Dansk Folkeparti - ældreparti eller arbejderparti?

KLUMME: Hvad er bedst - at være stor blandt ældre eller blandt arbejdere? Der finder umærkeligt store vælgervandringer sted mellem de tre "20 procents-partier" S, V og DF, noterer chefredaktør Rasmus Nielsen.

DANSK FOLKEPARTI VAR i mange år landets mest undertippede parti; men dét ændrede sig i takt med valgresultaterne. Snart vidste enhver politisk interesseret, at partiet havde ældretække. Op gennem nullerne var DFs fingeraftryk på finanslovene da også gerne højere ældrecheck.

Og mange ældre kvitterede med at stemme på Dansk Folkeparti. Så betydelig var de ældres andel af vælgermassen, at man næsten kunne tale om et Dansk Ældreparti.

Sådan er det ikke længere, hvilket en interessant vælgeranalyse af professor Kasper Møller Hansen i Altinget tidligere på måneden viste.

De seneste par år har titusindvis af pensionistvælgere således forladt Dansk Folkeparti. Det skete i en periode, hvor partiet var med til at så alvorlig tvivl om boligydelsen til netop denne vælgergruppe.

Siden partiets pensionist-peak i forsommeren 2014 er Dansk Folkepartis tilslutning blandt pensionisterne faldet med 4,8 procentpoint. Alene siden valget for trekvart år siden er andelen af DF-vælgere blandt landets pensionister dalet med tre procentpoint.

UDVIKLINGEN BETYDER, AT rød blok i årets første kvartal for første gang i en årrække med 51 procent igen er størst blandt de ældre mod de resterende 49 procent til blå blok.

Det mærkbare tab af pensionistvælgere betyder, at Dansk Folkeparti efterhånden halser et godt stykke efter Socialdemokraterne i jagten på pensioniststemmer.

Socialdemokratiet kan som Danmarks største pensionistparti således mønstre opbakning fra 29,9 procent af de pensionerede vælgere, mens 21,3 procent af Danmarks pensionister støtter Dansk Folkeparti. Lidt færre – 20,5 procent – støtter Venstre, noterer Altingets analyse.

Kasper Møller Hansen vurderer heri, at en del af forklaringen på Dansk Folkepartis pensionistnedtur er, at en del af Dansk Folkepartis pensionerede vælgere simpelthen går i graven i disse år, samtidig med at flere og flere fra den relativt røde 68’er-generation når pensionsalderen.

“Pensionistgruppen ændrer sig i de her år. Den generation, der husker krigen, går bort, mens 68’erne går på pension."

DET CENTRALE SPØRGSMÅL i bred parlamentarisk forstand er så nu, om denne tendens er good news for det store flertal, der hellere ser pile ned ad for DF end de traditionelle opadgående kurver.

Også dét har Altingets valgekspert et bud på:

“Det kan alt andet lige være en fordel. Pensionisterne er jo en uddøende race,” siger Kasper Møller Hansen.

Han fremhæver, at Dansk Folkeparti samlet set er gået frem i samme periode, som partiet har mistet pensionerede vælgere.

Blandt andet har partiet hentet en del ny støtte blandt arbejderne og er nu suverænt Danmarks største arbejderparti.

Det tyder på, at partiet appellerer til en bredere og bredere vælgerskare, siger Kasper Møller Hansen, der tilskriver den bredere appel en justering af partiets kurs.

“Dansk Folkeparti er lykkedes med en bredere velfærdspolitisk linje, hvor Thulesen Dahl effektivt har placeret Dansk Folkeparti til venstre for Socialdemokraterne."

Helt præcist støtter 33,7 procent af landets faglærte og ufaglærte arbejdere Dansk Folkeparti. Arbejderopbakningen til Dansk Folkeparti er dermed langt større end den, Socialdemokraterne kan mønstre. 26,3 procent af arbejderne støtter arbejderbevægelsens gamle parti, mens kun 14,8 procent støtter Venstre, der for få år siden støvsugede arbejderstemmerne, viser analysen.

Så nej - "de stuerene" kommer ikke af med Dansk Folkeparti. Partiet dør ikke ud med de ældre.

SAMLET SET KAN DF-strategerne være tilfredse med koblingen af de to vælgerfund i vores analyser: Hellere flest arbejdervælgere end flest ældrevælgere.

Partierne har grund til at studere, fortolke og handle aktivt på de markante vælgervandringer, analyserne dokumenterer på grundlag af tusindvis af Gallup-vælgerinterviews over tid. I et land, hvor valg afgøres på marginalerne mellem blokkene, er det helt afgørende at appellere til de store vælgergrupper. Hvad enten de er arbejdere eller ældre. Det parti, der samlet kan appellere mest til disse afgørende vælgergrupper, vinder valg. Og genvalg.

 

 

 

 

Forrige artikel Mæth logh - og private penge - scal land byggæs Næste artikel Mit mekka hedder riksdagen