Dødsfald: Fhv. præsidiemedlem og MF 1973-87 Ove Jensen (85)

DØDSFALD: Forhenværende folketingsmedlem, gårdejer og pelsdyravler Ove Jensen, Lergrav Hovedgaard ved Aulum, er død, 85 år gammel.

Ove Jensen, der var medstifter af Fremskridtspartiet i Holstebro, kom i Folketinget med den første generation af Mogens Glistrups fremskridtsfolk ved valget i 1973 og sad i Folketinget helt frem til 1987.

Han var formand for Fremskridtspartiets folketingsgruppe 1975-81 og partiets repræsentant i Folketingets Præsidium 1979-81 samt landsformand fra 2007.

Ove Jensen var uddannet ved landbruget og blev selvstændig pelsdyravler i 1952, ligesom han fra 1965 drev landbrug. Hans selskab ejede flere ejendomme med et samlet areal på 500 hektar.

Han var ud over det partipolitiske meget aktiv i organisationsarbejdet – herunder medlem af hovedbestyrelsen for Dansk Pelsdyravlerforening (Danske Pels Auktioner) 1967-86.

Begravelsen har fundet sted.

Forrige artikel Finansministeriet finder ny afdelingschef hos Socialministeriet Næste artikel Ridderkors til Lisbeth Knudsen