Erhvervsbosser: Derfor er det tyske valg så vigtigt for Danmark

Dansk erhvervsliv følger nøje med, når tyskerne skal vælge en ny regering. For Lars Sandahl Sørensen er partifarven på den kommende regeringsleder underordnet, så længe der er tale om en stærk leder. "Jeg håber selvfølgelig på Olaf Scholz," siger Claus Jensen. Hvis den nye regeringsleder satser på digitalisering, vil det gavne dansk eksport, lyder det.  

Når tyskerne går til valgurnerne søndag 26. september, vil fokus i en stor del af dansk erhvervsliv være rettet mod resultatet i vores naboland syd for grænsen. 

I 2020 eksporterede Danmark for 155 milliarder kroner til Tyskland, og det gør landet til vores næststørste handelspartner efter USA.

Og nu står Europas største økonomi samtidig over for at skulle vælge en ny regeringsleder for første gang siden 2005.  

Derfor er det tyske valg mere afgørende end længe set, lyder det fra DI's administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen.

"Tyskland er for Danmark en af de vigtigste nationer på alle niveauer. Det er vores naboland, og det er vigtigt både kulturelt, økonomisk og politisk. Der sker store forandringer i Tyskland, fordi landet skal have ny kansler efter 16 år med Angela Merkel," siger Lars Sandahl Sørensen, og tilføjer:

"Landet står over for kæmpe udfordringer efter corona, samtidig med at der er et massivt behov for reformer, ligesom vi her i Danmark har behov for at udvikle og realisere et nyt reformspor. Mange af de store europæiske udfordringer bliver påvirket fra Berlin."

Netop derfor tog Lars Sandahl Sørensen og Claus Jensen, forbundsformand for Dansk Metal, sammen på en tre-dages-tur til Berlin i august.

Formålet var at besøge tyske virksomheder, organisationer og meningsdannere for at veje stemningen forud for det tyske valg.

”Tyskland er det land, der aftager mest af den danske industriproduktion. Det kan godt være, at USA har overhalet Tyskland på den samlede eksport, men når vi taler industriprodukter, er Tyskland uden sammenligning den største aftager,” siger Claus Jensen. 

Dansk Metal drømmer om Scholz

I Tyskland er der tradition for at danne flertalsregeringer, og med de nuværende målinger tyder noget på, at der i denne omgang skal dannes en regering med tre partier.

Ifølge tysklandskender Lykke Friis er de to mest realistiske koalitionsscenarier henholdsvis trafiklys-koalitionen, som består af SPD, FDP og De Grønne, og Jamaica-koalitionen, som består af CDU/CSU, FDP og De Grønne.

En tredje - om end mindre sandsynlig - mulighed er også i spil. Den består af SPD, De Grønne og Die Linke. Denne koalition er anderledes, fordi Die Linke befinder sig langt ude på den tyske venstrefløj og ikke er lige så midtersøgende som de andre.

For Lars Sandahl Sørensen er det knap så vigtigt, hvem der ender med at sætte sig for bordenden i de tyske regeringslokaler.

”Der er snart ikke grænser for alle de kombinationer og farver i form af koalitionsregeringer, der kan komme efter det tyske valg, men jeg håber først og fremmest, at der kommer en stærk leder, der ikke skal kæmpe på de indre linjer i Tyskland dag og nat. Vi har brug for et Tyskland, der går i front i Europa,” siger han og fortsætter:

”Vedkommende skal have kræfterne og overskuddet til at kigge på de større perspektiver, og så er partifarven knap så vigtig. Det handler om at få konstellationen til at fungere, så Tyskland kan tage sig af andet end blot tyske anliggender."

For stabiliteten i Tyskland er ifølge DI-bossen afgørende for dansk erhvervsliv. 

"Heldigvis er de store partier enige om, at der skal sættes turbo på den grønne omstilling. Det er nødvendigt med et stort og stærkt land som Tyskland, der går forrest sammen med Danmark,” siger Lars Sandahl Sørensen og fortsætter:

”Tyskland er vores næststørste handelspartner, og det er et enormt vigtigt land for alle dele af dansk erhvervsliv, for mange små og mellemstore virksomheder og for dansk og europæisk politik. Faktum er, at vi er meget afhængige af et stærkt og velfungerende Tyskland.” 

Den holdning deler Claus Jensen fra Dansk Metal.

