Er Pape simpelthen vor tids Schlüter?
Vi skal tilbage til valget i 1994, hvor Hans Engell reelt udfordrede Uffe Ellemann-Jensen om at blive blå bloks leder, for at se en lige så stærk konservativ leder som Søren Pape Poulsen. Men hvad er det egentlig, Pape kan?
Da jeg første gang mødte Søren Pape Poulsen umiddelbart efter, at han i sensommeren 2014 overrumplende blev partileder for De Konservative, var han nervøs:
Han havde godt nok et fint kontor på Christiansborg, men han var en slags gæst, der levede på andres nåde. Han sad ikke i Folketinget; det parti, han repræsenterede, havde valgt ham på afbud, fordi folketingsgruppen nærmest havde givet op; og politiske kommentatorer (som mig) så ærligt talt ned på ’borgmesteren’, som han hånligt blev omtalt.
Pape, som to gange var blevet valgt som borgmester i Viborg, landets niendestørste, lignede en, der i den grad var på udebane den dag, jeg drak en kop kaffe med ham. Han havde lige taget over fra Lars Barfoed, hvis korte formandsperiode lå i ruiner, og mens vi talte, gentog han så mange gange den slidte kliche om, at han gik ’ydmygt’ til opgaven, at det blev trættende.
”Hvad er dit mål egentlig,” spurgte jeg ham?
Lige der tøvede han ikke:
”At blive statsminister,” udbrød han – og, typisk for ham, så fulgte han de tre optimistiske og netop den dag rent ud sagt håbløst naive tre ord op med et stort grin og en selvironisk tilføjelse: ”Men inden da er der godt nok meget, der skal lykkes.”
Det grinte vi meget af, da han sagde det. Pape har humor, han er godt selskab, han er naturligt optimist, og så er han i stand til at trække i arbejdstøjet og kæmpe for sin sag,
For man kan roligt sige, at Pape havde ret i sin pointe i 2014 – for der var godt nok meget, der skulle gå hans og partiets vej for, at hans drøm skulle kunne gå i opfyldelse: Helt banalt skulle han sikre, at De Konservative klarede sig nogenlunde igennem det kommende valg i 2015, og helt konkret skulle han sikre, at han selv blev valgt. Begge dele skete, men kun lige akkurat: Partiet fik 3,5 procent og seks mandater, heraf et til Pape.
Det var, ved vi i dag, det tidspunkt, hvor Pape begyndte at genrejse det parti, som i 1980’erne nærmede sig hver fjerde stemme, og som i 2000’erne havde haft opbakning fra godt hver tiende vælger. Fra det øjeblik, Pape fik sæde i Folketinget, opbyggede han nærmest måned for måned (der var selvfølgelig udfald) stadig større respekt, ikke mindst i tiden som den stabile faktor, nærmest ‘den voksne i lokalet’ i den kaotiske VLAK-regering.
Og i dag – syv år efter han tiltrådte som formand – er der ingen, der længere griner, når nogen siger, at Pape kan blive statsminister. Se bare på disse tre tal:
For det første - de seneste mange meningsmålinger viser dødt løb mellem rød og blå blok, hvilket understreger, at et magtskifte efter næste valg absolut er inden for rækkevidde.
For det andet – De Konservative stormer frem i målingerne, senest i Megafon, som i denne uge gav rekordhøje 18,2 procent til partiet; næsten en tredobling i forhold til valget i 2019.
For det tredje – Pape er uden modstand den partileder, som flest danskere betragter som mest troværdig, idet 53 procent siger det, mens Jakob Ellemann-Jensen kun opnår 17 procent opbakning.
Det er slet og ret imponerende, at ’borgmesteren’ har skabt den position, som De Konservative igen har fået. Vi skal tilbage til valget i 1994, hvor Hans Engell reelt udfordrede Uffe Ellemann-Jensen om at blive blå bloks leder, for at se en lige så stærk konservativ leder.
Men hvad er det egentlig, som Pape kan?
Ja, vi kender fællesnævneren for hans succes som borgmester og justitsminister: Han skabte – stille og roligt, men sikkert – resultater i fællesskab med de fleste. Der er sjældent ideologiske buldertaler, men der er masser af fokus på at finde ud af tingene sammen. Den måde, han håndterer kriser på – eksempelvis med Naser Khader-sagen – viser, at han er parat til at lede på en måde, som tilfredsstiller de fleste.
På den måde minder han utroligt meget om sit store idol, Poul Schlüter, den konservative statsminister fra 1982 til 1993. Jeg fristes til at kalde ham ’vor tids Schlüter’, men da det næsten er synd for ham, nøjes jeg med at stille det som et spørgsmål:
Er Pape simpelthen vor tids Schlüter?
En del tyder på det – og når vi i den kommende uge kender resultatet af kommunalvalget, ved vi meget mere, for hvis det lykkes partiet at få et godt valg, holde fast i de vigtigste bastioner og dertil lægge nogle flere borgmesterposter, vil han virkelig få momentum.
Kommunalvalget er dagen for det store vælgersvigt
Hurra for kommunal- og regionsrådsvalget
