EU styrker grænsekontrollen

FLYGTNINGE: EU-Kommissionen vil styrke kontrollen med EU's ydre grænser. Alle, der rejser ind og ud, skal screenes, foreslår Kommissionen, der også vil fritage Sverige fra EU's kvotefordeling i mindst et år.

Med en stribe forslag forsøger EU-Kommissionen nu at imødekomme problemet med Europas pressede grænser.

Systematisk tjek af personer, der krydser EU's ydre grænser, et fælles grænse- og kystvagtværn og en frivillig indrejseaftale med Tyrkiet er en del af Kommissionens forslag.

Listen tæller også en fritagelse af Sverige fra den mekanisme, der skal omfordele i første omgang 160.000 flygtninge i Europa. I første omgang skal undtagelsen gælde i et år.

”Vores svenske venner er i en unik situation, og vi må medregne den usædvanlige stigning i antallet af asylansøgere, de står over for,” siger EU's kommissær for migration, Dimitris Avramapoulos.

Det er dog endnu ikke lykkedes at få fordelingen til at virke, og kun omkring hver tusinde flygtning er blevet fordelt.

Fælles ansvar
Sammen med Kommissionens førstenæstformand Frans Timmermans præsenterede han i dag Kommissionens forslag for Europa-Parlamentet. Både Parlamentet og medlemslandene vil skulle godkende forslagene, inden de kan blive til virkelighed.

Timmermans motiverer forslagene med, at grænsekontrollen er en fælles opgave.

”Det underliggende princip er et spørgsmål om delt ansvar. I et område uden indre grænser er der fælles interesse i at kontrollere de ydre grænser,” siger Frans Timmermans.

Det nye vagtværn, som skal kunne sættes ind ved EU's kyster og ydre grænser, skal være et samarbejde mellem efterfølgeren til det nuværende og mindre magtfulde grænseagentur Frontex og de nationale myndigheder.

Hvis et medlemsland kommer under så stort pres, at det bringer Schengen-samarbejdet i fare, kan værnet rykke ind – også mod medlemslandets vilje. De nye grænsevagter vil også kunne operere i EU's nabolande, men dog kun med deres samtykke.

Aftale med Tyrkiet
På Kommissionens liste med nye forslag er der også en anbefaling af, at der oprettes en frivillig modtagelsesordning med Tyrkiet, som i dag huser millioner af syriske flygtninge.

Ordningen skal ihukomme de mange mennesker, der i dag krydser grænsen illegalt. Det skal være frivilligt, om medlemslandene vil tage del i den.

På et topmøde mellem EU og Tyrkiet i slutningen af november debatterede parterne netop håndteringen af Tyrkiets udfordringer.

Ros for initiativet
Kommissionen får ros for initiativet fra Liberal Alliance.

”Der lægges op til at tage drastige skridt, men det er åbenlyst nødvendigt i den situation, som Europa står i lige nu,” siger EU-ordfører Christina Egelund.

Også Ulla Tørnæs kvitterer for, at der lægges op til en styrket kontrol med de ydre grænser. Men som en del andre er Ulla Tørnæs betænkelig ved de beføjelser, der er tiltænkt grænseværnet.

”Hvis et EU-land ikke kan opretholde en troværdig grænsekontrol, og hvis det ikke vil modtage hjælp til at genetablere den, må der være andre muligheder. Nu skal vi have forhandlingshandskerne på og finde den gyldne mellemvej, hvor vi styrker den ydre grænse, samtidig med at vi respekterer de enkelte landes suverænitet,” siger Tørnæs.

Forrige artikel  Beskatning af pension sender ti milliarder i statskassen Beskatning af pension sender ti milliarder i statskassen Næste artikel Regeringen trækker udskældt lovforslag om boligydelse tilbage Regeringen trækker udskældt lovforslag om boligydelse tilbage