Odense opgiver ønske om højere skat

INDTÆGTER: Byrådet i Odense har over flere år arbejdet på at hæve kommuneskatten med et procentpoint. Men pres på de samlede kommunale skatter betyder, at man nu opgiver at komme det sidste stykke i mål i 2019.

Næste år skulle have været året, hvor et flertal i Odense Kommunes byråd fik indfriet ambitionen om at hæve kommuneskatten med ét procentpoint.

Siden 2016 har alle partier med undtagelse af Konservative og Venstre arbejdet på den gradvise opjustering af kommuneskatten, som med budgettet for 2017 og 2018 er hævet med 0,8 procentpoint.

I 2019 skulle skatten så have haft det sidste lille nøk på 0,2 procentpoint. Men det bliver afvist af landets øvrige kommuner, fordi flere andre kommuner også ønsker at hæve skatten.

"Den option får de ikke indløst," siger KL's næstformand, Martin Damm (V).

Problemet er, at en håndfuld andre kommuner også ønsker at hæve skatten næste år, mens der kun er ganske få eksempler på kommuner, som ønsker at sænke skatten. Derfor risikerer kommunerne samlet set at bryde med det kommunale skatteloft, med en statslig straf til følge.

"Derfor har de partier i Odense, som bakker op om velfærdsprocenten, besluttet, at vi ikke vil hæve skatten med næste års budget," siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).

Budget uden skattestigning
I praksis har man dog i Odense allerede forberedt sig på, at den situation kunne opstå. Budgettet for 2019 er nemlig vedtaget med alle partiers opbakning, uden den ekstra skattestigning.

Den er der så til gengæld indgået en tillægsaftale om mellem de partier, som støtter den såkaldte velfærdsprocent.

"Hvis skattestigningen kunne komme igennem, så ville vi have sat os ned for at finde en fordeling af de ekstra penge, vi kunne få ind," siger Peter Rahbæk Juel.

Han peger på, at det har været en særlig udfordring i år, at der ikke har været afsat nogen særlig pulje til kommunale skattestigninger i økonomiaftalen mellem KL og regeringen for 2019.

Tidligere års aftaler har ellers indeholdt en mulighed for at ansøge om at hæve skatten, uden at blive straffet for det. Det var det, der gjorde det muligt for Odense at hæve skatten i 2017 og 2018.

 

Læs hele artiklen på Altinget: kommunal (kræver abonnement). Få gratis prøveabonnement her.

Forrige artikel Dagens overblik: Nye oplysninger trækker Forsvaret ind i Tibetsagen Dagens overblik: Nye oplysninger trækker Forsvaret ind i Tibetsagen Næste artikel Regeringen pønser på 39 forslag til bedre klima og renere luft Regeringen pønser på 39 forslag til bedre klima og renere luft