Dagens overblik: Løkke vil luge ud i bureaukrati og frigøre 2.000 ekstra par hænder til ældreplejen

NYHEDSOVERBLIK: Med en ny afbureaukratiseringsreform vil regeringen rydde op i reglerne i det offentlige og give ansatte bedre tid til kerneopgaver. Få overblik over dagens politiske nyheder her.

Godmorgen og velkommen til ugens første politiske nyhedsoverblik.

Vi lægger ud med nyt om regeringens kommende sammenhængsreform. Tirsdag vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og innovationsminister Sophie Løhde (V) præsentere en afbureaukratiseringsreform, der er første led i det storstilede projekt om at skabe større sammenhæng i den offentlige sektor.

Ved at luge ud i regler og dokumentationskrav i det offentlige forventer regeringen at kunne frigøre 2.000 årsværk, der i stedet vil have bedre tid til de ældre i ældreplejen.

Det skriver Berlingske.

Finansministeriet og Ældreministeriet har i samarbejde med otte kommuner kulegravet ældreområdet og konkluderet, at man på landsplan kan frigøre mellem 1.700 og 2.650 årsværk ved at forenkle regler og krav til registrering samt i højere grad anvende velfærdsteknologi.

"Det er gudhjælpemig mange varme hænder, vi taler om. Kulegravningen viser, at kun halvdelen af medarbejdernes tid går med direkte kontakt med de ældre, og det er lavt. Vi vil have, at medarbejderne kan bruge mere tid med de ældre i hverdagen frem for at sidde og taste ting ind i en computer eller lave decideret dobbeltarbejde," siger innovationsminister Sophie Løhde til Berlingske.

Løhde vil rydde op i puljejungle
Afbureaukratiseringsreformen er dog ikke eneste nyt om sammenhængsreformen. Regeringen vil også rydde op i de pengepuljer, som kommuner og regioner kan søge om.

Det skriver Mandag Morgen.

Innovationsminister Sophie Løhde er klar med en plan, der skal halvere antallet af puljer til kommunerne og regionerne, mens alle småpuljer på under 10 millioner kroner helt skal fjernes.

”Folketinget har skabt et puljetyranni i kommunerne og regionerne, hvor alt for mange penge bliver ædt op af administration frem for at blive brugt på velfærd. I dag er mange af puljerne så små, at der bliver brugt oceaner af tid, kræfter og ressourcer på at ansøge, dokumentere, følge op og evaluere. Derfor skal vi have færre og større puljer til kommuner og regioner. Det giver simpelthen ikke mening, at alle landets 98 kommuner bruger deres kræfter på at jagte de samme få millioner,” siger Sophie Løhde til Mandag Morgen.

Løhde understreger, at der samlet set ikke kommer til at være færre penge. Midlerne vil blot blive samlet i færre og større puljer.

Mere end hver tredje har ikke tillid til regnemodel
Flere vælgere er skeptiske overfor Finansministeriets beregninger.

Det viser en ny måling foretaget af Norstat for Altinget.

Ifølge målingen har 37 procent af danskerne slet ikke tillid til, at Finansministeriets prognoser og beregninger for dansk økonomi er retvisende. En lige så stor andel – 37 procent – har tillid tillid til beregningerne, mens 20 procent har svaret 'ved ikke'.

Demokratiforsker og lektor emeritus ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, kalder det ”rimelig meget”, at næsten fire ud af ti ikke stoler på beregninger fra et af regeringens mest centrale ministerier, når det kommer til at fordele velfærdssamfundets ressourcer.

Den manglende tillid skyldes især de røde partier, mener finansminister Kristian Jensen (V).

"Det er kun sundt med en konstruktiv faglig diskussion, men vi har også igennem længere tid set en stærkt politisk kritik af regneprincipperne," siger han i en skriftlig kommentar til Altinget.

Nye Borgerlige er klar til at vælte Løkke
Lars Løkke skal opfylde Nye Borgerliges tre krav til udlændingepolitikken, hvis han vil have partiets opbakning.

Det var ifølge Berlingske Pernille Vermunds budskab, da partiet søndag afholdt sit sommergruppemøde.

"Hvis der bliver mistillid til Lars Løkke Rasmussen i salen, så kommer det fra venstrefløjen. Så kommer det ikke fra os," sagde Pernille Vermund ifølge Berlingske og uddybede:

"Hvis venstrefløjen stiller et mistillidsvotum til Lars Løkke Rasmussen, og han har gjort sig afhængig af vores mandater uden at indvillige i at ville løse problemerne med udlændingepolitikken, så vil vi ikke redde ham. Og det betyder i princippet, at han vil blive væltet."

Nye Borgerliges tre krav er et fuldt asylstop, udvisning af kriminelle udlændinge efter deres første dom samt et krav om, at de udlændinge, der er i Danmark, skal forsørge sig selv.

Løkkegaard er et skridt tættere på EP-spidskandidatur
Ønsket om at blive Venstres spidskandidat til det kommende europaparlamentsvalg ser ud til snart at blive virkelighed for Morten Løkkegaard.

Venstres hovedbestyrelse har nemlig i weekenden enstemmigt valgt at indstille ham til at blive partiets spidskandidat.

Det oplyser han selv på LinkedIn.

Han er i øjeblikket partiets eneste medlem af Europa-Parlamentet, efter Jens Rohde skiftede til Radikale, og han har ikke lagt skjul på, at han gerne vil stå i spidsen for partiets næste valgkamp.

Det sker i dag

  • Klokken 10.15: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) overrækker medaljer til Jærgerkorpset ved Flyvestation Aalborg.
  • Klokken 10.15: Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) præsenterer sammen med Liberal Alliances miljøordfører, Carsten Bach, en af Danmarks fremtidige urørte skove. Det finder sted i Randers.
  • Klokken 13.00: Regeringen indleder sit to-dages regeringsseminar i Nibe i Jylland.

Forrige artikel Det sker i EU: Svenskerne går til valg Det sker i EU: Svenskerne går til valg Næste artikel S kalder kulturpenge på finanslov for uambitiøst – men vil ikke selv love flere penge S kalder kulturpenge på finanslov for uambitiøst – men vil ikke selv love flere penge