Dagens overblik: Lars Løkkes mål er at gøre politisk netværk til egentligt parti

Lars Løkke Rasmussen tror, han er på stemmesedlen i 2023. Børn fra udsatte boligområder går på landets mest segregerede skoler. Hjælp til udsatte og handicappede er blevet big business. Få morgenoverblikket.

Godmorgen og velkommen til dit politiske overblik – i dag med en tidligere statsminister i fokus.

Lars Løkke Rasmussen tror nemlig, han er på stemmesedlen, hvis der bliver udskrevet valg i 2023. Det skriver Jyllands-Posten på forsiden af torsdagens avis.

I en video på Facebook onsdag aften siger Lars Løkke Rasmussen, at hans ambition er, at netværket skal blive til et politisk parti, ”hvis ellers det indledende arbejde her over foråret viser, at det har bæreevne”.

Siden sin afgang fra Venstre har han været løsgænger og drevet et politisk netværk, som indtil videre har samlet cirka 15.000 mennesker – som administreres af to mand i et sekretariat, og inden længe også har en sekretariatsleder.

Som to gange statsminister og V-formand gennem 10 år vil Lars Løkke Rasmussen i Folketinget på en måde, der kan mærkes, siger han til avisen.

Desuden skal partiet ”have en appel på begge sider af midten” og spille en rolle, som minder om den, Radikale Venstre har i Folketinget.

Lars Løkke Rasmussen understreger dog, at han ikke er radikal, og at han vil stå for en stram og fair udlændingepolitik.

Børn fra udsatte boligområder klumpes sammen på stærkt segregerede skoler

Elever fra udsatte boligområder går i stort omfang på skoler, hvor der er mange børn fra dårligt stillede hjem. Det skriver Altinget Uddannelse.

36 procent af børnene fra udsatte boligområder går i skoler, hvor mere end 60 procent af eleverne kommer fra dårligt stillede hjem, viser en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder, som måler på forældrenes indkomst, uddannelse og beskæftigelse.

Ifølge instituttet skyldes udviklingen i høj grad, at bedre stillede forældre i områderne fravælger de skoler, der ligger i tilknytning til de udsatte boligområder.

På Christiansborg vækker rapporten stor bekymring hos Socialdemokratiet og regeringens støttepartier, Enhedslisten og Radikale.

”Vi har talt om det her i mange år. Jeg håber, at rapporten her kan være med til at samle bred opbakning på Christiansborg. Nu er der ikke nogen, som kan lukke øjnene for, hvor stort et problem, vi har,” siger Lotte Rod (R) til Altinget.

Kortlægning: Hjælp til udsatte og handicappede er i stigende grad blevet big business

Over de seneste år har internationale velfærdskoncerner opkøbt flere danske bo- og behandlingstilbud. Det viser en kortlægning af de største virksomheder og deres ejerstruktur, som Altinget har lavet.

Internationale virksomheders opkøb i Danmark er ifølge Dansk Erhverv en del af en mere generel udvikling i branchen. Tilsammen omsætter de to svenskforankrede virksomheder Altiden og Olivia Danmark samt danske Duos for over 1,5 milliarder kroner.

SF og Enhedslisten vil sætte en stopper for den fortsatte ekspansion, fordi de mener, pengene skal gå til indsatser til de borgere, de er tiltænkt, og ikke til høje direktørlønninger. De to partiers opråb møder dog modstand fra erhvervslivet og Radikale.

Københavns Kommunes ubrugte millioner går især til at genåbne byen efter corona

De 665 millioner, som er i overskud fra København Kommunes budget sidste år, går især til at genåbne byen efter corona. Det skriver Altinget Hovedstaden.

Overførselssagen i Københavns Kommune er nemlig afsluttet – og blandt initiativerne er en pulje målrettet det københavnske erhvervsliv, herunder øget mulighed for udeservering for restauranter, når det slut april bliver muligt for københavnerne. Også områder for børn og unge samt ældre er blevet prioriteret.

To tredjedele af budgettet var på forhånd beslaglagt bestemte områder, blandt andet til at renovere kommunens bygninger.

Det sker i dag:

  • Klokken 9.30:Tibetkommissionen fortsætter afhøringer i sagen om politiets håndtering af kinesiske besøg. Torsdag afhøres blandt andre tidligere udenrigsminister Per Stig Møller og tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.
  • Klokken 12.15:Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen holder pressemøde om den nye vurdering af covid-vaccinen fra AstraZeneca.
  • Klokken 21:USA's præsident, Joe Biden, holder sit første officielle pressemøde i Det Hvide Hus, efter at han blev taget i ed som præsident den 20. januar.
  • De øverste chefer for Facebook, Google og Twitter deltager i en online-høring i Kongressen i Washington D.C. om misinformation på selskabernes platforme.
  • EU-landenes stats- og regeringschefer indleder to dages virtuelt topmøde. Hovedpunktet på dagsordenen ventes at blive coronasituationen, herunder udrulning af vacciner.

Forrige artikel Manu Sareen stiller op til kommunalvalget for S Manu Sareen stiller op til kommunalvalget for S Næste artikel Dansk FN-mission franarret en million i Dansk FN-mission franarret en million i "et omfattende svindelnummer"