Det sker i dansk politik: Lars Løkke genoptager spørgetimen

OVERBLIK: Lars Løkke Rasmussen genoptager statsministerens spørgetime, og Folketinget skal behandle statsborgerskab til 6.284 personer. Derudover byder ugen på en stribe samråd. 

Mandag og tirsdag holder HK/Privat kongres, hvor temaet i år er HK'ernes faglighed og karriere- og udviklingsmuligheder. Kongressen begyndte allerede søndag.

Tirsdag genoptages statsministerens spørgetime – og for første gang med Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Her får Folketingets partiledere mulighed for at stille direkte spørgsmål til statsministeren, uden han i forvejen har forberedt et svar. Der er justeret lidt i spørgetiderne, da der nu er otte partier frem for seks inden valget, der skal have mulighed for at stille spørgsmål, men ellers er konceptet det samme. Vi sender spørgetimen direkte på Altinget.dk klokken 13.

Herefter står tirsdag på tre samråd i rap. Børne- og undervisningsudvalget har kaldt undervisningsminister Ellen Trane Nørby i samråd om længden på børns skoledage. Her skal ministeren selv give sit bud på en passende skoledagslængde.

Også Sundheds- og Ældreudvalget har kaldt en minister i samråd. Sundhedsminister Sophie Løhde (V) skal redegøre for autorisation af sundhedspersoner i det danske sundhedsvæsen.

Sidst, men ikke mindst, skal justitsminister Søren Pind stå skoleret i Retsudvalget, hvor det handler om, hvordan regeringen forholder sig til, at potentielle terrorister og ekstremister kan rejse ind i Danmark

Onsdag er der som altid spørgetid med ministrene. Derudover begynder Landbrug & Fødevarers to dages delegeretmøde, der finder sted i Herning. Her kigger ikke mindre fire ministre forbi for at holde tale, nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), skatteminister Karsten Lauritzen (V) og selvfølgelig landbrugets minister, miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Torsdag førstebehandler Folketinget lovforslaget om dansk statsborgerskab til 6.284 personer. Hver enkelt sag er allerede diskuteret i Indfødsretsudvalget, og listen tæller derfor kun de personer, som er blevet godkendt til statsborgerskab i udvalget.

Der er også fem samråd på dagsordenen torsdag. Retsudvalget har kaldt justitsminister Søren Pind (V) i samråd om potentielle terrorister og islamiske ekstremisters adgang til Danmark. Finansminister Klaus Hjort Frederiksen skal stå skoleret i Finansudvalget om det offentlige forbrug, og forsvarsminister Peter Christensen er kaldt i samråd af Forsvarsudvalget om de tekniske problemer, der er fundet hos en af kandidaterne til forsvarets nye kampfly. 

Senere torsdag er det energi-og klimaminster Lars Christian Lilleholts tur, når han i Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget skal redegøre for regeringens opgivelse af at gennemføre ændringer i skatte- og afgiftssystemet på energiområdet. Til sidst skal også miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i samråd om konsekvenserne af regeringens beslutning om ændring af reglerne om gødskning af § 3-arealer.

Gennem hele ugen fortsætter forhandlingerne om både næste års finanslov, en ny flerårig politiaftale og nye udlændingestramninger.

Mandag fylder tidligere radikalt folketingsmedlem Johs. Poulsen 60 år, og torsdag fylder politisk kommentator Helle Ib 50 år. Tilllykke til begge.

Forrige artikel Departementer foretrækker Twitter og LinkedIn Departementer foretrækker Twitter og LinkedIn Næste artikel Danske soldater til Mali uden drejebog Danske soldater til Mali uden drejebog