DF afviser Venstre-krav til fagbevægelsen

REAKTION: Venstres forslag om lavere fagforenings-kontingent bliver afvist af Dansk Folkeparti, der kalder meldingen ”lidt mærkelig.” V-næstformand Kristian Jensen understreger, at en løsning skal findes gennem forhandling.

Venstres forslag om at frede danskernes fradrag for fagforeningskontigent i bytte for, at fagforbundene selv gør deres medlemskab billigere, bliver mødt med en afvisning fra Dansk Folkeparti.

Næstformand i Venstre, Kristian Jensen, har i dag slået fast, at partiet er klar til at droppe sin plan om at halvere fradraget til fagforeningsmedlemskab – fra 6.000 til 3.000 kroner. Det kan ske, hvis fagbevægelsen til gengæld selv sænker dets medlemskontingenter, lyder forslaget.

Øvelsen skal bidrage med 510 millioner i statskassen og skal være til at finansiere Venstres forslag om at genindføre BoligJobordningen.

Men forslaget fra Venstre bliver afvist af Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted.

”Dansk Folkeparti har stemt for at sætte fradraget op til 6.000 kroner, og så går vi altså ikke ind og siger, at det skal sættes ned igen. Og vi går selvfølgelig heller ikke ikke ind og lægger pres på fagforeningerne, for at de skal finde besparelserne andre steder,” siger han til Altinget.

LO: Nærmer sig afpresning
Forslaget fra Venstre har fået flere fagbosser op i det røde felt.

De understreger, at lavere kontingent – som Venstre foreslår – vil betyde svagere fagforeninger, og de anklager Venstre for politisk pres, når partiet siger, at hvis ikke kontigenterne sættes ned, bliver fradraget halveret.

”Det nærmer sig politisk afpresning,” siger LO-formand Harald Børsting i en pressemeddelelse.

Bent Bøgsted, er du enig i den måde at se Venstres melding på?

”Det kan godt virke sådan, når man siger det på den måde til fagbevægelsen. Jeg ved ikke, om Venstre kan finde opbakning til det her forslag. I Dansk Folkeparti går vi ikke ud og siger, at fradraget skal skæres ned igen, når vi lige har stemt for at sætte det op,” siger Bent Bøgsted

Og I bakker heller ikke op om at kræve, at fagbevægelsen finder de penge på andre måder?

”Nej, det gør vi ikke. Det lyder som en lidt mærkelig måde at gøre det på.”

Frivillighedens vej
Ifølge Venstres næstformand Kristian Jensen er der for store forskelle på omkostningsniveauet hos fagforeningerne.

Et mindre fradrag – som er Venstre oprindelige forslag – skal motivere fagforbundene til at skære ned på omkostningerne og dermed gøre det billigere at være medlem hos dem, forklarer han.

Men hvis den reduktion kan ske på andre måder, er Venstre åben for at frede fradraget, som i dag er på 6.000 kroner om året.

"Hvis fagforeningen vil yde deres bidrag med at få omkostningerne nedad, så kan fradraget sagtens bestå, sådan som vi kender det i dag," siger Kristian Jensen til Berlingske.

Søndag meddelte Venstres formand Lars Løkke Rasmussen, at han ønsker at indgå brede trepartsforhandlinger med arbejdsgiverne og fagbevægelsen, hvis han vinder folketingsvalget på torsdag.

Forrige artikel Nadeem Farooq: Jeg fik kæmpet for erhvervslivet Nadeem Farooq: Jeg fik kæmpet for erhvervslivet Næste artikel DR skifter kurs: Venter med exit-poll