Drabssigtede Ebbe Preisler: Sådan er det at være alene
For et år siden skrev Ebbe Preisler en artikel om den ensomhed, der opstår, når ens ægtefælle forsvinder. Artiklen bringes med familiens accept her for første gang.
Redaktionen oplyser: Denne artikel er skrevet af Ebbe Preisler i slutningen af 2022, men er ikke tidligere blevet publiceret.
Natten mellem 26. og 27. december 2023 valgte Ebbe Preisler at hjælpe sin hustru, Mariann Preisler, med at dø ved at give hende en overdosis medicin, hvorefter han forsøgte at begå selvmord. Ebbe Preisler overlevede og er nu sigtet for drab på sin hustru.
Artiklen herunder bringes med familiens accept.
Mit aleneliv er af ret ny dato. Indtrykket er stærkt.
Min hustru gennem 52 år har i 25 år lidt af Parkinsons, en fremadskridende kronisk sygdom. Sammen med gode neurologer var det lykkedes at forsinke processen til det tålelige.
Men sidst i 2021 var opgaven for mig som hendes hjemmehjælper blevet en døgnet-rundt opgave, med en kamp mod svigtende balance og motorik og timevis af plagsomme smerter.
Visitationen og boligteamet i Frederiksberg Kommune viste rettidig omhu, og 28. december 2021 flyttede min kone til plejecentret Dronning Anne Marie Centret ved Solbjerg Have.
For mig har det været som at dykke for hurtigt op fra havbunden, en art dykkersyge.
Jeg tager som modgift dagligt hen til centret og er sammen med min kone 8-10 timer hver dag. Det var jo ikke en skilsmisse, vi havde brug for, men en aflastning, som vi til fulde har fået. Smukke omgivelser, dejlig have, dygtigt og humoristisk personale, veltillavet mad.
Men 14-16 timers aleneliv er uvant. Taler ikke, synger ikke, bliver ikke afbrudt, skal beslutte alt.
{{toplink}}
Jeg fornemmer, at for den alene er morgenerne de værste. At vågne op til endnu mange timer med mere af det samme. Høre radio (masser af spændende programmer, men gør de indtryk?
Ja, men de, der handler om problemer, slår hårdere igennem end de, der handler om noget opløftende), læse avis (samme billede), drikke noget, spise noget – selv om appetitten er nedsat – tage morgenpillerne, tage bestik af vejret og påklædningen. Se ud over dagen. Havearbejde? Håndarbejde? Aftaler? Se fjernsyn eller gå i byen? (Ved godt at fjernsynet vinder, også i dag). Læse videre i en god bog? Gå en lang tur? Motionere?
Man tænker på børn og børnebørn, forhåbentlig med glæde.
Man tænker på venner, på dem der vistnok har det godt og dem, der har det skidt.
Man ved, at dagen vil byde på nogle telefonsamtaler, måske nogle sms’er eller mails, måske er man inde i Instagram eller Facebook og benytter sig af det, tjenesterne er beregnet til: Følelsen af samvær, af ikke at være alene. Jeg har ikke selv haft tid til denne aktivitet – hjemmelivet med Parkinsons fyldte det hele – men måske skal jeg gribe ud efter disse redningsbælter nu?
Men først og sidst: tankerne. Det ustandselige transportbånd af tanker – det, der i litteraturen hedder stream of conciousness – hvor de mørke har tendens til at presse sig på, også selv om man bruger kræfter på at holde dem nede.
Karen Blixen har en historie, hvor en Farao har bedt en spåkvinde om et godt råd, og hun tænker sig om og siger: ”Du må ikke tænke på krokodillens øje”.
Så nemt er det at holde ubehagelige tanker væk. Psykologer vil vistnok råde til, at man omvendt ser dem i øjnene for at bearbejde og opløse dem, og det kan vel anbefales. Med professionel hjælp, hvis man har råd til det. Men noget quick-fix er det jo ikke.
Desuden: Sover man ikke godt om natten og får smidt nogle andre klodser på transportbåndet – så er man mildt sagt stakkels. For den ikke-udhvilede er en morgen endnu værre.
Aleneliv er i øvrigt ikke kun for voksne/ældre. Meget tyder på, at mange teenagere kan være mindst lige så plagede. Og så er vi vist efterhånden mange, og der er hverken diagnoser eller hjælpere nok.
Jeg vælger at se krokodillen i øjnene og handle, handle, handle.
Hverken mobiltelefonen eller fjernsynet skal få magten over mig (endnu?).
{{toplink}}
Professor: Glem ideen om det rene grundvand
Nordiske ministre: Forsvarssamarbejdet med USA styrker vores fælles sikkerhed
