Dagens overblik: Nye oplysninger trækker Forsvaret ind i Tibetsagen

NYHEDSOVERBLIK: Ifølge nye oplysninger tyder det på, at både Den Kongelige Livgarde og Frømandskorpset har spillet en rolle i Tibetsagen. Og så er klimaminister Lars Chr. Lilleholt blevet foruroliget. Få overblik over dagens politiske nyheder.

Godmorgen og velkommen til ugens første politiske nyhedsoverblik.

Vi starter hos Politiken, der har fået fat i nye oplysninger i Tibetsagen.

Det viser sig nu, at værnepligtige fra Den Kongelige Livgarde hjalp med at forhindrede demonstranter i at demonstrere i forbindelse med det kinesiske statsbesøg i juni 2012.

Politiken har talt med en demonstrant, der blev udelukket fra at gå op på Kastellet, hvorfra han ville være synlig for den kinesiske præsident Hu Jintao, der ankom til Den Lille Havfrue i båd sammen med dronning Margrethe.

En aktindsigt viser imidlertid, at der ikke var planlagt nogen afspærring af Kastellet. Derfor er det underligt, at soldaterne stadig holder demonstranten væk fra området, siger direktør Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia.

"Hvis der ikke har været nogen sikkerhedsmæssige eller i øvrigt legitime hensyn for at lukke ned for den demonstrant, er hændelsen en yderligere brik til puslespillet i Tibetsagen. Det er en oplysning, Tibetkommissionen bør interessere sig for. For tilsyneladende har det ikke kun været politiet, men også Forsvaret, som har skredet ind over for borgere. Det bringer Forsvarsministeriet i spil i Tibetsagen," siger Jacob Mchangama til Politiken.

Politiken er desuden også i besiddelse af en aktindsigt, der afslører, at Frømandskorpset stod klar til at anholde borgere til søs, hvis det blev nødvendigt.

Lilleholt: Dyster læsning
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt er blevet foruroliget. Han har læst den nyeste rapport fra FN's klimapanel (IPCC), der viser, at det har markant betydning for omfanget af klimaforandringer, om temperaturstigningerne ender på 2 grader frem for 1,5 grader inden udgangen af dette århundrede.

Lars Chr. Lilleholt kalder rapporten for dyster læsning og understreger behovet for, at Danmark er med til at gå forrest i kampen for at reducere klimaforandringerne.

"Nu kender vi resultaterne af IPCC's rapport, og de understreger behovet for, at udviklingen af radikale grønne teknologier og ændringer i vores måde at leve på her på jorden vil være bydende nødvendige for at reducere klimaforandringerne. Det skal gå hurtigt, og det kræver politisk mandshjerte og vovemod. Og her er Danmark klar til at være med helt fremme," siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge IPCC's rapport vil en temperaturstigning på 2 grader blandt andet betyde, at havene stiger med 10 centimeter mere.

Klik og bestil en politibetjent
I dag præsenterer justitsminister Søren Pape Poulsen (K) et nyt udspil, der ifølge regeringen skal bringe politiet tættere på borgerne. Allerede inden dagens pressemøde har Søren Pape Poulsen løftet sløret for nogle af elementerne i udspillet overfor DR Nyheder.

For fremtiden skal danskere have mulighed for at bestille et besøg fra en politimand ved blot at klikke ind på politiets hjemmeside. Det kan blandt andet tages i brug af en grundejerforening, der har været plaget af indbrud.

"Folk, der eksempelvis har været plaget af indbrud, kan aftale med politiet, at de en sen eftermiddag eller aften kommer ud og holder et møde. Det er noget, politiet skal prioritere i det daglige arbejde, og det skal håndteres i den enkelte kreds," siger Søren Pape Poulsen til DR.

Derudover foreslår Pape, at der oprettes en ny linje på politiskolen, der har særlig fokus på forebyggelse, hvor de studerende blandt andet skal lære om borgerdialog. Det tredje og sidste element i udspillet, som er blevet delt med DR, er flere synlige politibetjente. Det vil sige, at regeringen vil opprioritere brugen af gående og cyklende politibetjente.

Nyt klimaudspil på trapperne: Klimamærkater og nye miljøkrav
Regeringens klimaudspil er på trapperne og forventes at blive præsenteret i denne uge. Allerede inden da har regeringen delt nogle af forslagene med offentligheden. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) delte ambitionen om et stop for salg af benzin- og dieselbiler fra 2030 i sin åbningstale.

Ifølge Berlingske vil regeringen også lægge op til at indføre et nyt fødevaremærkat, der viser, hvor stor en belastning produktet har for klimaet.

"Vi ønsker, at forbrugerne får et redskab, når de står henne i supermarkedet, der kan hjælpe dem med at vurdere, hvor stor en klimabelastning produktet har," siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) ifølge Berlingske.

Derudover vil regeringen også give København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg mulighed for at stramme miljøkravene til dieseldrevne busser, lastbiler og varebiler.

Det oplyser miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en pressemeddelelse.

"Vi skal have ren luft i vores byer. Derfor vil regeringen give de fem største byer i Danmark mulighed for at indføre skærpede miljøzoner, hvor der stilles skrappere krav til lastbiler og busser. Og som noget nyt også krav til de ældre varebiler. Det er de mest omfattende miljøzoner, en regering har besluttet," siger han.

Det sker i dag

  • Klokken 9.00: Tænketanken Europa er vært for en konference om Brexit, hvor blandt andet udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), Stephen Kinnock, medlem af det britiske parlament og Peter Giørtz-Carlsen, executive vice president i Arla, er på talerlisten.
  • Klokken 10.00: Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) præsenterer et politiudspil under titlen: "Nærhed og tryghed".
  • Klokken 14.45: Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt holder briefing for pressen om status på temperaturmålsætning som led i Parisaftalen.

Forrige artikel Ugen i dansk politik: Samråd om hvidvasksagen og konference om Brexit Ugen i dansk politik: Samråd om hvidvasksagen og konference om Brexit Næste artikel Odense opgiver ønske om højere skat Odense opgiver ønske om højere skat