”England er jo ude af ligningen, og det var ellers et land, som vi lænede os meget op ad, når vi skulle diskutere forholdene i EU. Så nu vil vi helt naturligt kigge mere mod Tyskland og Frankrig. Og det er vigtigt, at der er en stabil regeringsledelse i Tyskland,” siger Claus Jensen.

Metalformanden ser gerne, at CDU og SPD fortsætter med at samarbejde tæt efter valget - og så håber han, at kansleren får en ny partifarve.

”Jeg er jo selv socialdemokrat, så jeg håber selvfølgelig på Olaf Scholz (SPD, red.). Men de gange, hvor magten er skiftet fra det ene parti til det andet, har det jo vist sig, at der ikke har været den store ændring i den førte politik,” siger han.

Digitaliseringsniveau halter 

Særligt ét tema står klart for Claus Jensen efter rejsen til Tyskland, hvor han og DI-direktøren blandt andet besøgte det tyske arbejdsgiverforbund Gesamtmetall.

”Man kan tydeligt mærke, at Tyskland ikke er lige så langt fremme på den digitale dagsorden, som vi er i Danmark," siger Claus Jensen og fortsætter:

”Når vi taler digitalisering med dem, vil de gerne underspille, at man for eksempel ikke kan betale med kort i en taxa. Og at man ikke i den offentlige sektor i Tyskland på samme måde som i Danmark har gennemgået en omfattende digitalisering.”

Claus Jensen mener, at de digitale mangler i det tyske samfund hænger sammen med landets historie med først 2. Verdenskrig og derefter opdelingen mellem øst og vest.

”Tyskerne er bange for at lade sig registrere. Der er stor modstand imod centrale registre som for eksempel personnummeroplysninger. Når du ikke har centrale registre, er det svært at lave sådan noget som e-Boks, som vi har i Danmark,” siger han. 

DI ser stort eksportpotentiale

Den manglende digitalisering spiller en central rolle i den tyske valgkamp. Og det haster at få gjort noget ved det, mener metalformanden.

”Jeg håber, at man med en ny tysk regering kan komme længere frem i bussen i forhold til digitalisering. Tyskernes digitaliseringsniveau er langt, langt fra det danske niveau. Hvis tyskerne mister eksport, fordi de ikke følger ordentligt med i forhold til teknologi, vil det smitte af på Danmark,” siger han.

Men skaber den manglende digitalisering i Tyskland ikke en stor eksportmulighed for Danmark? 

"Jo, det kan du godt sige. Men problemet er, at Danmark leverer rigtig mange reservedele til Tyskland. Og hvis tyskerne på grund af deres manglende digitalisering mister ordrer, vil det smitte af på de danske virksomheder, der leverer reservedele til tysk industri."

Lars Sandahl Sørensen ser dog et stort eksportpotentiale for danske virksomheder. 

”Mange steder i Tyskland bruger man stadig faxmaskiner, og det er så småt ved at gå op for borgerne og politikerne, at man bliver nødt til at sætte turbo på digitaliseringen af det tyske samfund, hvis landet ikke skal blive hægtet af den globale udvikling," siger han og tilføjer:

"Det er der også fokus på i valgkampen, og det bliver en stor opgave for den næste kansler. Heldigvis skal de ikke kigge længere end til Danmark for god inspiration.”

Stort valgevent i Dansk Metal

I Dansk Metal sidder man forventningsfulde parat på valgaftenen 26. september.

Her har forbundet arrangeret et tysk valgevent med mad og drikke. Danmarks tidligere ambassadør i Tyskland, Friis Arne Petersen, holder oplæg.

"Vi har en tradition for, at når der er vigtige valg, så inviterer vi alle, der har lyst, til at følge valget i vores kantine. Jeg vil tro, at vi skal have schweinshaxe og store bockwurst, mens vi følger med i den tyske optælling. Vi får både efteruddannelse, tysk mad og kan følge med i valget. Så det er en tre-i-ener," fortæller Claus Jensen.

,

Forrige artikel Minister nægter indgreb på boligmarkedet, men vil følge risikolån tættere Minister nægter indgreb på boligmarkedet, men vil følge risikolån tættere Næste artikel Dagens overblik: Enhedslisten går til reformforhandlinger med nyt udspil, som kræver højere skatter for de rigeste Dagens overblik: Enhedslisten går til reformforhandlinger med nyt udspil, som kræver højere skatter for de rigeste