Ellen Trane Nørby valgt til V-spidskandidat

EP-VALG: Venstre har valgt partiets spidskandidat til forårets valg til Europa-Parlamentet. Ellen Trane Nørby skal stå i spidsen for Venstres kandidater. Se listen over kandidaterne her.

Ellen Trane Nørby blev som forventet valgt til spidskandidat for Venstre til partiets landsmøde i Odense. Den politiske ordfører var eneste opstillede til pladsen som spidskandidat.

Partiformand Lars Løkke Rasmussen anbefalede varmt Ellen Trane Nørby, som han forklarede ville blive savnet som politisk ordfører på Christiansborg. Men Venstreformanden understregede, at det er vigtigt at stille med en stærk kandidat.

"Europa er for vigtig at overlade til amatører," sagde Lars Løkke Rasmussen i sin tale.

Ellen Trane Nørbys kandidatur lægger låg på den diskussion, der opstod sidste år, hvor Venstre udskød beslutningen om at udpege en spidskandidat.

Skærpet kurs mod velfærdsturisme
Før valget af kandidaterne til Europa-Parlamentet vedtog landsmødet Venstres nye EU-program, som også skal være Venstres grundlag for valgkampen til parlamentet i foråret.

En af de centrale ændringer i programmet er en skærpelse af politikken i forhold til såkaldt velfærdsturisme, hvor de delegerede besluttede at indføre et længere afsnit, der slår fast at Danmark skal arbejde for at ændre de regler, der fører til velfærdsturisme.

Tidligere medlem af Europa-Parlamentet Bertel Haarder og den opstillede spidskandidat Ellen Trane Nørby stod bag forslaget.

"Ud af de 30 sider, Venstres oplæg fylder, er det vigtigt, at vi tager fat i velfærdsturisme, som er et spørgsmål, mange går op i. Også i andre lande," siger Ellen Trane Nørby, der understreger, at der ikke er tale om en indskrænkning af den frie bevægelighed.

Forrige artikel Løkke fører på Thornings hjemmebane Løkke fører på Thornings hjemmebane Næste artikel Løkke vil give skattelettelser i bunden Løkke vil give skattelettelser i bunden