DI: Det er statens ansvar at håndhæve menneskerettighederne – ikke virksomhedernes
EU-Kommissionens lovforslag om virksomhedsansvar indeholder både utilstrækkelige og utilfredsstillende krav, der placerer ansvaret de forkerte steder, skriver Marie Gad.
Det ligger i langt de fleste danske virksomheders DNA at stræbe efter ordentlige arbejdsforhold og mindst mulig miljø- og klimapåvirkning.
Det bliver jeg dagligt bekræftet i, når jeg møder store og små virksomheder fra mange forskellige brancher.
Virksomhederne bruger tid, kræfter og penge på at gøre deres forretning mere og mere bæredygtig, både i klimamæssig, miljømæssig og social forstand, og det er klart koblet til deres konkurrenceevne.
Derfor ser vi også positivt på regulering i forhold til at sikre mere bæredygtige forsyningskæder. Hele ideen med reguleringen er jo netop at belønne de virksomheder, der arbejder seriøst med bæredygtighed og skabe incitamenter til, at alle bevæger sig i en mere bæredygtig retning.
Men det kræver selvfølgelig, at det er den rigtige regulering, der bliver lavet. Kravene skal tage udgangspunkt i de erfaringer, der er blevet samlet gennem mere end ti år med frivillige rammer som FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv.
Og her er der desværre nogle ting, der halter i EU-Kommissionens forslag til Corporate Sustainability Due Diligence. Lad mig fremhæve et par ting.
Krav skal være realistiske
De svigt i forhold til menneskerettigheder og miljø, som forslaget først og fremmest ønsker at adressere, sker jo primært uden for EU.
Derfor er det både utilstrækkeligt og utilfredsstillende, at kravene primært rammer europæiske virksomheder.
Der er her tale om et regelsæt, som burde blive lavet på globalt eller mindst på OECD-niveau, hvis det skulle skal have den ønskede effekt.
Ovenikøbet sikrer forslaget ikke den harmonisering, som der er behov for, men åbner op for forskelligartet implementering og forskellige sanktioner i de forskellige EU-lande.
Bliver det gennemført, vil det betyde, at europæiske virksomheder skal bruge ressourcer på at sætte sig ind i og følge flere forskellige nationale lovsæt – ressourcer, der var bedre brugt på at arbejde direkte med klima, miljø og menneskerettigheder.
Vi må heller ikke glemme, at det er staternes ansvar at beskytte menneskerettighederne med lovgivning og håndhævelse heraf, eksempelvis ved at sørge for, at børn ikke arbejder, men kommer i skole.
Virksomhederne har ansvar for at respektere menneskerettighederne, men europæiske virksomheder kan og bør ikke pålægges det ansvar, staten har.
Jeg hilser Kommissionens forslag velkomment – men kravene til virksomhederne skal være realistiske og håndterbare, netop når vi går fra ”soft law” til ”hard law”.
{{toplink}}
Risiko for modsat effekt
En stor risiko ved forslaget er, at det vil trække handel væk fra nogle af de lande og virksomheder, der har allermest brug for det.
Det kan blive for risikabelt for europæiske virksomheder at handle med virksomheder – især de små og mellemstore – i lande, der ikke har styr på miljø og menneskerettigheder.
Det vil direkte modvirke forslagets intention, hvis det resulterer i mindre handel mellem EU og udviklingslande. Derfor er det afgørende, at kravene bliver klare, og at de levner plads til, at den enkelte virksomhed kan arbejde i den rigtige retning sammen med sine leverandører.
Som en grim overraskelse indeholder forslaget også alvorlige indgreb i virksomheders interne ledelse og selvbestemmelsesret – indgreb, som ellers dumpede i Kommissionens interne kvalitetskontrol. Det kan desværre være med til at mudre debatten i forhold til due diligence-området, hvor vi ellers gerne så ensartede regler.
Danske virksomheder tager danske værdier om bæredygtighed og ansvarlighed med sig, når de gør forretning globalt. De bidrager til at inspirere og rykke andre i en bedre retning.
Det skal vi værne om med et godt, klart og ensartet regelsæt for lovpligtig due diligence, der giver europæiske virksomheder mulighed for at sikre så bæredygtig produktion og handel som muligt.
KL: Folkeskolen er ved at drukne i indholdskrav, lad os starte med et blankt papir
Forsker og Dignity: Traumeramte flygtninge bliver glemt i oplæg til ny psykiatriplan
