Hårdtarbejdende borgere dør, mens de blå praktiserer deres privilegieblindhed
Claes Theilgaards kritik af velfærdsstaten er ikke bare studentikos og privilegieblind. Den er også et billede på, hvorfor vi oplever en galoperende velfærdskrise i Danmark, skriver Emil Samaras Eriksen.
“Jeg frygter, at velfærdsstaten vil følge mig til graven”. Sådan skrev liberal debattør Claes Theilgaard i et indlæg i Altinget.
Det ville være sjovt, hvis det ikke var dyster alvor, at særligt hårdtarbejdende borgere dør langt tidligere end gennemsnittet, fordi fællesskabet ikke leverer den tilstrækkelige hjælp til dem.
Min mere humoristiske opfordring ville selvfølgelig være, at Claes, som angiveligt har “levet sine første 23 år som slave” af velfærdsstaten(!), blot vælger ikke at modtage sin SU, hvis han føler sig så offergjort af den.
Men behovet for akut nødhjælp til borgernes kriseramte velfærd overstiger desværre ethvert ungt menneskes lommepenge.
Derfor må vi løse opgaven i fællesskab - men her svigter den upopulære midterregering hånd i hånd med højrefløjen.
Claes’ indlæg, udover at være et klasseeksempel på privilegieblindhed, sætter nemlig et dystert punktum på den aktuelle politiske situation:
Mens tre ud af fire kommuner skal spare, nogle af dem et trecifret millionbeløb, brokker de blå sig over den service, de skal betale for for vores skoler, ældrepleje og hjælp til borgere med misbrug og handicap. Samtidig prioriterer socialdemokraterne i regeringen skattelettelser.
Frederiksberg Kommune, min hjemstavn, er én af de få kommuner, hvor ældre stadig får rengøring hver anden uge.
Det er sparet væk de fleste andre steder - og om lidt bliver toilettet sandsynligvis også først vasket hver tredje uge hos os.
Ellers kan vi ikke skabe balance mellem indtægter og udgifter. Det er benhårdt - og det er virkeligheden ude i Velfærdsdanmark for syv ud af otte kommuner.
Regeringens budgetlov betyder, at selv hvis vi havde penge, måtte vi ikke bruge dem, fordi alle andre end Enhedslisten har stemt for, at staten skal tvinge kommunerne til at spare.
Uden frihed og tilskud til kommunerne findes der altså intet alternativ til nedskæringer i velfærden, som vel og mærke særligt rammer Danmarks udsatte borgere.
Der er brug for massive statslige tilskud, særligt til de fattigste kommuner, og statskassen bugner, så intet stopper det, udover politikernes prioriteringer.
For det reelle politiske valg vil højrefløjen naturligvis ikke acceptere. Så hvad gør de?
De tilknytter sig i stedet den absurde konspirationsteori, at hvis man blot fyrede et par konsulenter, så ville kommunernes budgetter straks komme i orden.
Grunden, til jeg kalder det en konspirationsteori, er, at alle med den mindste viden om økonomi ved, at man ikke kan spare 80-200 millioner ved at skære et par kommunikationsstuderende.
Hvis man kunne, ville blå såvel som røde politikere, lærere, borgere med handicap, ældre og unge nok ikke blæse rød alarm i kommunerne.
Når der er stigende behov for hjælp til vores borgere med handicap, så bliver al snak om skattelettelser og at “skære i administration” jo absurd.
{{toplink}}
Naturligvis skal vi skære absolut alle de steder, vi kan, hvor det ikke gør ondt på borgerne. Jeg foreslog for eksempel - og det er Enhedslisten de eneste som foreslår, mig bekendt - at skære i politikernes lønninger.
Da jeg bragte det på banen i 24Syv, svarede min dygtige meddebattør og spidskandidat i Liberal Alliance, at politikerne burde have fire gange så meget i løn, stod det til ham.
Vel og mærke lige efter han havde påstået, at højrefløjens spidskompetence var ydmyghed.
Vi står altså i en absurd situation, hvor højrefløjens stemmer vil give magthaverne mere i løn og foreslår pseudoløsninger, mens vi svigter vores borgere med handicap, vores ældre og vores unge.
Lærere, skoleelever og ældre mærker konsekvenserne af statens dystre fejlprioritering, mens busruterne lukker, priserne stiger, og pengene fortsat ikke passer.
Politik handler om at vælge - men for borgerne med behov for ekstra hjælp, for børnene i skolerne og for de ældre på plejehjemmene er der intet reelt valg.
Og de færreste magthavere på Borgen har tilsyneladende forstået problemets omfang.
{{toplink}}
Fortidens socialpolitik er et sort kapitel, og nu er politikerne ved at gentage den
Poul Madsen: Socialdemokratiet udskammer mig, men jeg nægter at have dårlig samvittighed
