Bevise at internationalt samarbejde lønner sig, også for USA.

Forrige artikel Statsministeren bør undskylde for lovsjusk: Statsministeren bør undskylde for lovsjusk: "Aldrig har retssikkerheden været så truet" Næste artikel Den barske lære af coronakrisen: Globalt sammenhæng er ikke det samme som sammenhold Den barske lære af coronakrisen: Globalt sammenhæng er ikke det samme som sammenhold