DI advarer: Danske virksomheder kan ikke følge med uden udlændinge

DEBAT: 2017 har været et godt år for det danske arbejdsmarked. Men det kan få alvorlige konsekvenser, at det er blevet sværere for danske virksomheder at hente medarbejdere i udlandet, skriver underdirektør i Dansk Industri Steen Nielsen.

Af Steen Nielsen
Underdirektør i DI

Rigtig mange har fået job, ledigheden er faldet støt, og mange af dem, der bliver ledige, kommer i de fleste tilfælde hurtigt i arbejde igen. Samtidig fik vi i 2017 fornyet overenskomsterne på det private arbejdsmarked, hvilket sikrer ro og stabilitet på arbejdsmarkedet de næste tre år.

Mangel på kvalificeret arbejdskraft
Optimismen har fået tag i virksomhederne, ordrebøgerne vokser, og mange ansætter flere nye medarbejdere for at kunne følge med. Men det er blevet sværere at finde dygtige medarbejdere. Næsten fire ud ti virksomheder, der søgte medarbejdere inden for det seneste år, søgte forgæves. Og ofte har de ikke andet valg end at sige nej til nye ordrer. Det er skidt for virksomhederne, men også for resten af samfundet, da vi går glip af vækst og velstand.

Heldigvis har vi mange kvalificerede udenlandske medarbejdere, og danske virksomheder har været dygtige til at tiltrække endnu flere i de seneste år. I år rundede vi for første gang 200.000 fuldtidsbeskæftigede udenlandske medarbejdere. Dermed har vi nu næsten én udenlandsk medarbejder for hver ti danske. Uden det store bidrag fra de mange udlændinge i Danmark ville manglen på medarbejdere – og dermed også tabet af velstand – være langt værre.

Brug for udenlandske medarbejdere
Desværre blev 2017 også året, hvor det blev sværere for virksomhederne at hente medarbejdere i udlandet. Efter sidste års forhøjelse af beløbsgrænsen for medarbejdere fra lande uden for EU, er kravene nu blevet yderligere skærpet. Blandt andet skal al løn nu udbetales på en dansk bankkonto. Det giver store udfordringer for globale virksomheder med hovedkvarter i Danmark, da deres udenlandske medarbejdere ved korte ophold har svært ved at få en dansk bankkonto.

Denne skærpelse af beløbsordningen gør det ikke blot sværere at hente medarbejdere til Danmark. Den gør det også sværere for danske virksomheder at have deres globale hovedkvarter i Danmark, hvilket på sigt kan få alvorlige konsekvenser.

Vi får brug for flere udenlandske medarbejdere i de kommende år. De bringer kompetencer til Danmark og bidrager til fremgang for danske virksomheder og det danske samfund. Derfor bør vi sænke beløbsgrænsen, så virksomhederne også får mulighed for at hente faglærte medarbejdere – som smede, elektrikere og industriteknikere – hvor behovene er allerstørst.

Gode muligheder for 2018
Samtidig skal vi udnytte de gode tider til at forbedre integrationen af dem, der i dag står uden for arbejdsmarkedet. Der er gode chancer for, at vi i 2018 når op på det højeste antal job nogensinde.

Det giver os en rigtig god mulighed for at få flere indvandrere og efterkommere i arbejde. Flere af de unge efterkommere skal have en kompetencegivende uddannelse, så de får lettere ved at finde arbejde. Og flere af dem, der i dag får kontanthjælp – det gælder både indvandrere, efterkommere og danskere – skal gøres jobparate og hjælpes i kontakt med virksomheder og job, så de kan komme til at forsørge sig selv. Vi har simpelt hen ikke råd til at lade være - hverken menneskeligt eller økonomisk.

Forrige artikel DF om bankunion: Regeringen gambler med danskernes penge DF om bankunion: Regeringen gambler med danskernes penge Næste artikel R: Personfnidder og gammelt nag skal ikke regere Slagelse de næste fire år R: Personfnidder og gammelt nag skal ikke regere Slagelse de næste fire år