Politianmeldt EL-medlem nægter dokumentfalsk: Jeg var i min gode ret til at sende de breve

Jean Thierry har trukket sig midlertidigt fra sin post på Københavns Rådhus, efter han er blevet politianmeldt af boligselskabet FSB for dokumentfalsk. Den anklage benægter han.

Enhedslistens Jean Thierry mener ikke, at han og to andre medlemmer af bestyrelsen i FSB har begået dokumentfalsk.

Det 50-årige medlem af Borgerrepræsentationen bekræfter ellers, at han som en del af en forhandlingsdelegation, der arbejdede for at bevare 42 rækkehuse i Tingbjerg, skrev til henholdsvis overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og sin egen partifælle, teknik- og miljøborgmester Line Barfod.

Men Jean Thierry fastholder, at de var i deres gode ret til at sende brevene.

{{toplink}}

"Vi var forhandlingsdelegationen, og vi repræsenterede FSB i denne sag. Vi har skrevet under med vores egne navne, og der er intet falsk i det."

"Vi har jo ikke bestilt 100 kummefrysere på FSB’s regning eller noget. Vi har gjort kommunen opmærksom på, at FSB arbejdede for at bevare rækkehusene og kom med løsningsforslag til, hvordan det kunne ske," fortsætter han.

Som Altinget kunne fortælle tirsdag, skal sagen om muligt dokumentfalsk behandles på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i FSB den 20. november, hvor et flertal har stillet mistillidsvotum til Jean Thierry og to øvrige medlemmer af FSB’s bestyrelse.

Blev advaret

Af materiale udsendt i forbindelse med det ekstraordinære repræsentantskabsmøde fremgår det, at Jean Thierry var involveret i en sag, hvor han og den øvrige bestyrelse arbejdede for at bevare en gruppe rækkehuse i Tingbjerg.

Efter flere fejlslagne forhandlinger mellem FSB, Københavns Kommune og Indenrigs- og Sundhedsministeriet sendte han og to andre medlemmer af FSB’s bestyrelse en række breve på FSB’s brevpapir til de to borgmestre.

I dokumenterne kan man dog læse, at Jean Thierry flere gange havde fået at vide af FSB’s administration, at han ville gå ud over forhandlingsdelegationens beføjelser, hvis han sendte brevene til de to borgmestre på vegne af boligselskabet.

Jean Thierry medgiver, at han blev kontaktet af FSB’s administration, der rådgav ham imod at sende det ene brev.

Men han mener ikke, at han var forpligtet til at rette sig efter administrationens vurdering:

"Administrationen i FSB har mange politiske holdninger og meninger, og det er jo også en del af problematikken."

"En af forhandlingsdelegationens opgaver er netop at forhandle med kommunen om rækkehusene. Her ligger det fuldstændig inden for vores mandat at sende de breve, vi føler, det er nødvendigt at sende. Det var aftalen, og ellers havde jeg jo aldrig sagt ja til at sidde med som forhandler," tilføjer han.

Men du anfægter ikke, at administrationen har advaret dig?

"Nej. Vi sendte brevene. De skriver, at de ikke mener, at vi kan sende brevene. Det er fint. Vi mener noget andet.

Der står videre, at i ikke oplyser repræsentantskabet, organisationsbestyrelsen, administrationen eller bestyrelsen om, at vi sender brevene. Hvorfor gør I ikke det?

"Jamen det er heller ikke rigtigt. Vi har gjort dem opmærksomme på, at vi ville sende brevene," siger Jean Thierry. 

Kritiserer advokatvurdering

I kølvandet på, at Jean Thierry og de øvrige bestyrelsesmedlemmer sendte brevene, har FSB fået udarbejdet en vurdering af sagen hos Advokatfirmaet Poul Schmith, også kendt som Kammeradvokaten.

Kammeradvokaten skriver i sin vurdering af sagen, at brevene er en "bevidst overskridelse af forhandlingsdelegationens mandat samt en uberettiget repræsentation af FSB for omverdenen".

Og derfor kan de ifølge Kammeradvokatens vurdering have "overtrådt straffelovens § 171 om dokumentfalsk", står der.

Men ifølge Jean Thierry er hverken han eller de øvrige bestyrelsesmedlemmer blevet hørt i forbindelse med advokatundersøgelsen:

"De har ikke inddraget os overhovedet, og de har viderebragt en masse oplysninger fra administrationen, som er faktuelt forkerte. Det er ren Hviderusland, hvor kun den ene part i konflikten bliver hørt," siger han.

FSB's formand, Mads Malik Knudsen, skriver i et mailsvar til Altinget:

"Der er ikke i forbindelse med den juridiske vurdering foretaget interviews af nogle medlemmer af bestyrelsen, forretningsudvalget eller ansatte i FSB’s administration."

Et element af hævn

Ifølge Jean Thierry skyldes politianmeldelsen og det efterfølgende mistillidsvotum, at han og den øvrige forhandlingsdelegation arbejdede for hårdt for at finde en løsning, så rækkehusene i Tingbjerg kunne bevares.

"Flertallet i bestyrelsen ønsker at fjerne opmærksomheden fra, at de meget gerne vil rive 42 handicapegnede familierækkehuse ned, selvom det er vedtaget i repræsentantskabet, at organisationen skal arbejde for at bevare dem."

"Derfor prøver de at underminere os totalt og få os stemt ud af bestyrelsen med alle tænkelige måder og midler. Det er meget mærkeligt og meget vildt," siger han og fortsætter:

"Jeg tror også, der kan være et element af, at nogen gerne vil hævne sig fra gamle sager, hvor de blev stemt ud, og siden er blevet valgt ind igen."

Men du fastholder, at du og de øvrige bestyrelsesmedlemmer var i jeres gode ret til at sende brevene?

"Ja, ja. Det var vores betingelse for overhovedet at fortsætte som forhandlingsdelegation. Vi havde nok ikke sagt ja til det, hvis vi vidste, at der ville ske dette."

Når man læser materialet til repræsentantskabsmødet og vurderingen fra Kammeradvokaten, så kan man jo få indtrykket af, at du har gjort noget, som du ikke havde mandat til, selvom du blev advaret imod det. Er det ikke korrekt?

"Men advokaten og administrationen har jo ikke spurgt os. Vi bliver ikke behandlet efter menneskerettighederne. Det er jo hverken et beboerdemokrati eller et demokratisk land værdigt."

FSB's formand kalder Jean Thierrys påstand om et hævnmotiv for "det pure opspind".

"Den mistillid, et flertal i bestyrelsen nu har bedt repræsentantskabet tage stilling til, er stillet på baggrund af, at de tre medlemmer af bestyrelsen bevidst har misligholdt deres tillidshverv og derudover muligvis har begået dokumentfalsk," skriver han. 

Forrige artikel Ung S-profil har arrangeret fakkeloptog og kastet sig iltert ind i danske jøders sag: Ung S-profil har arrangeret fakkeloptog og kastet sig iltert ind i danske jøders sag: "Jødehadet er ekstremt stærkt i vores land" Næste artikel Efter ti år er længe ventet reform næsten i mål, men nu kritiseres den for at forsømme sit formål Efter ti år er længe ventet reform næsten i mål, men nu kritiseres den for at forsømme sit formål