Det sker i EU: Løkke til minitopmøde om Brexit

OVERBLIK: Den danske statsminister skal til Haag for at tale Brexit med sine hollandske og irske kolleger. Imens holder Europa vejret forud for den første runde i det franske valg, der finder sted søndag.

BRUXELLES: Der er stille i Bruxelles i denne uge. EU-parlamentarikerne er hjemme i deres valgkredse eller på delegationsrejser til fjerne steder som Congo, Bolivia og Washington. Ministrene har mødefri, og EU-Domstolen holder lukket.

EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, er fra tirsdag d. 18. april i Kina for at holde den syvende såkaldte strategiske dialog med kineserne, der løber over flere dage i Beijing.

Hendes chef, EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker, tager fra torsdag d. 20. april flere af de andre kommissærer med til Washington til IMF og Verdensbankens årlige forårsmøde, der samler flere tusinde embedsmænd, politikere, journalister og medlemmer af civilsamfundet for at tale om den globale økonomi.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen tager fredag 21. april til Haag for at mødes med sin hollandske og irske modpart, Mark Rutte og Enda Kenny, i et forsøg på at bygge en alliance mellem de tre lande forud for forhandlingerne om den britiske exit fra Unionen.

Men alle øjne vil være på Frankrig, der søndag 23. april går til den første runde i det nervepirrende franske præsidentvalg, som stadig synes at være fuldstændig åbent med hver tredje vælger i tvivl om, hvor de vil sætte deres kryds blandt de 11 kandidater.

Forrige artikel Antallet af fattige danskere er fordoblet siden 2002 Antallet af fattige danskere er fordoblet siden 2002 Næste artikel Ombudsmanden: Ledelsen har også ytringsfrihed Ombudsmanden: Ledelsen har også ytringsfrihed