David Trads: Alex Vanopslagh kan selv være en farlig klovn

LA’s partileder Alex Vanoplsagh angriber i et tweet Barbara Bertelsen, Mette Frederiksen, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og det danske demokrati, som han kalder et "klovnedemokrati". Det er trumpisme for fuld udblæsning.

Jeg har ofte advaret mod at sammenligne danske politikere med Donald Trump, men der er desværre så mange tegn på trumpske tilstande lige nu, at det trænger sig på.

Da Alex Vanopslagh, partileder for Liberal Alliance, få sekunder efter, at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen havde offentliggjort deres afgørelser i kølvandet på Mink-kommissionen, satte sig til tasterne med et tweet, faldt han lige i gryden:

"Barbara slipper med en advarsel. Det indstiller den super-uafhængige Medarbejder- og Kompetencestyrelse, som har Barbara som chef og Mette F som minister. Monty Python-agtig farce det her. Lad være med at genvælge Mette Frederiksen, hvis du ikke ønsker et klovnedemokrati."

Angrebene på Barbara Bertelsen, Mette Frederiksen, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og selve demokratiet er Trump for fuld udblæsning af mindst tre årsager:

For det første håner partilederen den offentlige instans, der har truffet afgørelsen:

Med det ironiske "super-uafhængig" anerkender han slet og ret ikke styrelsens habilitet. Han tilføjer, at "jeg har ikke tillid til, at de (regeringen, red) har nødvendig armslængde til myndighederne." Reelt påstår han, at Bertelsen og Frederiksen har dikteret afgørelsen.

For det andet latterliggør han hele den danske embedsmands-institution:

Med formuleringen om, at det hele er en "Monty Python-agtig farce" går han utroligt langt. Altså at det hele er gak-gak og goddaw-mand-økseskaft. Det er en underminering af det armslængdeprincip, der er dansk tradition.

For det tredje stempler han simpelthen Danmark som "et klovnedemokrati":

Hvad vil det egentlig sige? At vi slet ikke har demokrati? At klovne bestemmer over andre? At det embedsværk, som vi plejer at sige, er politisk uafhængigt, i virkeligheden er klovne?

Det er så groft et angreb på embedsværket, at det lyder som Trump. Eks-præsidenten har aldrig forsømt at tale om, hvordan der eksisterer "en dyb stat", en angivelig hemmelig masse af anonyme embedsfolk, som er en sump, der skal drænes, inden landet kan komme videre. Er det sådan en flok socialdemokratiske partiulve i fåreklæder, som Vanopslagh ser for sig?

Vi ved jo godt, hvad det er, som Vanopslagh reelt er sur over:

At der ikke er flertal i Folketinget til at iværksætte den rigsret mod Mette Frederiksen, som Liberal Alliance og de øvrige i blå blok drømmer om.

Danmarks folkestyre er – det ved ethvert barn – indrettet således, at der skal flertal til for at få sin politik igennem. Regeringen kan som bekendt ikke gennemtvinge sin politik uden 90 mandater, og oppositionen kan selvfølgelig heller ikke vælte regeringen uden flertal.

Det er – naturligvis – en kedelig virkelighed i opposition. Det er ikke desto mindre spillereglerne i et demokrati. Lige meget, hvor mange gange Vanopslagh siger, at ’du kan godt’, så kan han ikke finde flertal for sin drøm om at sende statsministeren i Rigsretten. I hvert fald ikke før et skift i det politiske flertal.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som i øvrigt ikke hører under Statsministeriet, men under Skatteministeriet – men hvorfor hænge sig i den slags detaljer – har nu truffet en stribe afgørelser, som Vanopslagh ikke bryder sig om. Det er selvfølgelig synd for ham.

Men…hvad er LA-formandens alternativ til det, han kalder "en Monty Python-agtig farce" eller "et klovnedemokrati"? En virkelighed, hvor et mindretal bestemmer over et flertal? Et system, hvor politikere træffer ansættelsesretlige beslutninger uden om embedsværk?

Det er i øvrigt anden gang på kort tid, at blå blok er gået til angreb på centrale myndigheder. Som bekendt afviste de borgerlige at sende Claus Hjort Frederiksen for en dommer, selv om Rigsadvokaten ønskede at tiltale ham. Det var også vildt.

For nu at blive i Vanopslaghs eget sprog, så skal han – og med ham andre borgerlige partiledere – passe på med selv at blive til klovne, ovenikøbet farlige klovne. Politiske kampe bør udkæmpes mellem politikere – ikke per stedfortræder.

Det er en del af nøglen til forståelsen for, hvorfor danskerne i al almindelighed tror på embedsværket. Alt det kan hurtigt rives ned, hvis først klovneriet får medvind.

{{toplink}}

Forrige artikel Barbara Bertelsen har fået sin dom. Nu må de borgerlige droppe konspirationsteorierne Barbara Bertelsen har fået sin dom. Nu må de borgerlige droppe konspirationsteorierne Næste artikel Vi sagde undskyld til Godhavnsdrengene og pigekorspigerne. Nu er det Spiespigernes tur Vi sagde undskyld til Godhavnsdrengene og pigekorspigerne. Nu er det Spiespigernes tur