Danskerne mister troen på klimatopmødet

KLIMATOPMØDE: Mere end hver tredje dansker tror ikke på, der kommer noget ud af klimatopmødet til december - og skepsissen ser ud til at være stigende, viser Synovate-undersøgelse.

Det er knald eller fald for fremtidens klima, når FN afholder sit stort anlagte klimatopmøde i København til december, er de fleste enige om.

Men en stor del af danskerne ser ikke positivt på mulighederne for en global klimaaftale, viser en ny meningsmåling, analyseinstituttet Synovate har udført, og som Altinget | Energi & Klima i dag kan offentliggøre.

Undersøgelsen viser, at 35 pct. af danskerne ikke tror, klimakonferencen vil få nogen betydning, mens kun 28 pct. er optimistiske, og 37 pct. ikke ved, hvad de skal svare.

Skepsisen blandt danskerne er oven i købet stigende. I en tilsvarende måling foretaget i februar var det således kun 25 pct., der ikke troede på, at konferencen ville få nogen betydning, mens 39 pct. var mere positive.

Danske mål ikke nået
Den negative forventning til topmødet kommer ikke bag på formand for den grønne tænketank Concito, Martin Lidegaard. Han mener, den skyldes, at den primære dagsorden i det danske politiske miljø er skiftet fra bl.a. at handle om klimaet til næsten udelukkende at være fokuseret på den økonomiske krise.

"Befolkningens skepsis er direkte affødt af manglende politisk handling. Når der ikke er så mange politikere, der kaster sig ind i det, så kan jeg da godt forstå, at der ikke er mange vælgere, der tror på en god aftale," siger Martin Lidegaard.

Han henviser til, at den danske regering trods klimaværtskabet endnu ikke har redegjort for, hvordan Danmark skal opfylde sin del af EU's klimamål i 2020. De siger, at CO2-udslippet skal reduceres med 20 pct. i forhold til 2005, men den seneste fremskrivning fra Energistyrelsen viser, at Danmark sandsynligvis vil lande 5 mio. ton over målet i den ikke-kvoteregulerede sektor, der er den sektor, der reguleres nationalt.

V og K: Det bliver svært
Venstres og Konservatives energiordførere understreger da også, at det ikke bliver let at få en global klimaaftale forhandlet hjem til december.

"Det er en meget stor opgave, Danmark har som værtsland. Det kræver virkelig en indsats, og jeg ved, at både statsministeren og klimaministeren lægger sig i selen for at nå frem til målstregen. Om det bliver en succes eller ej, afhænger også af, hvor stor forståelse der er i de store lande, og det er en udfordring med den finansielle situation, vi har nu," siger Lars Christian Lilleholt (V), der suppleres af den konservative Per Ørum Jørgensen:

"Det bliver virkelig vanskeligt - og man kan vel nærmest sige, at hvis hele befolkningen troede, det ville blive let, så ville vi stå med et forklaringsproblem. Men jeg synes faktisk, der er grund til optimisme, når man ser, hvordan Obama og USA bevæger sig i den rigtige retning. Det er jo en af forudsætningerne for en aftale, at USA tager lederskab, for så kommer også Kina og Indien med," siger Per Ørum Jørgensen.

USA afgørende 
Concitos Martin Lidegaard er enig i, at det er bevægelserne på den internationale politiske scene, der er altafgørende for klimatopmødet:

"I EU er processen efterhånden næsten gået i stå, men det giver virkelig anledning til optimisme, at denne dagsorden rykker i både USA og Kina i øjeblikket, og der sker store investeringer. Men det er klart, at det er den dagsorden, der er vanskeligst at følge med i for den danske befolkning," siger Martin Lidegaard.

Forrige artikel Nej til større forsvarsudgifter Nej til større forsvarsudgifter Næste artikel DF kræver, at Ellemann leverer varen DF kræver, at Ellemann leverer varen