Det sker i dansk politik: KL-topmøde og Femern-debat

KALENDER: I Aalborg mødes det kommunale Danmark til topmøde og i Folketinget diskuteres Femern-forbindelsen. Se her, hvad der sker i dansk politik i denne uge. 

Mandag deltager folketingsmedlemmerne Yildiz Akdogan (S) og Karsten Lauritzen (V) i den årlige samling i FN's Kvindekommission i New York.

Tirsdag skal justitsminister Mette Frederiksen (S) i samråd om kriminelle udlændinge, der trods en udvisningsdom alligevel vender tilbage til Danmark. Samrådet er indkaldt af DF.

Onsdag skal den store lommeregner i brug, når Folketinget førstebehandler forslaget til en anlægslov for Femern-forbindelsen. I lovforslaget vurderes det, at prisen på den 19 km lange tunnel bliver cirka 55 milliarder kroner. Dertil kommer landanlæg til yderligere 10 milliarder kroner.

Senere samme dag fortsætter temaet om faste forbindelser, når Folketinget diskuterer et beslutningsforslag fra Liberal Alliance om at fjerne afgiften for biler på Storebæltsbroen.

Torsdag mødes udenrigsminister Martin Lidegaard (R) med sine nordiske og baltiske kollegaer i den såkaldte Nordic-Baltic-gruppe. 

Torsdag og fredag drager det kommunale Danmark til KL's Kommunalpolitiske Topmøde i Aalborg. På dagsordenen er blandt andet en mulig fusion mellem KL og Danske Regioner.

Fra fødselsdagskalenderen kan fremhæves, at Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj (K) fylder 60 år onsdag. Det socialdemokratiske folketingsmedlem Jacob Lund fylder 50 år søndag. Lund afløste Jeppe Kofod, da han blev valgt til Europa-parlamentet. Og fra den talende klasse fylder kommentator Lars Trier Mogensen 40 år tirsdag. Tillykke!

Rettelse: I en tidligere udgave fremgik det fejlagtigt, at Aarhus fejrer Dronningens fødselsdag onsdag. Det er først i april. Altinget beklager. 

 

Forrige artikel Det sker i EU: Fuldt program i Bruxelles og Strasbourg Det sker i EU: Fuldt program i Bruxelles og Strasbourg Næste artikel Prognose: Tesfaye og Hummelgaard bliver folketingsmænd Prognose: Tesfaye og Hummelgaard bliver folketingsmænd