Danskerne: Velfærden forringet under Thorning

MENINGSMÅLING: Der er blevet mindre velfærd under den socialdemokratisk ledede regering, mener et klart flertal af vælgerne. Hver fjerde socialdemokratiske vælger er enig.

Mens opbygning og forbedring af velfærdssamfundet historisk er blevet forbundet nært med Socialdemokraterne, ser det helt anderledes ud for den siddende regering. I vælgernes øjne er velfærden ikke blevet bedre i Thornings tre år ved magten. Snarere tværtimod.

55,9 af danskerne mener, at ”de love og reformer, der er gennemført i Thorning-regeringens tid samlet set har forringet det danske velfærdssamfund”. Færre end hver fjerde dansker – 24,7 procent – mener, at velfærden er blevet forbedret. 19,4 procent svarer "ved ikke". Resultatet fremgår af en ny meningsmåling udført af A&B Analyse for Altinget.

Utilfredshed til højre og venstre
Tallene er usædvanlig klare: Bortset fra de nuværende regeringspartiers egne vælgere er der i samtlige andre partier et flertal, der mener, at velfærden er blevet forringet under Thorning-regeringen.

Den opfattelse stortrives i regeringens eget parlamentariske grundlag, Enhedslisten, hvor 72 procent mod 14, mener, velfærdssamfundet er blevet forringet. Selv blandt vælgere fra det tidligere regeringsparti SF, er der et relativt flertal, der har en negativ opfattelse af velfærdsudviklingen.

Til højre for regeringen er tendensen endnu mere udtalt: Således er 85 procent af Dansk Folkepartis vælgere og 73 procent af Venstres vælgere af den opfattelse, at velfærden er blevet dårligere de sidste tre år.

Blandt S-vælgerne mener 50 procent, at velfærden er blevet bedre, men 25 procent af Thornings egne vælgere mener, at velfærden er forringet under hendes lederskab. Kun blandt radikale vælgere er der en entydig positiv stemning, her mener stort set ingen, at velfærden er blevet dårligere under den nuværende regering.

Togfond og uddannelsesreformer
Danskernes negative vurdering af regeringen på velfærdsområdet kommer bag på formanden for den socialdemokratiske folketingsgruppe, Henrik Dam Kristensen:
”Det overrasker mig, for jeg synes, der er god dokumentation for, at vi har forbedret velfærden. Jeg kan nævne reformerne af folkeskolen og ungdomsuddannelserne, togfonden, hele sundhedsområdet. Der er masser af steder på kernevelfærden, hvor regeringen har gjort det godt,” siger Dam Kristensen og fortsætter:

”Socialdemokraterne er jo sat i verden for at værne om velfærdssamfundet. I de forløbne tre år har vi både haft fokus på at få styr på økonomien, holde hånd under beskæftigelsen – og forbedre velfærden på konkrete områder. Men måske er det alt sammen blevet overskygget af den diskussion, der har været omkring dagpengene.”

Brutale reformer
Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen er til gengæld ikke det mindste overrasket over meningsmålingen:
”Regeringen har lavet nogle voldsomme angreb på det sikkerhedsnet, der griber os, når vi rammes af sygdom eller arbejdsløshed. De har lavet meget brutale reformer af syge-dagpengesystemet, kontanthjælpssystemet, førtidspension og fleksjobordningen. Samtidig med at man ikke har fået løst det dagpengeproblem, der er så åbenlyst.”

Johanne Schmidt-Nielsen tilføjer:
”Det er klart, at regeringens chance for at fastholde magten vil blive meget større, hvis den begynder at føre en velfærdspolitik, der øger trygheden for danskerne.”

Meningsmålingen viser en betydelig kønsforskel i holdningen til velfærdsudviklingen under Thorning. Mens det hos mændene kun er 49 procent mod 32, der anser velfærden for forringet, er kvinderne langt mere kritiske: Her er der 62 procent mod 19, der mener, at de tre år under Thornings ledelse har ført til forringelse af det danske velfærdssamfund.

Forrige artikel Ministerium tav i 49 dage om PSO-strid Ministerium tav i 49 dage om PSO-strid Næste artikel Regeringen vil ændre asyl-regler Regeringen vil ændre asyl-regler