Det sker i dansk politik: Folketinget samles og Løkke inviterer på løbetur

OVERBLIK: I denne uge samles Folketinget tre dage for at tage stilling til, om Danmark skal være med til at fjerne resterne af Libyens kemiske våbenlager. Og så kan man komme på løbetur med statsministeren. 

Velkommen til en ny uge, hvor det sker i dansk politik er tilbage fra sommerferie. Det samme er Folketinget for et par dage i denne uge, som på trods af fortsat ferie byder på tre folketingsmøder.

Det første ligger mandag, og her vil der blot blive fremsat et lovforslag fra regeringen, som skal førstebehandles onsdag og til sidstebehandling og afstemning fredag. Forslaget vil sende Danmark med i en international operation, der skal gøre Libyen fri for kemiske våben. 

Mandag er erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) i Brasilien. Nærmere bestemt er han til OL i Rio, hvor han sammen med kronprins Frederik deltager i et dansk eksportfremstød, der skal være med til at styrke dansk erhvervsliv ved at sætte fokus danske innovative og grønne løsninger.

Mandag og tirsdag holder SF sommergruppemøde. Det sker på Jørlunde Metalskole i Slangerup, hvor der mandag er pressemøde med formand Pia Olsen Dyhr.

Tirsdag og onsdag holder Socialdemokraterne sommergruppemøde i København. På førstedagen er der pressemøde på Restaurant Cassiopeia på Gammel Kongevej.

Som skrevet tidligere mødes Folketinget onsdag for at diskutere, om Danmark skal være med til at fjerne resterne af Libyens kemiske våbenlager.

De Økonomiske Råd holder onsdag debat om beskatningen af ejerboliger. Her vil der blandt andet være indlæg fra professor Peter Birch fra Københavns Universitet og lektor ved Syddansk Universitet Morten Skak.

Torsdag er der også aktivitet på Christiansborg med to samråd på menuen. Sundheds- og Ældreudvalget har kaldt sundhedsminister Sophie Løhde (V) og social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) i åbent samråd om psykiatri, bosteder og koordinations- og udskrivningsaftaler. Senere på dagen skal kulturminister Bertel Haarder (V) redegøre for anvendelsen af midler fra tips og lotto, efter Statsrevisorerne i juni kom med skarp kritik.

Fredag samles Folketinget for tredje gang denne uge for at stemme om forslaget, der vil betyde, at Danmark skal være med til at fjerne resterne fra Libyens kemiske våbenlager.

Lørdag er dagen for årets Copenhagen Pride-parade, som bevæger sig gennem København. Her vil almindelige danskere, politikere og foreningsfolk gå gennem byen, og blandt førstegangsdeltagerne er Forsvaret.

Søndag kan man komme ud at løbe med statsminister Lars Løkke Rasmussen. Turen starter på Marienborg og ruten er 5,5 kilometer. Statsministeren lover, at tempoet bliver lagt, så der kan blive snakket undervejs.

Forrige artikel Haarder: Vi skal have mere kultur for færre penge Haarder: Vi skal have mere kultur for færre penge Næste artikel Enhedslisten laver ordfører-rokade Enhedslisten laver ordfører-rokade